Kategori: Hotel

De bedste tips til Wien

Der er forår i luften, og sommerferien skal planlægges. Her kunne Wien være en mulighed. Jeg har derfor spurgt min veninde, som har boet i byen i længere tid end mig, om anbefalinger til byen. På baggrund af hendes og mine erfaringer har jeg samlet vores bedste tips til Wien.

Oplev Wien

  • Hæng ud ved Museumsquartier! Gå ind ad hovedindgangen ved Museumsplatz, eller find ind gennem en af de mange passager – fx Literaturpassage fra Mariahilfer Strasse. Derinde gemmer sig museer i massevis, som fx Leopold med sine Schiele og Klimt-udstillinger. Men du kan også bare hænge ud og lege på de farverige og udefinerbare møbler. Det er det perfekte sted til menneskekiggeri med en lokaltproduceret Grüner Veltviner om sommeren eller glühwein om vinteren. Hvis du rejser på budget, kan du også tage egne drikkevarer med derind. Find ud gennem en af de mange andre kunstpassager, når du skal videre ud i byen.
  • Se op! Se street art! Wien er en vild by. Ikke som Berlin, men på “Novra, her er fandeme overdådigt”-måden hver gang man kigger op og ser en ny prægtig bygning. Men du kan også se en masse fed street art, hvis du går en tur langs Donalkanal, på fx Freda-Meissner-Blau-Promenade eller Vilma-Steindling-Promenade. Om sommeren er der også strandbarer, så der er gode muligheder for kolde drinks og mere menneskekiggeri i sommervarmen.
  • Fundér over de skæve linjer ved Hundertwasserhaus! Hvis du er til arkitektur, men er gået død i romantik, gotik, barok og jugendstil, så er Hundertwasserhaus, Hundertwasser Village og Kunsthaus Wien sagen. Jeg har skrevet mere om det i dette indlæg.
  • Dyb fødderne i Alte Donau eller Lobou! Jeg er kun lige ved at blive glad for vand, men min veninde siger, at man skal cykle til Alte Donau eller Lobou for at dyppe kroppen eller få en naturoplevelse ikke langt fra byen. Det skal jeg selv prøve næste gang i Wien!
  • Vær finkulturel på Schönbrunn! Wien er centrum for finkultur, men hvis det ikke frister at skulle i en teatersal en sommerdag, så tag i stedet for til gratis sommeraftenkoncert med Wiener Philharmoniker på Schönbrunn Slot. Det er en fast tradition, at Wiens symfoniorkester spiller gratis koncert hver sommer i slotsparken. Smid derfor et tæppe og drikkevarer i cykelkurven og sus ud til denne mulighed. Så får du samtidig også set slottet.

Spis og drik dig gennem Wien

  • Smag dig frem på Naschmarkt ! Naschmarkt er Wiens mest kendte marked. Der dufter af krydderier og falafler i den ene ende og skaldyr og spritzer i den anden. Du kan næsten ikke undgå at få smagsprøver, når du bevæger dig ned gennem rækkerne. Så stop op, smag og køb en pose falafler to go eller sæt dig i en af restauranterne og se på mennesker. Der er noget for enhver smag!
  • Drik (Ge)spritzer! Når det skal være lækkert uden at gå til hjernen, fortynder østrigere vinen. Hvidvin kan fx blandes med danskvand eller Sprite. Hvis det skal være lidt mere fancy, er det nemt at få fingrene i en Kaiserspritze, hvor hvidvinen blandes med hyldeblomstsirup. phil på Gumpendorfer Strasse er et hyggeligt, lowkey sted at hænge ud på, hvor man både kan få stillet den lille sult, kaffetørst og spritzerlyst.
  • Spis dig mæt i is! Når varmen rammer Wien, og det gør den (!), er der intet så godt som is. Paolo Bortolotti på Mariahilfer Strasse 94 er byens bedst issted.
  • Drik vin i Wien! Der bliver produceret ret meget vin i Wien. Det tager ca. en time at komme fra Wiens centrum til en af byens mange vingårde (Weingüter/Heuriger) med offentlig transport. Når du er fremme, kan du drikke årets vin og få din aftensmad, mens du sidder blandt vinstokke. Maden er typisk rig på kød, kartofler og kål.
  • Dyrk ølyoga i Ottakringer! Eller hold dig til øllene. Knap 5 km fra Innere Stadt ligger Wiens ældste bryggeri, Ottakringer Brauerei. Her holder de hvert år i juli og august Ottakringer Bierfest. Konceptet er øl, streetfood, ølyoga (!), livemusik, pubquiz og bord-bænkesæt mandag til lørdag. Jeg har endnu til gode at besøge bryggeriet under bierfesten, men det lyder som en spitze opskrift på en god eftermiddag og aften!
  • Se i tidligere indlæg! Smut forbi de tidligere indlæg Det gamle og kendte og Det nye for flere madfif.

