Anna i verden

Theme by Anders Norén

Kategori: Bordeaux

En route pour Toulouse 23. juli

Turen fra Bordeaux til Toulouse tager ca. 2 timer. Selvom jeg ikke var plaget af tømmermænd, var jeg godt tilfreds med, at jeg først havde booket tog til ved 12.30-tiden om fredagen. På den måde skulle jeg hverken skynde mig om formiddagen i Bordeaux eller vente på at tjekke ind, når jeg kom til Toulouse.

Det gav mig mulighed for lige at nyde, at heden i Bordeaux var blevet erstattet med dejlige skyer og kun 25-graders sommervarme. Klima lige efter denne blegfis’ smag.

Det gav mig også muligheden for at få smagt nogle af de ting, som Fede aftenen forinden havde insisteret på, at jeg skulle nå at smage i Bordeaux. En af tingene var canelé. Jeg var noget skeptisk, da jeg aftenen før så billedet af en tilsyneladende klistret kanelklump. Skeptisk var jeg også, da jeg så dem i levende live hos La Toque Cuivrée, som eller skulle være stedét eller kædén for canelés. Enten var det et krystertræk eller bare ret forudseende, at jeg valgte at købe én, og kun én, af de allermindste, de havde. Det var omkring 0,10 € for 2 centimeters klæbrig kanelkageting med en udefinerbar konsistens. Den smagte ikke forfærdeligt dårligt. Havde jeg dristet mig til at købe to, havde jeg da også sat den anden til livs. Men det var nu helt okay kun at skulle gennem én.

Bedre var det til gengæld, da jeg tog en omvej på to kilometer til Gare de Bordeaux (altså togstationen) for at gå til Pâtisserie Valantin for at få byens bedste dunes blanches. Gårdagens italienere havde sagt, at de var gode til morgenmad. Den var ikke nok ikke gået i en standard, dansk familie. Men jeg var ganske fornøjet, da jeg, efter 30 minutters gang fra konditoriet med fuld oppakning på ikke rullekuffertvenlige fortorve, stod på Gare de Bordeaux og i ventetiden på toget lod de tre små, mundrette chouquettes (siger google) med flødecreme indeni og perlesukker ovenpå en efter en fylde min mund. Det var nogle klart bedre mundfulde end caneleen. Herefter var det bare at vente færdigt på mit tog og mærke små dråber regn.

Pâtisserie Valantin bød både på en macaronkage med hindbær, jeg ikke kunne stå for, og de dunes blanches jeg var kommet dertil for at smage.

Bordeaux var på randen og lidt over til regn, da jeg forlod byen. Til gengæld var Toulouse svimlende varm, da jeg kom frem. Jeg skulle for første gang på turen bo på hotel. Det var primært, fordi Toulouse kun have sådan ca ét hostel, der var værd at overveje. Og så var det alligevel ikke så meget værd at overveje, da receptionstiderne var helt skøre, og mine fordomme fortalte mig, at det nok mere var for pilgrimme eller teenagere. Udsigten til eget værelse og badeværelse generede mig heller ikke. Tværtimod.

Jeg havde fundet et ældre hotel med 2 stjerner og en bedømmelse på 7,9 på Booking.com, som både lå tæt på centrum og togstationen. I anmeldelserne blev det bemærket, at der kunne være støj, og at møblementet var noget oldschool. Derudover skulle enkeltværelserne være imponerende små. Jeg gik derfor med et dobbeltværelse, for efter et utroligt lille værelse i Bordeaux ville jeg gerne kunne vende mig uden at støde ind i noget.

På grund af rejsetid, varme, at jeg skulle omstille mig til en ny by og fordøje gårdagen, og så det, at jeg havde mit første alenested til lige at absorbere den første lille uges rejse, endte jeg med at bruge omkring en håndfuld timer på værelset, efter jeg havde tjekket ind. Jeg fik vasket rejsesveden af mig og nok vigtigst og farligst lagt mig i sengen. En rigtig seng. Og uden andre mennesker at forholde mig til.

Jeg kom først ud om aftenen, da mørket langsomt var ved at sænke sig. Jeg følte simpethen ikke, at jeg kunne tillade mig at bruge en næsten hel dag og en fredag aften på et hotelværelse i en ny by, som jeg egentlig kun havde booket to nætter i. Så jeg tvang mig ud. Og begyndte allerede her at regne med, at jeg nok skulle booke en nat mere for at have tid nok i Toulouse.

