Anna i verden

Der kommer lige et intermezzo i sommerføljetonen. Siden jeg kom hjem fra sommerens tusind og én destinationer, er der gået hverdag i den. Men en ny hverdag. Jeg er nemlig startet på et nyt arbejde med en masse nye indtryk, ting at lære og træthed, som følger med.

Men det er også blevet efterårsferie! Jeg ser mig ellers som ret rejselysten, men denne gang er det ikke, fordi jeg har trippet i utålmodighed for at komme afsted. Jeg har leget med tanken om at skulle et sted hen, når jeg nu skulle holde ferie, men jeg har også bare været sådan lidt meeh. Jeg nåede frem til, at jeg kunne besøge min veninde i Malmö og så bagefter tage til Göteborg. Min veninde har jeg ikke set i et år – og i løbet af det år har hun groet og født en baby, som nu er 3 måneder – og Göteborg har jeg aldrig set.

Selv da aftalen med min veninde om at besøge hende i Malmö var landet, var jeg lidt meeh i forhold til at tage videre til Göteborg bagefter. Men jeg lå syg i det meste af ugen op til. Jeg har med andre ord set så rigeligt Netflix, at jeg ikke kunne forsvare over for mig selv at bruge en hel uges ferie i lejligheden og få dårlig samvittighed over, de ting jeg burde gøre. Derudover har jeg først en aftale sidst på ugen. Så lidt nølende fik jeg booket hotel i Göteborg om lørdagen (med ankomst søndag) og frem til onsdag.

Dog har præmissen for den videre færd til Göteborg været, at jeg absolut bare skal gøre det, jeg har lyst til, og hvis det er at være inden for på et hotelværelse og se serier en hel dag, så skal jeg bare gøre det.

• 

Afsti afsted

Søndag formiddag tog jeg den efterhånden ret kendte tur fra København til Ridersborg/Slottsstaden i Malmö med oppakning og barselsgaver. Jeg købte ikke billet videre til Göteborg med det samme, for toget går hver time, og der er intet krav om pladsbillet. Det gav også mulighed for at lade barselsbesøget vare så længe eller kort tid, som der var overskud til i det lille hjem.

Overskuddet viste sig at være stort, og det var godt, at jeg ikke havde købt billet videre til at starte med. For barselsbesøget endte med at tage godt 4 timer og dermed vare ca. 2 timer mere, end jeg havde troet, jeg kunne være bekendt. Men der er også meget, der skal vendes, når man ikke har set hinanden i et år, og der i mellemtiden er kommet en lille, lækker baby til på den svenske side af Øresund.

Efter besøget, den missede bus til centralstationen blev erstattet med en god gåtur og en masse frisk luft og lynshopping af rejseforsyninger i ICA, kom jeg på toget til Göteborg. Det er en tur, der tager ca. 3 timer. Det vil sige ca. det samme som at komme fra København til Aarhus. Men tiden går altså hurtigere i et tog, når man ikke kender strækningen ud og ind i forvejen.

Vel ankommet til Göteborg, startede jeg naturligvis med at gå i den stikforkerte retning, da jeg ellers med google maps i favnen forsøgte at komme ud fra stationen og gå mod mit hotel. Det er virkelig ikke første gang og med al sandsynlighed heller ikke sidste gang, det sker.

Da jeg endelig kom på rette spor, duftede den nye by og trak min kuffert over brosten og sporvognsskinner en masse, kunne jeg mærke, at rejselysten og -nysgerrigheden hurtigt meldte sin ankomst. Det var helt rigtigt at tage videre fra Malmö.

Jeg blev indlogeret ret smertefrit på mit hotel, som lå i passende afstand fra stationen – og alt andet. Jeg bemærkede dog også, at de første gæstestemmer, jeg hørte i lobbyen, var danske. Og så lavede min mave et lille hop af glæde, da jeg opdagede, at jeg havde fået et værelse med badekar. Underbart!

