Frygt, flugtønske, rystende hænder, 1-1-2, rystende stemme: ”Hej, øhh… Det er Anna. Der er sket en ulykke! Vi har brug for en ambulance!”.
Jeg ville egentlig gerne med det nye nattog fra Sverige til Tyskland over Høje Taastrup. Både for at prøve et nattog igen og for bekvemmeligheden. Det ville være ret dejligt, hvis den efterhånden lidt kedelige togtur fra København til Hamburg kunne klares med lukkede øjne i vandret position. Men det ville have krævet en booking i væsentlig bedre tid, end jeg kunne præstere, eller omkring 3.000 SEK for en privat kupé. Så er der alligevel grænser for, hvor vigtig søvnen i et tog er for mig. I stedet for nåede jeg at få plads i et helt almindeligt tog med afgang søndag d. 18. juli kl 00.05 fra København H. Forhåbentlig ville der være så få personer, at jeg ville kunne krybe mig sammen i en gedigen fosterstilling på et dobbeltsæde og på den måde alligevel komme lidt ned i vandret.
Jeg havde dagen igennem gået med sommerfugle i maven og et væld af tanker rumsterede. Var der nu styr på alt? Havde jeg pakket det rigtige? For meget? For lidt? Har jeg virkelig 5-6 ugers fri til at rejse? Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af at bruge interrailpasset? Hvorfor egentlig rejse, de sidste uger i København har jo været monsterlækre? Vil vennerne nå at glemme mig, mens jeg er væk? Er det blevet vinter, når jeg kommer tilbage?
Jeg kan ikke huske, om jeg altid har det sådan, når jeg skal ud, eller om det var sådan nu, fordi jeg denne gang har endnu flere uger foran mig end tidligere. Men det er sikkert, at spændingen blev større, jo tættere jeg kom på afrejsetidspunktet.
Efter alt var gennemtjekket adskillige gange og pakket, tog jeg afsted i god tid til Hovedbanegården, for jeg kunne alligevel ikke finde ro derhjemme. Eller. Jeg troede, jeg var i god tid.
Jeg nåede ikke engang væk fra min egen vej, før jeg oplevede noget, jeg helst ville være foruden. Få meter foran mig kom tre unge cyklister kørende imod mig. De cyklede glad og frejdigt afsted. Det så ud til at have været en god lørdag sommeraften. Det ændrede sig desværre hurtigt.
Som i slowmotion så jeg den forreste kvinde cykle ind i kantstenen og flyve over styret og gennem luften som en kludedukke. Det var som om, jeg kunne se det gå galt, før det egentlig skete. Uden cykelhjelm landede hun på cykelstien med hovedet først. Veninden bagved nåede ikke at bremse, så hun væltede direkte ned i sin veninde. Hun kom dog op igen. Kæresten fløj af sin cykel.
Foruden de involverede var jeg tættest på. En stor del af mig havde lyst til at flygte. Rent lavpraktisk skulle jeg jo nå et tog. Men jeg kunne ikke. Kvinden lå så stille, og kæresten råbte, at det var brug for en ambulance. I et pludseligt virvar af mennesker og panik, var det, jeg kunne gøre, at ringe 112. Forsøge at holde hovedet koldt, filtrere de informationer, som menneskene omkring mig overøsede mig med, svare på beredskabsmandens spørgsmål, blive frustreret over alle spørgsmålene, få de beroligende ord: “Hjælpen er på vej. At du taler med mig påvirker ikke den tid, det tager. Det er med til, at mine kolleger kan blive endnu bedre forberedt på, hvad der er sket. Koncentrér dig bare om at svare på mine spørgsmål. Hjælpen er på vej”.
Da beredskabet havde fået alle informationer, og ambulancen var 1-2 minutter væk, stoppede vi samtalen. De sammenstimlede var begyndt at smutte, og kvinden var begyndt at komme til bevidsthed igen. Efter hvad der føltes som evigheder – men måske kun var 10-15 minutter fra uheldet skete – kom ambulancen. Jeg kunne se, at hvis jeg var heldig, ville jeg stadigvæk kunne nå mit tog. Jeg spurgte derfor en af redderne, om der stadigvæk var behov for mig. Det var der ikke.
I huj og hast kom jeg frem til hovedbanegården. Toget var ikke kørt. Til gengæld blev det trængt med plads. Ret hurtigt brast min drøm om at kunne ligge på to sæder. Siddende oprejst med ørepropper, sovemaske og høj puls lykkedes det alligevel at få lidt søvn. Den blev dog afbrudt af slow motion-billeder fra styrtet og en guitar, der faldt ned i hovedet på manden på den anden side af gangen og derefter mig. Men på vej mod Tyskland var jeg dog.