Vi skriver nu 2022, men jeg er ca. et halvt år bagud og befinder mig mentalt i Sydfrankrigs sommervarme. Jeg skal fra Toulouse til Montpellier.
En by jeg gerne ville besøge for mere end 10 år siden. Mest for at kunne støde på Nikola Karabatić, hvis han nu skulle være i sin hjemby. Man har vel lov til at drømme.
Montpellier kom jeg ikke til dengang for 10 år siden. Og Nikola Karabatic er jeg kun stødt på på Tinder, engang han har spillet i København. Vi matchede på forunderligste vis ikke. Men det gjorde jeg så for ca. et halvt år siden. Altså kom til Montpellier. Ikke noget med den ene eller den anden Karabatić-bror.
Montpellier ligger 248 kilometer fra Toulouse og 10 kilometer fra Middelhavet. Med to gange regionaltog kan turen klares på knap 3 timer. Fordelen ved regionaltoget er, at man ikke behøver pladsbillet, som ellers er nødvendige på den franske højhastighedstoge. En pladsbillet koster €10-€20 afhængigt af afgangen. Det kan man få ret mange is for. Samtidig passede afgangstidspunktet den morgentrætte gnier bedre, idet jeg ikke skulle unødvendigt tidligt op for at nå afgangen.
Jeg kan ærligt talt ikke huske meget fra morgenen i Toulouse, så det mest spændende ved den var sikkert, om superlimen havde reddet mine sandaler. Det havde den. For nu. Det mest sindsoprivelse fra turen fra Toulouse til Montpellier var, at jeg skulle skifte på Narbonne, og at toget dertil blev så forsinket, at jeg minut for minut kunne se transfertiden blive ædt op og nærmest gå i minus. Jeg begyndte at indstille mig på, at det kunne give mig muligheden for at se lidt af Narbonne, hvis jeg alligevel skulle vente på et nyt tog til Montpellier. Men jeg erfarede, at i Frankrig venter togene på hinanden, så jeg nåede ikke at se mere i Narbonne end min lynhurtige skygge i stationstunnelen. Narbonne må derfor vente en anden gang.
Efter dette ekstreme spændingsmoment gik det uproblematisk. Jeg ramte Montpellier Saint-Roch tidlig eftermiddag og fandt (relativt) hurtigt fra stationen til hotellet. Efter det åbenbart evigt nødvendige bad og hvil oven på en dag med togture tog jeg ud i Montpellier. Og er I vimmer. Montpellier kan også noget!
Hotellet viste sig at ligge endnu tættere på Place de la Comédie, end jeg havde forventet, da jeg bookede det. Jeg ved ikke, om det siger mest om min fornemmelse for afstande eller Montpellier, som er lidt mindre end Aarhus. Men det gjorde i hvert fald, at jeg kom hurtigt til Place de la Comédie og dermed også hurtig på afveje i bydelen l’Écusson.
L’Écusson er den gamle bydel og området, hvor ens forståelse for afstande på kort og reelle distancer bliver udfordret kraftigt af snoede, bugtede, bakkede og bittesmå gader, som man ikke troede kunne tælle som gader. Eller i mit tilfælde er forståelsen helt væk. Gak gak. Heldigvis er området også omkranset af mure og større veje, så i det mindste opdager man, når man er kommet ud af bydelen.
Blandt de små gader åbnede der sig hist og her små pladser fyldt med spisesteder, for så igen at lede over til endnu flere små gader med spisesteder på byens hjørner og skråninger. Et sådan sted faldt jeg over tapasrestauranten Les Enfants Rouges, hvor charcuterie-brættet bestod af en overordentlig portion kogt skinke med trøffel og lufttørret skinke med, hvad der først synede af lidt brød, men viste sig at være en helt tilpas mængde. Der var desværre ingen smørrelse til, så jeg bestilte en hummus, som var til den tørre side. Til gengæld var vinen tiltrængt. Alt gled ned og jeg var alt i alt rigtig godt tilfreds med by, mad og liv.
Herefter gik jeg videre på opdagelse – eller for lidt vild, who will ever know – i l’Écusson, og blev noget lun på Montpellier. Jeg købte is, og smed den ud igen, fordi jeg slet, slet ikke havde plads nok i is-maven, før jeg glad og tilfreds vendte tilbage til la Comedié og hotellet.
Blå time i Montpelliers historiske bydel l’Écusson 
Blå time i Montpelliers historiske bydel l’Écusson 
Blå time i Montpelliers historiske bydel l’Écusson
Tirsdag
Næste dag startede med en ret god morgenmad og så ud og se endnu mere af byen. Med kun én hel dag i byen, ville jeg både gerne vidt omkring og have tid til bare at være til i byen. De ønsker harmonerer ikke altid særligt godt, men det gjorde de her. Den tid, jeg sparede ved ikke at gå på museer, kunne jeg bruge på at gå og gå og frokostvin.
Jeg ville gerne se andet af byen end den gamle bydel (og også se lidt mere af den i dagslys). Dagens første destination blev derfor bydelen Figuerolles, som skulle have en lidt anden sjæl, og hvor der også skulle være et marked på Plan Cabanes. Markedet kom jeg dog for sent til, og så meget sjæl er der nu heller ikke i “night owl”-områder en tirsdag sidst i juli omkring kl 14. Hvem skulle have gættet det. Men jeg kom lidt rundt i området og nød det – trods tidspunktet.
