Bordeaux er ikke det mest oplagte sted at tage til straks efter Strasbourg. Det er næsten ikke muligt at komme længere væk inden for Frankrigs grænser. Men med alt for kort tid til at besøge hver en fransk egn, måtte jeg krydse Frankrig for at komme sydpå og stadig have en dør på klem til Spanien.

Det var så også nemmere end at krydse Danmark. Det tog ca. 5 timer at tilbagelægge de godt 1.000 km, der er, når ruten er via Paris. Det er samme tid, som det tager at komme med offentlig transport fra København H til Frederikshavn – men altså den dobbelte distance.

I toget fra Strasbourg til Paris blev jeg tiltalt på fransk. Min automatreaktion på enhver fransk tiltale begyndte så småt at blive: “Je ne parles pas francais” leveret med at undskyldende smil og et skuldertræk. Min eminente udtale af dette afslørede klart, at jeg overhovedet ikke kunne eller kan fransk. Det blev da også mødt med et: “Uh!” efterfulgt af: “Are you German?!”. Det var ikke sidste gang, at jeg blev spurgt om dette. Nå men, spørgerne viste sig at være en snaksaglig, belgisk delegation, der helt ekstraordinært havde fået lov til at “fejre” den belgiske nationaldag i Paris. Det gav lidt underholdning på togturen.

Der var ikke direkte tog fra Strasbourg til Bordeaux. Jeg skulle skifte tog i Paris. Hvor jeg også lige skulle fra Paris Est til Paris Montparnasse. Det var der heldigvis god tid til. Jeg kunne derfor bruge noget af den tid på at komme i karambolage med “metrolugen” (altså de der indgange til metroer i nogle lande, hvor en maskine lige skal æde en billet, før to luger skiller sig ad) og få et gedigent mærke på armen. Det blå mærke fik jeg glæde af længe. Flot, Anna!

Nå, men det lykkedes mig at komme næsten hel frem til Bordeaux. Jeg havde en øjeblikke god fornemmelse af byen. En “her er godt nok fint”-følelse. Men jeg var godt nok også noget presset. Faktisk så presset, at jeg om aftenen, udover brok i min notesbog, følte mig nødsaget til at lave en positiv-liste for at få den positive energi frem. Men først skal vi lige forbi det negative:

  • Sprogbarrieren! Engelsk er ikke mit modersmål, så det er langt fra perfekt, og mit ordforråd er ikke altid det største. Men jeg vil klart påstå, at jeg kan gebærde mig ret godt på engelsk. Normalt er jeg ret tålmodig i køer og hostel check-in. Men da receptionisten på hostlet hverken første, anden eller tredje gang med fagter forstod mit spørgsmål: “Do you have a city map?” under check-in, kom jeg vist både til at sukke dybt og rulle med øjnene.
  • Værelset! Altså. Det var rent og pænt. Men oh my! Jeg havde på forhånd set lidt anmeldelser om, at i hvert fald 8-mands-værelserne var ret trænge. Jeg havde derfor booket en seng i et 6-mands-værelse. Men altså. Trængt er ikke ordet. Jeg tror aldrig, at jeg har set så lidt gulv i et hostelrum. Hvis jeg skulle åbne min kuffert, ville ingen kunne komme ind eller ud af rummet. Samtidig var min køje så højt oppe, at det føltes som om, jeg skulle bestige et bjerg, når jeg skulle derop. Det skulle derfor planlægges ret godt, hvis jeg skulle have noget i min kuffert eller have ting ned fra sengen.
  • Den snigende blærebetændelse! Jeg blev mere og mere sikker på, at der var en blærebetændelse under opsejling. Heldigvis kunne apotekerne engelsk. Uheldigvis var de franske apotekere ikke så lemfældige med udlevering af antibiotika, som jeg havde håbet. Der skulle en recept til. Derimod kunne jeg få en koncentreret tranebærpille-kur, indtil jeg kunne skaffe en recept (det kunne jeg heldigvis senere via godt netværk – på ingen måde via min egen læges vikar. Grrr!).

Udover sprogbarriere, et klaustrofobisk lille værelse og den begyndende blærebetændelse, var der også den udfordring, at jeg stadig ikke var helt fortrolig med at rejse alene. Toge, busser, check in osv. var jeg da fortrolig med. Det var ikke det. Det var det med ikke at føle mig stærk nok til at sætte mig alene på en fyldt, fransk restaurant i aftenmylderet. For franskmændene i Bordeaux så ikke ud til at skele til, om det var en tirsdag eller lørdag, når det kom til at spise ude. Jeg havde derfor mest holdt mig til at spise is (en hel masse, bevares!) og ting, der kan spises på en bænk.

