Jeg så helst, at det her blogskriveri gik, som Vingegaard på 11. etape, men det kan bedre sammenlignes med Pogacar op ad Col du Granon. Langsomt og stædigt. Det nu mere end ét år siden, jeg sagde mit tidligere job op, og lige straks ét år siden jeg holdt den lange sommerferie. Faktisk sidder jeg lige nu i Kastrup Lufthavn for at komme på sommerferie igen.
Det er ikke med vilje, at det går så langsomt. Det er bare livet, der kommer til at løbe fra mig med alle dets op- og nedture, og senest har udsvingene i dem været lidt større end vanligt. Livet, altså.
Så det er måske et godt sted at komme ovenpå igen med at tænke tilbage på sidste års sommerferie. Og alene det at næste stop hed Nice, kunne være en god måde til få at lidt mere niceness tilbage i tilværelsen. Eller i hvert fald i teorien… for jeg kan allerede afsløre, at byens navn efter min mening lover mere, end det umiddelbart kan holde.
Dag 1 – Lidt om Nice, meget om et badekar
Det tog 3 timer med tog at komme fra Marseille St. Charles til Nice Ville. Først med en times regionaltog til Toulon og derfra med højhastighedstoget til Nice. Det forløb ret smertefrit, hvis vi lige ser bort fra, at jeg var lidt nervøs for, om en proklameret togstrejke ville ramme netop mine tog. Det gjorde de ikke. Phew.
Efter at have boet i køjeseng i Marseille havde jeg brug for at bo et sted i Nice, hvor jeg både kunne lukke døren til mig selv og åbne den igen til muligheden for fællesskab. Jeg havde derfor booket et enkeltværelse på Ozz by HappyCulture, som ret belejligt ikke helt vidste, om det var et hostel eller hotel. Jeg gik i stå på værelset, da jeg opdagede, at der var et badekar. Det skulle udnyttes med det samme. Der fandt jeg så også ud af, hvorfor badeværelset var indrettet med et badekar. På grund af et meget skråt skråtag. Så skråt, at et reelt brusebad var umuligt. Brusestangen gik mig maksimalt til skuldrene. Jeg ville derfor kun kunne få et ordentligt spul fra top til tå, hvis jeg satte mig på knæ i karet eller brugte min arm som teleskopstang. No way, hverken arme eller knæ skal lide overlast, når jeg bader. Det blev derfor i med bundproppen hver dag og maste hofter i bunden af karet, for badekaret var naturligvis dimensioneret til at passe til brusestangen. Småt. Jeg nåede flere gange at prise mig lykkelig for ikke at være større. Havde jeg været det, var jeg enten ikke kommet i bad, eller også ville jeg stadigvæk ligge fastklemt i et badekar. I Nice. Alene.
Nå, men hele førstedagen handlede ikke kun om et badekar for miniaturemennesker. Jeg kom ud af karet, ud af hotellet og ud i byen. Jeg fandt en chez, Chez Pipo. Her kunne jeg prøve Nicespecialiteteten socca (fladbrød lavet på kikærtemel) og øl! Jeg gik helt klassisk og fik en helt plain socca, der kun skulle have peber på, og salat som beilagen med masser af eddike. Det kunne jeg godt blive afhængig af!
Herefter følte jeg, at jeg skulle se og aftenpromenere på Promenade des Anglais. Det gjorde jeg. Sammen med en myriade af andre turister. Det var dejligt at se, dufte og høre Middelhavet, men ellers var jeg ikke videre imponeret.
Dag 2 og dag 3
Jeg gør det kort. Jeg kan ikke huske meget andet af dag 2 i Nice, andet end at jeg fik is til morgenmad hos César Milano og holdt øje med de små testteltes åbningstider. Jeg gik i den bagende hede i den gamle bydel, kom for sent til at se markedet/markederne på Cours Saleya inden for ordentlig ”åbningstid”. Jeg holdt pause på vej op ad Colline du Château for at se håndboldherrerne spille en OL-kamp – udsigten var i øvrigt fænomenal derfra – og igen på toppen, fordi det var så varmt. Der var i øvrigt mange andre sportsinteresserede (mænd), som sad under træernes skygge klinet til deres mobiltelefoner for at følge med i OL. I feel you. Jeg ledte forgæves efter en kjole, som jeg havde set i Montpellier og fik McDonalds til aftensmad, fordi jeg ikke kunne overskue andet på grund af varmen og maaange turister – også selvom jeg havde mest lyst til socca igen. Om aftenen kom jeg for sent hjem på ho(s)tellet til, at jeg kunne få en aftendrink der. Undervejs googlede jeg mulige læger, fordi jeg havde fået et udslæt på brystet. Google var ved at overbevise mig om, at det var inflammatorisk brystkræft. Udslættet forsvandt heldigvis, uden at jeg behøvede at få fjernet bryster eller gå til læge.
På tredjedagen tog jeg på dagstur til Monaco. Det kommer der et selvstændigt indlæg om.
Dag 4 – Tilbage i Nice
Da jeg rejste sidste år, var jeg ikke vaccineret færdigt mod corona, og der var krav om friske coronatests, når landegrænser skulle krydses. På det tidspunkt gjaldt det også, når museer skulle besøges i Frankrig. Jeg havde derfor besluttet mig for, at den friske coronatest, som stadig gjaldt efter turen til Monaco dagen forinden, skulle udnyttes. Jeg brugte derfor eftermiddagen på at se moderne kunst på Musée d’Art Moderne et d’Art Contemporain (MAMAC). Det var ret godt og kan klart anbefales. Der var dejligt mange flere farver end på kunsthistorisk museum i Wien.
Jeg var efterhånden blevet ret træt af turister, så jeg besluttede mig for, at jeg om aftenen skulle hen på den anden side af stationen, til Vernier, for at finde noget godt at drikke og aftensmad. Jeg havde egentlig udset mig to steder. En ølbar, Beer District Libération, og en restaurant, L’Anis Etoilé. Ølbaren virkede lidt for intim til, hvad jeg lige kunne overskue og restauranten kom jeg også fra. Til gengæld fik jeg en lækker pizza og øl i den gamle station, La Gare du Sud, som er blevet lavet om til et madmarkedet a lá Reffen. Jeg fik ikke udforsket området voldsomt meget, men det var mit indtryk, at det var meget mere ungt og lokalt og meget mindre turistet på denne side af stationen. På turen tilbage til ho(s)tellet så jeg en isbutik med kø udenfor, så selvom jeg egentlig ikke var sulten, kunne jeg ikke bare gå forbi den. Det var først, da jeg var nummer 1 i køen, at jeg opdagede, at det var en del af César Milano. Der følte jeg mig sgu lidt dum.
Tilbage fra Nice er kun, at Nice sagde mig ikke voldsomt meget, hvilket mest skyldtes mængden af turister og nordeuropæiske sprog. En anden gang vil jeg hellere prioritere at se de små byer omkring. Stranden er lavet af sten, så jeg rørte aldrig Middelhavet. Dobbeltsengen på ho(s)teller skilte sig fra hinanden hver nat. Og ho(s)tellet føltes mere som et hotel end et hostel.
Nu vil jeg boarde mit første fly i 2 år og tage til Wien. Auf Wienersehen. Høhø.