Fra Figuerolles gik turen videre til Les Arceaux, hvor der viste sig at være et mindre marked langs den gamle akvædukt (Aqueduc Saint-Clemént). Ved at følge akvædukten kom jeg til Promenade du Peyrou med dets château d’eau. Her var både høj sol, turister, ikke-turister, skygge, lugt af hundelort i skyggen og god udsigt til rytterstatue, triumfbue og udover byen.
Udsigt fra château d’eau til triumfbuen og l’Écusson
Går man gennem triumfbuen, kommer man ind til l’Écusson igen. Det var perfekt for mig, for varme, sult og vintørst var begyndte at trænge sig på. Jeg fandt til Le Pré Vert, som var anbefalet af både hotel og google, og sidstnævnte lovede tatar. Og det fik jeg. Og det var noget helt andet end i Bordeaux. Mere smattet fars end levende ko, men så også med en sød bismag, jeg ikke helt kunne forstå. Men med kølig hvidvin glider alt ned, og værre var det nu heller ikke. Jeg kommer i hvert fald gerne tilbage til stedet – og prøver en af deres andre retter – skyggen og den lidt langsomme betjening, for de smed trods alt heller ikke en væk, selvom klokken havde passeret deres frokoståbningstid.
Herefter gik turen rundt igen i l’Écusson i dagslys. Indimellem bildte jeg mig ind, at jeg endelig havde lært at finde rundt i bydelen. Det varede så kun indtil næste gang, jeg kom til at gå i ring eller i den diamentralt modsatte retning af, hvad jeg egentlig havde tænkt mig. Hvis jeg bare kunne give vinen skylden.
Men! Jeg kom forbi en masse street art og et lækkert issted, La Banquise, som havde en absurd god appelsin-basilikum sorbet. Havde jeg ikke lige fået frokost, havde jeg prøvet mange flere varianter! Da den var konsumeret, bevægede jeg mig med google maps som tro følger mod hotellet for at hvile fødder lidt og få en pause fra solen.
Efter en god times hvil var det tid til at komme ud i byen igen, for jeg manglede stadigvæk en del af den nyere by. Nærmest lige fra Place de la Comédie kan man træde ind i Centre Commercial Le Polygone. Det interessante er ikke, at det er et indkøbscenter med mange standard franske indkøbscenterbutikker, at jeg da lige blev nødt til at se på lidt af udbuddet, eller at jeg fandt en kjole som var en træls my for stor.
Nej, det interessante er, at går man hele vejen igennem centeret, kommer man ud til et helt andet Montpellier. Ud til bydelen Antigone med sine neoklassiske bygninger, boulevarder, træer, græs og springvand. Går man bare ligeud fra Polygone, kommer man til sidst til Place de l’Europe og bag den floden Lez, der løber ud i Middelhavet.
Langs floden er nye lejlighedskomplekser skudt op, og mennesker løber, lufter hunde og holder hvil langs vandkanten. Selv holdt jeg mig til at gå – i sikker afstand fra vandet. Jeg kunne ikke lade være med at tage et smut forbi universitetets økonomiske institut, som egentlig ikke var noget at skrive hjem om, før jeg sluttede ved Bassin Jacques Coeur, og derfra begav mig ad nye veje tilbage til centrum.
På tilbageturen ville jeg finde brød og lidt pålæg til en omgang hurtig aftensmad. Det endte næsten med ikke at lykkes, fordi jeg hele tiden ville finde et supermarked lidt tættere på. Men jo længere tid jeg gik, jo tættere kom jeg også på supermarkedernes lukketid. For at være sikker på at nå det, satte jeg mit lid til supermarkedet i Polygone. Det gik bare heller ikke som planlagt, for den vej jeg ville gå, var spærret af. Og manden, der ville hjælpe mig, kunne jeg dårligt kommunikere med på mit ikke-eksisterende franske og hans ikke-eksisterende engelsk. Med tegn, fagter og kongens efterfølger fik han vist mig til et helt andet supermarked, end jeg havde tænkt mig. Der måtte jeg f minutter i lukketid under vagternes årvågne blikke samle noget spiseligt sammen.
Det lykkedes trods alt. Jeg satte mig lidt afsides på Place de la Comédie med baguette og guacamole i skødet. Ikke længe efter blev jeg spurgt om alt muligt uforståeligt af en væsentligt ældre og krum herre, som sad ved siden af mig. Jeg regner ikke med, at vi var i nærheden af en MeToo-sag, men da jeg var træt, og min favoritsætning “Je ne parles pas français”, skuldertræk og undskyldende mine hverken virkede første, anden eller femte gang, ønskede jeg ham (forhåbentligt) god aften og vendte snuden mod hotellet og min sidste nat i Montpellier.
Den anden side af Montpellier
Her boede jeg: ibis Styles Montpellier Centre Comédie
Jeg havde to nætter på ibis Styles Montpellier Centre Comédie. Jeg var ikke voldsomt imponeret (men det bliver jeg vist generelt ikke så nemt) af værelset. Jeg undrede mig meget over, at der hang en tennissok på et eller andet i loftet og skulle vænne mig til, at toilet og bad/håndvask var adskilt.
Til gengæld lå det virkelig godt. Hvis vi måler i spytklatter, lå det en kvart spytklat fra Place de la Comédie, som er et rigtigt godt udgangspunkt for at udforske byen som turist. Til prisen tror jeg faktisk ikke, at man kan komme meget tættere på.
Morgenmaden var også ret god… Der er jo ikke et øje tørt, når man kan få hakkede oreos eller daim til chiagrøden. Så bliver chiagrød for en gangs skyld ret lækkert.
Jeg ved dog ikke, om jeg ville booket stedet igen, for der er mange hoteller i Montpellier, og afstandene er korte.