Bordeaux ekstra: My Dearest Darwin – 22.-23. juli

All I need
Is someone like you
My dearest Darwin
Please, love me too

Ekstradagen i Bordeaux blev dælduseme god! Det er den dag, der har gjort, at jeg nærmest får julelys i øjnene, når jeg tænker tilbage på Bordeaux.

Dagen startede med, at jeg var lidt mindre irriteret på ikke-så-hensynsfulde-roommates end dagen før. Nu havde jeg jo næsten vænnet mig til nattens knaldbanger og rystelser i køjen.

Jeg startede ud med at tage på apoteket. Mellem fagter, masker og gebrokkent engelsk/fransk på apoteket lykkedes det at få fingrene i penicillin. Bagefter tog jeg en langsom frokost (eller reelt morgenmad for mit vedkommende) på en af de caféer, jeg havde bemærket, var allermest proppet om aftenen (Le Michel’s). Jeg tog mig god tid til bare at sidde, læse bog, observere og spise. Her fik jeg min første boeuf tartare. Ærlig talt var det nærmest en bøf-bøf. Den var så grov, at jeg måtte fotodokumentere min feriemad endnu en gang, men denne gang sende billedet til en af mine tatarkompagnoner med ordene: “Det her er den groveste tatar, jeg nogensinde har fået. Jeg kan høre koen skrige for hver bid”. Selvom smagen var god, blev det lidt for voldsomt for mig i længden.

Efter den på ingen måde overstegte boeuf gik jeg til dagens seværdighed og den primære årsag til min ekstra dag i Bordeaux: Darwin.

Darwin ligger på den anden side af Garonne. Omkring 2-3 km fra Plac Saint-Project, hvor jeg boede ved. Det er tidligere militærbarakker, der er blevet lavet om til kontorfællesskab, skatepark, socialt boligbyggeri, streetart, små butikker og deslige…havde jeg læst.

Jeg var lidt spændt på, om det ville leve op til sin beskrivelse en torsdag eftermiddag. Sidste år var jeg nemlig i München og havde fundet tilsvarende beskrivelser om et sted, som jeg besøgte. Det var mildt sagt dødssygt der.

Men sådan var det heldigvis ikke i Darwin. Det summede med liv med det samme i et overdækket område. Der var linet op med bordtennisborde, chesterfieldsofaer, bænke, borde, stole, tæpper (de var mindre nødvendige på denne hidtil varmeste dag) og en bar med bl.a. lokaløl til at servicere menneskene. Menneskene og den tilhørende summen var ikke til at stå for.

Den summen, skyggen og udsigten til fadøl trak så meget i mig, at jeg i stedet for først at gå en tur i nabolaget, fandt et krus øl og et ledigt bord med godt udsyn over det overdækkede område. Herfra kunne jeg stene, bladre lidt frem og tilbage i min bog, observere menneskene omkring mig og bare være til på sådan en helt igennem dejlig måde.

Der var folk, der arbejdede, venner til fyraftensøl, småbørnsfamilier med juice, franske mænd med overskæg, lange bløde krøller og hjemmerullede smøger, musik i baggrunden. Og indimellem blev den almindelige summen suppleret af franske ord fra en gammeldags megafon, begejstret hujen og klapsalver.

Årsagen til begejstringen fandt jeg, da jeg efter et par øl gik en lille runde. På runden kom jeg forbi murals, små containere, som kunne ligne små campingvogne, og store industrihaller. De fleste haller så ud til at være lukkede, men jeg kunne dog spotte en decideret skatepark i en af dem og en mor og datter, som tog de spæde rulletrin, i en anden af dem.

Det var dog hverken skaterparken eller moren og datteren, som de begejstrede lyde kom fra. Det var i stedet for for skategraven lige uden for det overdækkede område. En gruppe BMX’ere havde samlet sig, og da jeg nåede den del af området, var der gang i tricks og en slags BMX-stopdans (som hverken franskmand eller BMX’er er det mit bedste bud). Men det stoppede ikke her, kun dansen altså, for løjerne fortsatte med en konkurrence i højdespring på BMX.

