Jeg havde virkelig svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle finde på i denne sommerferie. Dels havde jeg en tid, hvor jeg ikke ville booke ferien helt op, fordi jeg håbede og troede, at jeg skulle tilbringe en del af den med en anden. Da det håb brast, skulle jeg finde på noget nyt… uden en større lyst dertil. Længe troede jeg, at jeg skulle ca. 2 uger i Nordspanien, men så fik jeg en idé om at tage på sommerhøjskole. Hurtigt blev idéen til en realitet, men den uge lå i midten af mine tre ugers sammenhængende ferie. Dernæst blev jeg i tvivl, om jeg overhovedet skulle ud af landet, fordi jeg slet ikke kunne finde ud af, hvad jeg havde lyst til. Til sidst nåede jeg frem til (med supervision fra nogle mere voksne), at jeg selvfølgelig skulle til udlandet, og at jeg skulle gøre det i min første ferieuge, fordi jeg ikke aner, hvor drænet jeg vil være efter opholdet på sommerhøjskole. En lille tanke om at tage til Wien begyndte at spire som et frø, og en uge før min sommerferie begyndte, blev tanken til handling. Tanken bag var, at med Wien får jeg både noget nyt og noget gammelt. Jeg har nemlig levet, åndet og cyklet i byen i et semester. Men jeg har heller ikke været her, siden jeg boede her for 10 år siden.
Dag 1 – Auf Wienersehen
Jeg ramte Wien ved en 20-21tiden lørdag aften i juli efter en meget nem (og første i 2 år) flyvetur fra Kastrup. Jeg skulle bo de første dage på 25 Hours an der MuseumsQuartier, som ligger en my tættere på Volkstheater end museumskvarteret (MQ). Allerede da jeg kom ud fra metroen ved Volkstheater, blev jeg ramt af byens storslåethed. Jeg huskede godt, at byen var smuk. Alligevel blev jeg lidt overvældet over, hvor smuk og grandiøs den er. Jeg fandt hotellet og skiftede hurtigt til mere sommertøj. Der er bare varmere i Wien i sommerhalvåret – og tilsvarende koldere om vinteren. Jeg ville egentlig spise aftensmad på hotellet, hvilket jeg ellers yderst sjældent gør. Men da jeg ikke kunne få plads udenfor i varmen, fandt jeg pizza og fadøl i Burggasse.
Jeg følte mig ikke soveklar, da jeg havde spist og drukket op. Og da det nu var lørdag aften, begav jeg mig ud på en gåtur i min gamle by. Gaderne føltes både bekendte og helt fremmede for mig. Har jeg virkelig gået på den vej før? Og samtidig en genkendelse. Jeg gik ad Neubaugasse, Gumpendorferstrasse (der stod et sted i en rejseguide, at det var gå-i-byen-gaden, hvilket jeg havde svært ved at se den aften. Det var i hvert fald ikke Gothersgade, men måske er der slet ikke noget Gothersgade i fine Wien). Jeg ramte MuseumsQuartier, som lignede sig selv. Alle liggetingene og den lange træbænk, som jeg ellers havde glemt. Jeg satte mig lidt og sugede indtryk ind. En mus løb rundt imens.
Efter lidt tid gik jeg tilbage til hotellet for at finde rooftopbaren. Jeg fik fat i en radler (<3) og stillede mig ud for at se udsigten ud over byen. Der var fyldt med mennesker inde og ude, men jeg følte mig mest som enlig blomst omgivet af cigaros. Jeg drak derfor radleren hurtigt og fandt tilbage til mit cirkusværelse.
Dag 2 – Nostalgitrip
Der var flere ting ved Wien, der undrede mig, da jeg boede der. Jeg blev for eksempel overrasket, da jeg på min første søndag i byen opdagede, at alt var lukket om søndagen. Som i alt-alt. Jeg fik nærmest hjertestop, da jeg erfarede, at selv bageren holdt søndagslukket. Hvornår fa’en sælger de så?
Da jeg vågnede om morgenen denne søndag, var jeg derfor forberedt på, at jeg nok ville få byen at se fra sin allermest stille side. Det gjorde jeg også, for søndagslukket har de naturligvis stadigvæk i det noget konservative Wien. Men jeg nød det. Jeg havde besluttet mig for, at dagen skulle stå på nostalgi – altså se nogle af de steder, jeg færdedes en del i for ti år siden – og at det skulle gøres i et meget afslappet tempo. Søndagstempoet, hvor jeg ikke havde travlt med noget som helst, for byen ville alligevel være halvdød, og jeg havde mange dage endnu til at mindes engang.
Jeg kom i tanke om en café, som havde en glimrende morgenmad ikke så langt fra universitetet. Den havde gudhjælpemig søndagsåbent. Café Merkur på Florianistrasse 18 i Josefstadt blev derfor mit første stop denne dag. Jeg gik de små 10 minutter dertil ad Wiens smukke gader. Noget virkede bekendt og samtidig ikke. Men jeg var heldigvis ikke i tvivl, da jeg ramte Café Merkur, for den lignede sig selv. Det samme gjorde menukortet – og det er virkelig ikke skidt. Das Arabische Frühstück var næsten bedre, end jeg huskede. Deres hjemmelavede iste slubrede jeg i mig med stor vellyst.
