All I need
Is someone like you
My dearest Darwin
Please, love me too

Ekstradagen i Bordeaux blev dælduseme god! Det er den dag, der har gjort, at jeg nærmest får julelys i øjnene, når jeg tænker tilbage på Bordeaux.

Dagen startede med, at jeg var lidt mindre irriteret på ikke-så-hensynsfulde-roommates end dagen før. Nu havde jeg jo næsten vænnet mig til nattens knaldbanger og rystelser i køjen.

Jeg startede ud med at tage på apoteket. Mellem fagter, masker og gebrokkent engelsk/fransk på apoteket lykkedes det at få fingrene i penicillin. Bagefter tog jeg en langsom frokost (eller reelt morgenmad for mit vedkommende) på en af de caféer, jeg havde bemærket, var allermest proppet om aftenen (Le Michel’s). Jeg tog mig god tid til bare at sidde, læse bog, observere og spise. Her fik jeg min første boeuf tartare. Ærlig talt var det nærmest en bøf-bøf. Den var så grov, at jeg måtte fotodokumentere min feriemad endnu en gang, men denne gang sende billedet til en af mine tatarkompagnoner med ordene: “Det her er den groveste tatar, jeg nogensinde har fået. Jeg kan høre koen skrige for hver bid”. Selvom smagen var god, blev det lidt for voldsomt for mig i længden.

Efter den på ingen måde overstegte boeuf gik jeg til dagens seværdighed og den primære årsag til min ekstra dag i Bordeaux: Darwin.

Darwin ligger på den anden side af Garonne. Omkring 2-3 km fra Plac Saint-Project, hvor jeg boede ved. Det er tidligere militærbarakker, der er blevet lavet om til kontorfællesskab, skatepark, socialt boligbyggeri, streetart, små butikker og deslige…havde jeg læst.

Jeg var lidt spændt på, om det ville leve op til sin beskrivelse en torsdag eftermiddag. Sidste år var jeg nemlig i München og havde fundet tilsvarende beskrivelser om et sted, som jeg besøgte. Det var mildt sagt dødssygt der.

Men sådan var det heldigvis ikke i Darwin. Det summede med liv med det samme i et overdækket område. Der var linet op med bordtennisborde, chesterfieldsofaer, bænke, borde, stole, tæpper (de var mindre nødvendige på denne hidtil varmeste dag) og en bar med bl.a. lokaløl til at servicere menneskene. Menneskene og den tilhørende summen var ikke til at stå for.

Den summen, skyggen og udsigten til fadøl trak så meget i mig, at jeg i stedet for først at gå en tur i nabolaget, fandt et krus øl og et ledigt bord med godt udsyn over det overdækkede område. Herfra kunne jeg stene, bladre lidt frem og tilbage i min bog, observere menneskene omkring mig og bare være til på sådan en helt igennem dejlig måde.

Der var folk, der arbejdede, venner til fyraftensøl, småbørnsfamilier med juice, franske mænd med overskæg, lange bløde krøller og hjemmerullede smøger, musik i baggrunden. Og indimellem blev den almindelige summen suppleret af franske ord fra en gammeldags megafon, begejstret hujen og klapsalver.

Årsagen til begejstringen fandt jeg, da jeg efter et par øl gik en lille runde. På runden kom jeg forbi murals, små containere, som kunne ligne små campingvogne, og store industrihaller. De fleste haller så ud til at være lukkede, men jeg kunne dog spotte en decideret skatepark i en af dem og en mor og datter, som tog de spæde rulletrin, i en anden af dem.

Det var dog hverken skaterparken eller moren og datteren, som de begejstrede lyde kom fra. Det var i stedet for for skategraven lige uden for det overdækkede område. En gruppe BMX’ere havde samlet sig, og da jeg nåede den del af området, var der gang i tricks og en slags BMX-stopdans (som hverken franskmand eller BMX’er er det mit bedste bud). Men det stoppede ikke her, kun dansen altså, for løjerne fortsatte med en konkurrence i højdespring på BMX.

I stedet for at gå tilbage til min tidligere plads i området, besluttede jeg mig for at slå mig ned ved et bord-/bænkesæt i BMX-slængets område for at følge konkurrencen på nærmeste hold. Men det var ikke kun en konkurrence. Stemningen var præget at sammenhold, kælenavne, heppen og hujen på hinanden, at passe på hinanden og hinandens BMX-børn.

Da konkurrencerne var ved at slutte, begyndte jeg at overveje næste skridt. Var det mon ved at være tid til at vende tilbage til den anden side af floden? Det nåede jeg kun at overveje kortvarigt, for ikke længe efter stod tre personer og spejdede efter et sted at sætte sig. Med bare mig ved et helt bord/bænkesæt fik jeg formidlet, at der var plads til dem, hvis de ville. Og det ville de. Heldigvis.

For det blev virkelig godt. Aftenen gik med at tale med franske Cathy, hendes italienske kæreste Alesso og deres fælles ven Federico. Og da Fede var på besøg i Bordeaux, havde Cathy og Alesso vist ham byens specialiteter. Jeg fik derfor tips til, hvilke ting (det var så kager) jeg skulle nå at spise, inden jeg dagen efter skulle forlade byen, og hvor jeg skulle købe dem for at få de bedste. Jeg fik også fortalt, at de små campingvogns-ting er et forsøg med socialt boligbyggeri og ikke små kontorer. Der bor mennesker derinde, som ellers ikke ville have et sted at bo. Vi endte med at snakke om løst og fast og grine, indtil området lukkede ned ved 23-tiden. Selvom promillen var høj og stemningen perfekt omend en smule kaotisk, fordi vi blev smidt væk, nåede jeg frem til, at det mest fornuftige ville være at gå tilbage til hostlet og få sovet, eftersom jeg skulle videre til Toulouse næste formiddag. Så det begav jeg mig ud i.

Alene tilbage langs Garonne var jeg dog ikke længe. Cathy, Alesso og Fede fik bimlet og bamlet med klokkerne på el-scooter og cykler og vinket og sagt farvel igen, da de kom forbi mig. Og derefter opsøgte en eller anden gut mig på ruten, fordi han vist bare gerne ville tale lidt med nogen eller øve sit engelsk. Det var i hvert fald meget uskyldigt og fik den ellers 40 minutters gåtur tilbage til den anden side af floden til at gå lidt hurtigere. Og hey! Der var masser af mennesker på vej væk fra Darwin og gadebelysning over det hele. Så det føltes ret sikkert. Hvilket det heldigvis også var.

Så kan det vist ikke blive en meget bedre aften på sådan en solorejse.

Hvis du er nået hertil, vil jeg indskyde, at der er omtalt 14 seværdigheder i Bordeaux i “Turen går til Midtfrankrig”. Darwin er ikke blandt dem. Intet på den side af Garonne er. Men hvis du overvejer at tage til Bordeaux, er det min anbefaling nummer 1.

Hvis du ikke er helt overbevist eller bare er mere nysgerrig på, hvad det der Darwin egentlig er for et hurlumhejområde, står der lidt her. Og nej, rygtet om mine bloggerevner har ikke spredt sig så meget, at jeg får penge for hvert tryk på linket. Så det er ren service og en klar opfordring til, at alle, der tager til Bordeaux, lægger vejen forbi Darwin. My dearest Darling.