En rigtig mandag

Jeg vågnede dagen efter til en rigtig mandag. Jeg havde sovet helt elendigt. Jeg var først kommet til at spilde i hvert fald én deciliter vand midt på sengen, inden jeg gik i seng, så den del af sengen skulle jeg sove udenom. Derudover havde det været koldt, sengen blød som stuetempereret smør, hvilket er ret træls, når man sover på maven som en halv udsplattet frø, halv superman. Dét kombineret med e-l-e-n-d-i-g-e hovedpuder var opskriften på en rigtig grumpy Anna mandag morgen. Der var kun en løsning: at smutte i karbadet.

Efter karbad og – lidt skuffende – morgenmad på hotellet var det tid til at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle foretage mig Göteborg – udover at importere lösgodis. Jeg havde researchet en lille smule et par dage i forvejen, og da var der ikke voldsomst mange “Detta måste jag bare göra, annars kommer jag ångra hela livet” -ting på listen. Jeg startede derfor bare med at sætte tre store cirkler i bykortet med hver deres nummer. Det var områder, jeg gerne ville gå rundt i i en logisk rækkefølge:
1. Området omkring Avenyn, Götaplatsen og Liseberg.
2. Nordstan, havnen og “indre by”.
3. Haga.

Jeg troede, at “programmet” var aaalt for optimistisk. Det viste sig i midlertid, at jeg ramte Götaplatsen efter mindre end en halv time til fods. Fornemmelse for kort, målestok og virkelighed er tydeligvis ikke min ting. Jeg sagde derfor lidt fuck til min “ikke helt, men alligevel lidt”-planlagte rute og bevægede mig, som det faldt mig ind. Det blev op ad lidt granit (vist nok), gennem det humanistiske universitetsområde, lidt mere bakke og ned igen til en stor vej. Jeg kom forbi Liseberg, men ikke helt tæt på, Ullevi Stadion, lidt kanalværk og flere store veje. Det var ikke verdens mest inspirerende rute, men den var til gengæld heller ikke synderligt turistet sådan en mandag ved frokosttid.

Min færden i område 1 “sluttede” ved, at jeg ramte centralstationen på cirka samme sted, som jeg var gået forkert aftenen for inden. Benene var ikke trætte, men maven var begyndt at give lyd fra sig. Jeg researchede mig derfor frem til et sted i område 2, hvor jeg kunne regne med både øl og mad, og som også lå godt i forhold til at udforske den nordlige del af byen lidt mere først. Ölrepubliken.

Den nordlige del af byen, altså omkring centralstationen, viste sig at være lidt intetsigende med kontorlokaler og storcenter (gemt bag et kontorlokale-ydre) og præget af byggearbejde, så hvor der kunne være spændende udsigter til alt Göteborgs vand, var der i stedet for afspærringer. Så turen gik relativt hurtigt mod mad og øl. Desværre kom jeg på et tidspunkt, hvor jeg sagtens kunne komme ind, men der var en lille time til, at køkkenet åbnede igen for servering. Jeg nåede frem til, at jeg så hellere ville komme tilbage senere.

Det gjorde jeg ikke. I stedet for gik jeg mere rundt i nordbyen, havneområdet – på afstand, for havnen ser bare ud til at være meget mere industrihavn end Nyhavn – i beboelseskvarterer og mod indre by (strøgområde-ish). I stedet for at vende tilbage til Ölrepubliken eller finde et andet spisested at slå sulten ihjel endte jeg faktisk i Lidl og fandt finske rispirogger og en knastør kanelbulle. Rispiroggerne er altid funky og resten var jo mad. Så jeg fik dræbt den værste sult og bevægede mig efterfølgende mod hotellet. På det tidspunkt havde jeg også nået at gå de i hvert fald 10.000 skridt.