Efter et par timers søndagshæng trængte jeg til at komme videre på nostalgiruten. Jeg søgte ind mod nogle gamle universitetsbygninger, hvor jeg i sin tid havde tyskundervisning. Området var blevet mere hipt, end jeg huskede det. Men det kan lige så godt hænge sammen med, at det var -15 grader, da jeg havde tysk der, og nu var det 30 grader. Dengang havde jeg virkelig ikke lyst til at være udenfor mere end højst nødvendigt og mindre end det.
Jeg fandt en bænk i skyggen. Følte mig sommersmart og gav den gas med selfies. Jeg følte mig mindre smart, da jeg efter lidt tid ville bruge nogle offentlige toiletter i parkområdet. Jeg var så heldig, at toiletterne ikke var udstyret med toiletbrætter. Det var en udfordring for mine ikke-eksisterende akrobatiske evner uden lige. I min anstrengelse for ikke at komme til at sætte mig på den blanke kumme formåede jeg at få tis på fingrene. Mit eget trods alt. Puha. Men det blev værre, da jeg fandt ud af, at der ikke kunne klemmes en eneste dråbe vand ud af vandhanen. Oh jesus, det føltes ufedt. Og halleluja, jeg blev glad for, at corona alligevel har gjort, at jeg næsten altid har sprit i min taske!
Efter den pissefede oplevelse havde jeg kun brug for at komme væk fra parken og finde en håndvask… med vand. Jeg kom forbi Kino de France lige ved Schottentor. De var søde til at lade mig låne toilettet, og jeg så mit snit til at se mig lidt omkring. Kino de France er en mindre biograf, der viser film på originalsprog og ikke så mange blockbusters. Det var i den biograf, jeg så En Kongelig Affære en sommerdag med få andre mennesker for 10 år siden. Jeg tog mig i endnu en gang at tænke, at intet havde ændret sig på 10 år. Sofaerne lignede sig selv. Det var måske kun klistermærkerne på toilettet, der var blevet skiftet ud.
Fra Kino de Frances vandfyldte toiletter gik turen videre til Hohenstaufengasse. Det var målet først at tage et par billeder af det juridiske fakultet, Juridicum, og derefter lægge vejen forbi Økonomisk Instituts lokaler, for dengang var forskellen gigantisk. Der var ingen tvivl om, at det juridiske fakultet havde væsentlig flere penge at rutte med sammenlignet med økonomi i Wien. Til min ærgrelse kunne jeg ikke finde hoveddøren til det tidligere økonomiske institut, uanset hvor mange gange jeg gik frem og tilbage ad gaden. Det viste sig dog også, at instituttet havde skiftet adresse – så er der alligevel sket lidt i Wien siden sidst.
Det blev tid til at søge længere ind mod den indre bydel og til en is i varmen. Jeg havde læst godt om isen hos Zantoni & Zantoni. På ruten dertil kom jeg forbi Ankeruhr, som jeg egentlig havde glemt alt om eksisterede. Jeg ventede derfor de 10 minutter på, med sikker distance til de øvrige turister, at klokken slog hel. Jeg opdagede ikke noget spetakulært, da klokken endelig lød, så det behøver man altså ikke at vente på. Jeg gik efterfølgende hen for at få den der is. På trods af de mange valgmuligheder, var jeg ikke blown away. I stedet kom jeg til at glæde mig til mit gamle stamissted, Bortolotti, som jeg straks så frem til at skulle prøve en anden dag. Jeg drømte mig nærmest væk til min favoritmenu derfra: Zwei Kugeln in einer Tüte mit Nocciolone und Mandarine.
Jeg gik efterfølgende lidt på må og få mod Stefansplatz for lige at runde Stefansdom. Det blev til noget mere end en kort runde, for jeg fik placeret popoen på en bænk med en bog. Og før jeg fik set mig om, var jeg havnet blandt en gruppe ukrainske teenagere, som skulle opvise noget. Da det endelig skete, blev jeg våd i øjenkrogen.
Sulten begyndte at melde sin ankomst, men i 30 graders varme, var det ike schnitzel, knödel eller gulasch, jeg havde allermest lyst til. I stedet for endte jeg med (endnu en) pizza og fadøl. Denne gang hos Regina Margherita, som var overraskende godt, når man tænker på den meget centrale beliggenhed. Derefter trængte jeg bare til at ligge vandret, jeg tog derfor turen gennem Hofburg og over Maria-Theresien-Platz med de enorme museer med gamle ting.
Tilbage på hotellet fik jeg et nyt værelse og adgang til to fyldte minibarer, som jeg formåede at beherske mig nogenlunde i, selvom de var gratis. Det slog mig igen, hvor hjemmevant og fremmed byen på en og samme tid føltes. Minder dukkede op og fornemmelser af bevægelser gennem byen gik gennem min krop. Det var som om min krop kunne huske steder, mit hoved lidt havde glemt. Nogle gange tænkte jeg også: ”Har jeg nogensinde været der? Har jeg nogensinde lagt mærke til den bygning før?”. Det har jeg nok.