I stedet for at gå tilbage til min tidligere plads i området, besluttede jeg mig for at slå mig ned ved et bord-/bænkesæt i BMX-slængets område for at følge konkurrencen på nærmeste hold. Men det var ikke kun en konkurrence. Stemningen var præget at sammenhold, kælenavne, heppen og hujen på hinanden, at passe på hinanden og hinandens BMX-børn.

Da konkurrencerne var ved at slutte, begyndte jeg at overveje næste skridt. Var det mon ved at være tid til at vende tilbage til den anden side af floden? Det nåede jeg kun at overveje kortvarigt, for ikke længe efter stod tre personer og spejdede efter et sted at sætte sig. Med bare mig ved et helt bord/bænkesæt fik jeg formidlet, at der var plads til dem, hvis de ville. Og det ville de. Heldigvis.

For det blev virkelig godt. Aftenen gik med at tale med franske Cathy, hendes italienske kæreste Alesso og deres fælles ven Federico. Og da Fede var på besøg i Bordeaux, havde Cathy og Alesso vist ham byens specialiteter. Jeg fik derfor tips til, hvilke ting (det var så kager) jeg skulle nå at spise, inden jeg dagen efter skulle forlade byen, og hvor jeg skulle købe dem for at få de bedste. Jeg fik også fortalt, at de små campingvogns-ting er et forsøg med socialt boligbyggeri og ikke små kontorer. Der bor mennesker derinde, som ellers ikke ville have et sted at bo. Vi endte med at snakke om løst og fast og grine, indtil området lukkede ned ved 23-tiden. Selvom promillen var høj og stemningen perfekt omend en smule kaotisk, fordi vi blev smidt væk, nåede jeg frem til, at det mest fornuftige ville være at gå tilbage til hostlet og få sovet, eftersom jeg skulle videre til Toulouse næste formiddag. Så det begav jeg mig ud i.

Alene tilbage langs Garonne var jeg dog ikke længe. Cathy, Alesso og Fede fik bimlet og bamlet med klokkerne på el-scooter og cykler og vinket og sagt farvel igen, da de kom forbi mig. Og derefter opsøgte en eller anden gut mig på ruten, fordi han vist bare gerne ville tale lidt med nogen eller øve sit engelsk. Det var i hvert fald meget uskyldigt og fik den ellers 40 minutters gåtur tilbage til den anden side af floden til at gå lidt hurtigere. Og hey! Der var masser af mennesker på vej væk fra Darwin og gadebelysning over det hele. Så det føltes ret sikkert. Hvilket det heldigvis også var.

Så kan det vist ikke blive en meget bedre aften på sådan en solorejse.

Hvis du er nået hertil, vil jeg indskyde, at der er omtalt 14 seværdigheder i Bordeaux i “Turen går til Midtfrankrig”. Darwin er ikke blandt dem. Intet på den side af Garonne er. Men hvis du overvejer at tage til Bordeaux, er det min anbefaling nummer 1.

Hvis du ikke er helt overbevist eller bare er mere nysgerrig på, hvad det der Darwin egentlig er for et hurlumhejområde, står der lidt her. Og nej, rygtet om mine bloggerevner har ikke spredt sig så meget, at jeg får penge for hvert tryk på linket. Så det er ren service og en klar opfordring til, at alle, der tager til Bordeaux, lægger vejen forbi Darwin. My dearest Darling.

Bordeaux – 20.-22. juli

Bordeaux er ikke det mest oplagte sted at tage til straks efter Strasbourg. Det er næsten ikke muligt at komme længere væk inden for Frankrigs grænser. Men med alt for kort tid til at besøge hver en fransk egn, måtte jeg krydse Frankrig for at komme sydpå og stadig have en dør på klem til Spanien.

Det var så også nemmere end at krydse Danmark. Det tog ca. 5 timer at tilbagelægge de godt 1.000 km, der er, når ruten er via Paris. Det er samme tid, som det tager at komme med offentlig transport fra København H til Frederikshavn – men altså den dobbelte distance.