Det skulle egentlig bare være et kort hvil, for jeg manglede stadigvæk Haga, som er det sted, der bliver anbefalet mest (af hvad jeg har set og hørt). Hvilet trak ud, og trods mine oprindelige “du skal bare gøre, lige hvad du har lyst til”-tanker hankede op i mig selv og kom ud og til Haga. Det var fint. Det havde potentiale. Hyggeligt. Charmerende. Men jeg var samtidig ikke voldsomt imponereret, og det var egentlig også noget lidt andet, end jeg havde forestillet mig. Mere pussenusset end skævt. Men altså det skal ses i lyset af: Det var efter butikkernes lukketid. Det var mandag. Det var oktober. I Skandinavien. Det er hårde odds at have mod sig.

På den virkelig positive side, så regnede det ikke. Det var koldt, men tørt og med solskin i de lyse timer.

Tisdag

Smag på det. Tisdag. Det hedder det på svensk. Og det var ret sigende for tirsdagen, for det tissede ned hele dagen. Jeg var blevet advaret i Malmö om, at det altid regner i Göteborg. Måske er Göteborg Sveriges svar på Bergen? Jeg har i hvert fald hørt, at det også tisser ned i Bergen.

Jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle heldagsshoppe. Udnytte den lave kurs. Se på et par støvler fra dagen før. Forbi en piercer og købe smykker. Hamstre bland-selv-slik. Se Haga i dagslys og med åbne butikker.

Alligevel følte jeg ikke, at jeg havde givet byen en ordentlig chance og set nok. Så jeg fandt ud af, at det måske var værd (og ikke vejr) at en tur til Majorna og se kulturreservatet der. Det lå heller ikke så langt fra pierceren, jeg havde udset mig, i Haga.

Jeg fandt en sporvogn til Majorna for at spare på skridtene, da gårdagens byvandring kunne mærkes i sommerens fremprovokerede hælspore, spare lidt tid og undgå pissvädret. Jeg tog lidt flere stop, end først tænkt, fordi det var rart og gav mulighed for at se lidt mere.

Det var rart at gå i byen med regnjakke og paraply i det tempo, jeg havde lyst til. Jeg kom forbi Gathenhielmska kulturreservat. Fik suveræn behandling hos pierceren i Masthugget. Jeg fik på mindre end 3 minutter købt et par fugleøreringe hos Butik Kubik i Haga. Jeg overvejede, om jeg skulle prøve en gigaenorm kanelbulle i Haga, men følte mig slet ikke sulten nok til det – eller efter det. I stedet for tog jeg til Nordstan, hvor jeg brugte oceaner af tid på at prøve og købe støvler og vurdere, hvor meget og hvornår jeg egentlig skulle købe slik. Det endte med at blive 1 kg med det samme i Hemköp med det samme og så udskyde resten til senere eller hjemrejsedagen.

Da jeg nu var blevet mæt af indkøb, blev jeg sulten på mad. Jeg stilede derfor mod Ölrepubliken for at få øl, fish & chips, hvilet fødder og læst lidt. Det hele lykkedes. Og det var rart at få mad og drikke sådan rigtigt og ikke bare på farten. Øl og fisk var super. Pomfritter og tatarsauce noget blegt.

Resten af aftenen gik med at gå gennem regnen, der var tiltaget i løbet af dagen fra støvregn til regnregn, og suge de sidste indtryk til mig, overveje strategi for mere lösgodisshopping og teste Willy:s udvalg, som vist ikke var der, eller ikke var spændende nok, badekar, købe togbillet til dagen efter og læse bøger.

På lösgodisfronten nåede jeg frem til, at jeg ville have tid nok til at fixe det efter udtjekning af hotellet dagen efter.

• 

• 

En stresset hjemtur

Jeg vågnede med overbevisningen om, at jeg havde rigeligt tid til at spise morgenmad, pakke og fixe blandselvslik. Rigeligt tid havde jeg da også, indtil jeg efter morgenmaden ville tjekke min togbillet på telefonen for en sikkerheds skyld. Og hvilket held! Og psykopres! For billetten var der ikke længere. Det forlød, at den var udløbet. Mens jeg havde sovet.