Dag 3 – Tidslomme
Jeg havde én dag mere dedikeret til ren nostalgi, hvor det vigtigste var at se mit gamle hood, 5. Bezirk Margareten, og derfra bevæge mig op gennem kvartererne. I den forbindelse ville jeg afprøve byens nye bycykelsystem. Det var både for at spare mine ømme fødder, at bycyklerne fungerede helt fantastisk, da jeg boede der, og at jeg gerne ville have vind i håret og glide gennem byen. Jeg hoppede på en cykel ved U Volkstheater og susede derfra mod Spengergasse i Margareten.
Kollegiet lignede sig selv. Jeg har ikke skænket indretningen af kollegiet mange tanker, siden jeg flyttede derfra. Jeg har derfor heller ikke rigtigt tænkt over, hvordan der nu så ud i stueetagen, efter jeg vinkede farvel dertil. Men da jeg fik sneget mig ind gennem den hoveddøren og pludselig stod der midt i foyeren igen, kom det hele tilbage til mig. Ikke mindst den pænt stærke gulige farve.
Det var ikke kun kollegiet, der lignede sig selv. Det gjorde hele min del af Margareten. Pennymarkt, Lidl og Billa lå på de samme steder. Det samme gjorde krimskramsbutikkerne, den eneste bager med døgnåbent i miles omkreds og sportscaféen med den blå facade. Det eneste, der umiddelbart føltes nyt, var al vejarbejdet i området, og at der ikke længere blev solgt energidrikke i 1-2 liters flasker i dagligvarebutikkerne. Det må et eller andet EU-direktiv have sat en stopper for. Bortset fra det var det virkelig same old, same old Margareten, som har visse ligheder med Nordvest. Margareten er fint at se igen, når man har boet der. Men hvis man bare skal på en smuttur til Wien, så behøver man ikke lægge mange minutter der – hvis nogen overhovedet.
Fra Margareten gik jeg til Naschmarkt, der er Wiens mest kendte madmarked, og som ligger på kanten mellem Margareten og de mere hippe områder Wieden og Mariahilf. Her stod den endnu en gang på en omgang hummus og falafel til frokost/ordentligt morgenmad hos Neni am Naschmarkt, som ligger midt i Naschmarkt. Et tip til Naschmarkt er i øvrigt at ligne en, der vil købe noget fra boderne. Gør man det, bliver smagsprøverne på falafel, nødder, tørrede frugter i skrigende farver og måske også Lokum med Rose, Natur eller Pistazien langet over disken i stride strømme.
Efter Neni og Naschmarkt tullede jeg lidt rundt i 4. bezirk Wieden, før jeg søgte mod 6. bezirk Mariahilf, og det næste sted at slå mig ned i varmen. Det blev til en lang slapper på phil i Gumpendorfer Strasse, som er et super chillet sted at hænge ud. Der er computerforbud, og det var almindeligt både at sidde alene eller med andre. Her stod den på kaiserspritzer, som er hvidvin blandet med danskvand og hyldeblomstsirup. Meget forfriskende og meget østrigsk, for der er det helt normalt at fortynde vin med danskvand og andet godt. Ligesom øl også snildt kan blandes med limonade. Mens jeg nød vinen lavet til voksne med børnesmagsløg, fulgte jeg med i livet, der gik forbi, og andres samtaler.
Senere blev Gumpendorfer Strasse erstattet med Mariahilfer Strasse. Mariahilfer Strasse er Wiens shoppinggade for dødelige. Jeg mangler ikke rigtigt noget for tiden, så det var bare at dalre ned ad gaden, kigge op og rundt og finde den bedste Paolo Bortolotti-isbiks på gaden. Det er den på Mariahilfer Strasse 94. Det var her gårdagens drømme blev til virkelighed. Nocciolone og Mandarine smagte som jeg huskede. Det er den bedste isbiks i Wien, som jeg kender til! Go go go!
Herfra gik rundt i Neubeu, hvor jeg fandt mit gamle træningscenter på Kaisergasse – som også lignede sig selv. Jeg lagde også turen forbi Schnitzelwirt, for denne dag kunne jeg alligevel godt klare en schnitzel i varmen. De efterlod dog ingen tvivl om, at der var sommerferielukket. Da jeg havde indstillet mig på tung, østrigsk husmandskost, fandt jeg 7Stern Bräu, hvor jeg fik käsespätzle. Käsespätzlen var kedelig, og betjeningen venlig, men langsom, så næste gang vil jeg klart springe 7Stern Bräu over og satse på Schnitzelwirt.
Da jeg kom hjem til hotellet om aftenen, fik jeg lagt en lille plan for den næste dag. Der skulle jeg nemlig skifte hotel til et helt andet område og begynde den anden del af turen med mere fokus på det nye end gamle mit Wien.