Det føltes altså lidt uoverskueligt at være alene i verden på det tidspunkt. Der var i den grad brug for at se frem til noget og få presset materien ud af rejse alene-bylden. Jeg lavede derfor en plan for dagen efter og en positivliste.

Den store velovervejede- og planlagte onsdagsplan lød:

  • Formiddag og frokost: Gå i Saint Michel-området. Få moules frites på Poulette Bistro i Marche des Capucins.
  • Se Bacalan-området. Derfra tage til Darwin Skatepark og chille.
  • Aftensmad: Moules igen eller tatar ved Le miroir d’eau.

Og på positivlisten var:

  • Turen til Bordeaux gik næsten smertefrit.
  • Togene kører vildt hurtigt.
  • Det var hyggeligt at snakke med belgierne.
  • Der er AC på hostelværelset.
  • Isen er god.
  • Apotekerne var søde.
  • Bordeaux virker nice – og lidt dyr.

Altså en positivliste, der bare gør en godt og grundigt glad i låget. Mnh….Ikke desto mindre var det mit forsøg på at vende den indre stemning og få en god start på morgendagen.

Dag 2

Starten blev så ikke verdens allerbedste. Nogle af mine roommates kunne i hvert fald ikke kåres som de mest hensynsfulde. De var i hvert fald ikke opmærksomme på, hvor hårdt døren smækkede, hver gang de gik ind og ud. Og det gjorde de pænt mange gange i løbet af natten. Det bragede og hele sengen rystede. Jeg vågnede derfor noget bandende og snotforvirret en hel del gange den nat.

Men onsdag blev god! Saint Michel-området var fint og mindre turistet. De såkaldte boheme-butikker, der skulle være, var bare ikke åbnet endnu eller havde sommerferie/corona-lukket, mens jeg var der. Men jeg kunne sagtens fornemme den potentielle stemning.

Jeg fik moules frites til frokost. Det var bare ved Le miroir d’eau i stedet for, for absolut ingen mennesker spiste moules på markedet. Jeg fik en god telefonsnak med min familie, hvor jeg kunne få luftet mine frustrationer.

Jeg fik ikke rigtig gået i Bacalan-området. Jeg orkede ikke så meget mere, efter jeg var gået derop i varmen. Men jeg var kommet dertil via et meget uturistet området, hvilket jeg næsten altid sætter pris på.

Jeg fik spottet en ølbar og hvilet mine fødder, mens jeg fik en stærk, rød specialøl. Det var tiltrængt og også et forsøg på at teste, om masser af væske med alkohol kunne klare den famøse blærebetændelse. Mine fødder hvilede jeg muligvis for meget. Jeg fik i hvert fald – eller det tror jeg ud fra hendes mine – vist nok skæld ud af en fransk madame, fordi jeg sad på jorden med strakte ben, og jeg ikke lige var opmærksom på, at de kom og død pine skulle forbi, der hvor jeg sad. Sure miner er åbenbart et universelt sprog.
Mit comeback til madammen havde jeg selvfølgelig først klart én time senere. Naturligvis.

Nu var det jo Bordeaux, så de har et kæmpestort vinmuseum oppe ved Bacalan. Det fik jeg set udefra, på afstand, men ikke indefra, da det krævede en coronatest.

Efter øl og hvil vurderede jeg, at jeg ikke lige orkede Darwin på den anden side af floden Garonne. På det tidspunkt havde jeg gået omkring 8 km, og jeg havde ca. 5 km. tilbage til hostlet. Jeg besluttede mig derfor for at gå tilbage til centrum og hostlet. Undervejs lykkedes det mig at få en penicillin-recept. Hurra!

Jeg besluttede mig også for at tage en nat og dag mere i Bordeaux. Dels var jeg ved at være på fornavn med apotekerne i Bordeaux (jeg havde nemlig prøvet flere for at se, om bare et af dem kunne give andet end tranebærpiller. De var urokkelige) – jeg orkede ikke at skulle til at teste apotekernes sprogkundskaber og samarbejdsvilje i Toulouse. Dels følte jeg, at Bordeaux fortjente mere tid med færre frustrationer, bl.a. fordi jeg ikke var nået til hverken Darwin eller Bacalan sådan for alvor.

Det gav en slags ro i mig at blive en dag mere. Jeg nød derfor at gå en aftentur med en is fra det gode sted til aftensmad (jeg havde jo spist ude til frokost) og at få en aperol på hostlet. Det hjalp også, at jeg tog initiativ til at tale med en af de andre gæster på hostlet. Det viste sig at være en schweizisk fyr, som boede i køjen under mig på værelset. Det var egentlig bare ret rart at få talt med nogen i den fysiske nærhed, og som var andet end høflighedsfraser og “I have cystitis. Can you help me?”. Jeg endte med at gå glad og tilfreds i seng den aften.