Så den der “ih, hvor er det lækkert, at jeg har god tid til at komme ud af hotellet” blev til “jeg skal dælduseme bare op og snakke med et billetkontor på stationen med det samme. Pointen med at udnytte valutakursen ryger lidt, hvis jeg vitterligt skal betale for at komme hjem to gange!”. Så hurtigere end Frank Jensen kan slikke en studine i øret, fik jeg kastet de sidste ting i mine tasker, tjekket ud af hotellet og med hastige skridt bevæget mig til centralstationen… Ca. 1,5 time før jeg skulle med toget.

Det viste sig, at der ikke var hjælp at hente på stationen. Västtrafiken kunne ikke hjælpe med at refundere billet fra Skånetrafiken. Jeg fik et nummer, jeg kunne prøve at ringe til. Men det var lidt som at ringe til DSB Udland, altså umuligt at komme igennem.

Så uden held i sprøjten forsøgte jeg at købe en ny billet via Skånetrafiken, for hjem skulle jeg nu engang, og så gik jeg ellers bare i Lidl for at forsyne mig med rispirogger, mere blandselvslik og danskvand med mærkelige smage til hjemturen.

Og billetshowet blev løst allerede i toget, for gennem Skånetrafikens chatfunktion fik jeg fat på sød kundeservice, der forklarede, at man ved app-køb skal huske at hakke af et sted, hvis billetten ikke skal aktiveres med det samme. Ellers udløber den kl. 03.59 dagen efter. Det ved jeg nu. Det ved I også. Nå ja, og så tilbageførte hun pengene fra den ubrugte billet <3.

Hotellet – Hotel Flora

Jeg boede på Hotel Flora. Et 4-stjernet hotel på Gröntsakstorget. I gåafstand til nærmest alt. Jeg havde valgt et lidt større værelse, bare fordi. Jeg fik et med badekar, hvilket var luksus. Men mere luksuriøst var det så heller ikke. Sengen var uhyre blød (det kommenterede andre gæster også ved morgenmadsbuffet), “Pudemenuen” var strengt nødvendig. Havde jeg ikke fået dunpuder efter førstenatten, havde jeg ikke kunnet sove ordentlig under opholdet. Der var kaffe og te på værelset, men jeg har ingen anelse om, hvor jeg skulle få det varme vand fra.

Morgenmadsrestauranten er ikke noget at råbe højt hurra for. Skuffelsen var stor, da jeg opdagede, at nutellaen ikke var rigtig nutella. Hvem gør det på et eftersigende 4-stjernet hotel?! Og det lignede altså ikke en eller anden summerbird-variant i stedet for! Nærmest alle i morgenmadsrestauranten var danskere. Det gjorde det på en måde meget rart at være der alene, for så flagede jeg ikke helt så meget med min danskhed.

Jeg er normalt ret large i forhold til slitage, men det var alligevel mere, end jeg havde regnet med hotellets stjerner taget i betragtning.

Til gengæld så var beliggenheden virkelig god. Så hvis det er vigtigst, kan det anbefales. Men hvis man tror, man køber super eller bare semisuper luksus ved at booke sig ind her, er det ikke tilfældet.

Kom igen, Göteborg

Er I vimre, jeg lyder ret uimponeret over Göteborg og måske lidt bitterfisseagtig. Det første er jeg. Men jeg vil ikke udelukke, at man kan få en virkelig god oplevelse ved julemarkeder, i foråret, sommerferien eller henover en weekend. Hvis man tager ud i skærgården eller bare i Liseberg. Et tidspunkt med mere sol og færre anlægsarbejder i gang. Og jeg vil også godt kunne tage dertil igen for at høre Håkan Hellström på Ullevi. Men jeg vil altså hellere til Stockholm eller besøge min veninde i Malmö.

På svensk hepper tilskuere med “Kom igen XX” på samme måde, som når vi råber “Kom så XX” eller “Kåså!” . Jeg synes altid, at det lyder tosset, men altså, det er jo Sverige. Kom igen!