I toget fra Strasbourg til Paris blev jeg tiltalt på fransk. Min automatreaktion på enhver fransk tiltale begyndte så småt at blive: “Je ne parles pas francais” leveret med at undskyldende smil og et skuldertræk. Min eminente udtale af dette afslørede klart, at jeg overhovedet ikke kunne eller kan fransk. Det blev da også mødt med et: “Uh!” efterfulgt af: “Are you German?!”. Det var ikke sidste gang, at jeg blev spurgt om dette. Nå men, spørgerne viste sig at være en snaksaglig, belgisk delegation, der helt ekstraordinært havde fået lov til at “fejre” den belgiske nationaldag i Paris. Det gav lidt underholdning på togturen.

Der var ikke direkte tog fra Strasbourg til Bordeaux. Jeg skulle skifte tog i Paris. Hvor jeg også lige skulle fra Paris Est til Paris Montparnasse. Det var der heldigvis god tid til. Jeg kunne derfor bruge noget af den tid på at komme i karambolage med “metrolugen” (altså de der indgange til metroer i nogle lande, hvor en maskine lige skal æde en billet, før to luger skiller sig ad) og få et gedigent mærke på armen. Det blå mærke fik jeg glæde af længe. Flot, Anna!

Nå, men det lykkedes mig at komme næsten hel frem til Bordeaux. Jeg havde en øjeblikke god fornemmelse af byen. En “her er godt nok fint”-følelse. Men jeg var godt nok også noget presset. Faktisk så presset, at jeg om aftenen, udover brok i min notesbog, følte mig nødsaget til at lave en positiv-liste for at få den positive energi frem. Men først skal vi lige forbi det negative:

  • Sprogbarrieren! Engelsk er ikke mit modersmål, så det er langt fra perfekt, og mit ordforråd er ikke altid det største. Men jeg vil klart påstå, at jeg kan gebærde mig ret godt på engelsk. Normalt er jeg ret tålmodig i køer og hostel check-in. Men da receptionisten på hostlet hverken første, anden eller tredje gang med fagter forstod mit spørgsmål: “Do you have a city map?” under check-in, kom jeg vist både til at sukke dybt og rulle med øjnene.
  • Værelset! Altså. Det var rent og pænt. Men oh my! Jeg havde på forhånd set lidt anmeldelser om, at i hvert fald 8-mands-værelserne var ret trænge. Jeg havde derfor booket en seng i et 6-mands-værelse. Men altså. Trængt er ikke ordet. Jeg tror aldrig, at jeg har set så lidt gulv i et hostelrum. Hvis jeg skulle åbne min kuffert, ville ingen kunne komme ind eller ud af rummet. Samtidig var min køje så højt oppe, at det føltes som om, jeg skulle bestige et bjerg, når jeg skulle derop. Det skulle derfor planlægges ret godt, hvis jeg skulle have noget i min kuffert eller have ting ned fra sengen.
  • Den snigende blærebetændelse! Jeg blev mere og mere sikker på, at der var en blærebetændelse under opsejling. Heldigvis kunne apotekerne engelsk. Uheldigvis var de franske apotekere ikke så lemfældige med udlevering af antibiotika, som jeg havde håbet. Der skulle en recept til. Derimod kunne jeg få en koncentreret tranebærpille-kur, indtil jeg kunne skaffe en recept (det kunne jeg heldigvis senere via godt netværk – på ingen måde via min egen læges vikar. Grrr!).

Udover sprogbarriere, et klaustrofobisk lille værelse og den begyndende blærebetændelse, var der også den udfordring, at jeg stadig ikke var helt fortrolig med at rejse alene. Toge, busser, check in osv. var jeg da fortrolig med. Det var ikke det. Det var det med ikke at føle mig stærk nok til at sætte mig alene på en fyldt, fransk restaurant i aftenmylderet. For franskmændene i Bordeaux så ikke ud til at skele til, om det var en tirsdag eller lørdag, når det kom til at spise ude. Jeg havde derfor mest holdt mig til at spise is (en hel masse, bevares!) og ting, der kan spises på en bænk.

Det føltes altså lidt uoverskueligt at være alene i verden på det tidspunkt. Der var i den grad brug for at se frem til noget og få presset materien ud af rejse alene-bylden. Jeg lavede derfor en plan for dagen efter og en positivliste.

Den store velovervejede- og planlagte onsdagsplan lød:

  • Formiddag og frokost: Gå i Saint Michel-området. Få moules frites på Poulette Bistro i Marche des Capucins.
  • Se Bacalan-området. Derfra tage til Darwin Skatepark og chille.
  • Aftensmad: Moules igen eller tatar ved Le miroir d’eau.