Bo i Wien

  • Tæl til 9! Wien er opdelt i bezirke/distrikter med hvert sit postnummer. Det første er bezirk er indre by (Innere Stadt) med postnummeret 1010. rundt om Innere Stadt ligger bezirkene 2-9. Man kan altid se, hvilket bezirk man er i ved at kigge på vejnavnene, for der står bezirkets nummer først. Ordnung muss auch in Wien sein! Jeg ville gå efter at bo i 6.-8. bezirk. Det vil sige Mariahilf, Neubau eller Josefstadt. Her bor mennesker i alle aldre, der er liv, og det er i gåafstand til det meste. Jeg ville også vælge at bo tættere på Ringen end der Gürtel (som er en større ringvej, der omslutter byens centrale bezirke).

Kom rundt i Wien

  • Tag cyklen! På en cykeltur langs Ringen kommer man forbi den ene storslåede bygning efter den anden, og der er markeret cykelsti hele vejen. Wien har et glimrende bycykel-system (WienMobil Rad). Det koster €0,60 for 30 minutter, og på 30 minutter kan man nå langt i Wien. Systemet blev skiftet ud sidste forår og ser ud til at være kommet op at køre ordentligt nu.
  • Drop CAT! Hvis du flyver, skal du ikke lade dig friste af CAT-toget (City Airport Transfer) i lufthavnen. For ca. €12-€15 kommer du ind til Wien på ca. et kvarter med CAT. Men hvis du tager det almindelige S7-tog, slipper du med godt €4, og du når stadigvæk Wien centrum på mindre end en halv time.

Eftertanker om la ville rose Toulouse

Jeg er sikker på, at mange vil blive bjergtaget af Toulouse. At det er en by tou louse yourself i. Det var det, jeg selv forventede at blive, inden jeg ramte byen i sommer. Jeg havde lidt en forventning om, at byen ville vække lige så stor begejstring i mig, som Bologna gjorde sidste år.

Byen bliver kaldt la ville rose. Den lyserøde by. Det er den fjerdestørste by i Frankrig. Det er en universitetsby. Foie gras i køkkenet. Byen omtales som kun det bedste fra Paris. Og toulousianerne (jeg aner ikke, om det er det rigtige navn på dem) skulle være søde og nede på jorden i modsætning til bordelaiserne i følge guidebøger, italienere og bordelaisere selv.

Meget talte altså for, at Toulouse virkelig kunne blive byen, jeg ville tænke mest tilbage på. Men det har jeg ikke gjort. Eller jo. Det har jeg faktisk. Men på grund af alt den dårlige samvittighed jeg har haft, fordi jeg har været så psyko langsom til at få skrevet det reelle indlæg om Toulouse færdigt.

Jeg blev ikke synderligt imponeret over Toulouse. Jeg tog i alt 18 billeder i byen. 13 af dem var af ting, der kunne indtages. Det siger lidt. I Bordeaux var det tal 15/51.

Men min uimponerethed skal virkelig ses i lyset af mine høje forventninger – jeg håbede på en ny Bologna-oplevelse – som næsten kun kunne være umulige at indfri. Det kan skyldes, at jeg var så begejstret for Bordeaux, at uanset hvilken by der kom efter, ville den være en nitte sammenlignet med Bordeaux, og det blev så lidt Toulouses lod. Det kan også være, fordi jeg boede på hotel i stedet for hostel. Ofte er der en positiv sammenhæng mellem antallet af mennesker, jeg møder, og mit syn på byen. På den anden side behøvede jeg også rum til at være introvert.

Til gengæld virkede byen ikke voldsomt turistet. I hvert fald ikke med så mange ikke-fransktalende turister. Menneskene var søde. Serviceniveauet var højt og venligt. Der er et museum om rumfart, Cite de l’espace, som med mere tid i kalenderen (eller prioritering og mindre krav om coronapas for den ikke-færdigtvaccinerede på det tidspunkt), kunne være et hit for nogle. Billederne derfra ser i hvert fald seje ud.

Jeg siger bare, at selvom jeg ikke var voldsomt imponeret over Toulouse, kan det være en helt anden oplevelse for andre. Hvis man er på de kanter, hvis man gerne vil se noget lidt mindre turistet Sydfrankrig end Nice mv., skal man virkelig gøre det og selv give byen en fair chance. Jeg vil også sagtens selv kunne tage dertil igen for mere sol og varme, parkhæng og øl med Guillaummere.

Her boede jeg: Hôtel le Cousture

De er et to-stjernet hotel, som lå pissegodt og var virkeligt billigt, også selvom jeg tog et lidt større værelse. Det er ikke specielt godt lydisoleret, så både vej og menneske på gangen kan høres, men det er ikke værre, end at det for mit vedkommende kunne fikses med et par ørepropper. Lyset fra gangen og gennem dørsprækken fiksede jeg med ekstrapuderne i skabet. Det er af ældre dato, så det er lidt slidt, men rent. Jeg vil ikke tøve med at booke værelse der igen, for pris og beliggenhed er svær at trumfe.