Og på positivlisten var:

  • Turen til Bordeaux gik næsten smertefrit.
  • Togene kører vildt hurtigt.
  • Det var hyggeligt at snakke med belgierne.
  • Der er AC på hostelværelset.
  • Isen er god.
  • Apotekerne var søde.
  • Bordeaux virker nice – og lidt dyr.

Altså en positivliste, der bare gør en godt og grundigt glad i låget. Mnh….Ikke desto mindre var det mit forsøg på at vende den indre stemning og få en god start på morgendagen.

Dag 2

Starten blev så ikke verdens allerbedste. Nogle af mine roommates kunne i hvert fald ikke kåres som de mest hensynsfulde. De var i hvert fald ikke opmærksomme på, hvor hårdt døren smækkede, hver gang de gik ind og ud. Og det gjorde de pænt mange gange i løbet af natten. Det bragede og hele sengen rystede. Jeg vågnede derfor noget bandende og snotforvirret en hel del gange den nat.

Men onsdag blev god! Saint Michel-området var fint og mindre turistet. De såkaldte boheme-butikker, der skulle være, var bare ikke åbnet endnu eller havde sommerferie/corona-lukket, mens jeg var der. Men jeg kunne sagtens fornemme den potentielle stemning.

Jeg fik moules frites til frokost. Det var bare ved Le miroir d’eau i stedet for, for absolut ingen mennesker spiste moules på markedet. Jeg fik en god telefonsnak med min familie, hvor jeg kunne få luftet mine frustrationer.

Jeg fik ikke rigtig gået i Bacalan-området. Jeg orkede ikke så meget mere, efter jeg var gået derop i varmen. Men jeg var kommet dertil via et meget uturistet området, hvilket jeg næsten altid sætter pris på.

Jeg fik spottet en ølbar og hvilet mine fødder, mens jeg fik en stærk, rød specialøl. Det var tiltrængt og også et forsøg på at teste, om masser af væske med alkohol kunne klare den famøse blærebetændelse. Mine fødder hvilede jeg muligvis for meget. Jeg fik i hvert fald – eller det tror jeg ud fra hendes mine – vist nok skæld ud af en fransk madame, fordi jeg sad på jorden med strakte ben, og jeg ikke lige var opmærksom på, at de kom og død pine skulle forbi, der hvor jeg sad. Sure miner er åbenbart et universelt sprog.
Mit comeback til madammen havde jeg selvfølgelig først klart én time senere. Naturligvis.

Nu var det jo Bordeaux, så de har et kæmpestort vinmuseum oppe ved Bacalan. Det fik jeg set udefra, på afstand, men ikke indefra, da det krævede en coronatest.

Efter øl og hvil vurderede jeg, at jeg ikke lige orkede Darwin på den anden side af floden Garonne. På det tidspunkt havde jeg gået omkring 8 km, og jeg havde ca. 5 km. tilbage til hostlet. Jeg besluttede mig derfor for at gå tilbage til centrum og hostlet. Undervejs lykkedes det mig at få en penicillin-recept. Hurra!

Jeg besluttede mig også for at tage en nat og dag mere i Bordeaux. Dels var jeg ved at være på fornavn med apotekerne i Bordeaux (jeg havde nemlig prøvet flere for at se, om bare et af dem kunne give andet end tranebærpiller. De var urokkelige) – jeg orkede ikke at skulle til at teste apotekernes sprogkundskaber og samarbejdsvilje i Toulouse. Dels følte jeg, at Bordeaux fortjente mere tid med færre frustrationer, bl.a. fordi jeg ikke var nået til hverken Darwin eller Bacalan sådan for alvor.

Det gav en slags ro i mig at blive en dag mere. Jeg nød derfor at gå en aftentur med en is fra det gode sted til aftensmad (jeg havde jo spist ude til frokost) og at få en aperol på hostlet. Det hjalp også, at jeg tog initiativ til at tale med en af de andre gæster på hostlet. Det viste sig at være en schweizisk fyr, som boede i køjen under mig på værelset. Det var egentlig bare ret rart at få talt med nogen i den fysiske nærhed, og som var andet end høflighedsfraser og “I have cystitis. Can you help me?”. Jeg endte med at gå glad og tilfreds i seng den aften.