Kategori: Interrail

16. juli 2022

Nice – 31. juli-4. august

Jeg så helst, at det her blogskriveri gik, som Vingegaard på 11. etape, men det kan bedre sammenlignes med Pogacar op ad Col du Granon. Langsomt og stædigt. Det nu mere end ét år siden, jeg sagde mit tidligere job op, og lige straks ét år siden jeg holdt den lange sommerferie. Faktisk sidder jeg lige nu i Kastrup Lufthavn for at komme på sommerferie igen.

Det er ikke med vilje, at det går så langsomt. Det er bare livet, der kommer til at løbe fra mig med alle dets op- og nedture, og senest har udsvingene i dem været lidt større end vanligt. Livet, altså.

Så det er måske et godt sted at komme ovenpå igen med at tænke tilbage på sidste års sommerferie. Og alene det at næste stop hed Nice, kunne være en god måde til få at lidt mere niceness tilbage i tilværelsen. Eller i hvert fald i teorien… for jeg kan allerede afsløre, at byens navn efter min mening lover mere, end det umiddelbart kan holde.

Dag 1 – Lidt om Nice, meget om et badekar

Det tog 3 timer med tog at komme fra Marseille St. Charles til Nice Ville. Først med en times regionaltog til Toulon og derfra med højhastighedstoget til Nice. Det forløb ret smertefrit, hvis vi lige ser bort fra, at jeg var lidt nervøs for, om en proklameret togstrejke ville ramme netop mine tog. Det gjorde de ikke. Phew.

Efter at have boet i køjeseng i Marseille havde jeg brug for at bo et sted i Nice, hvor jeg både kunne lukke døren til mig selv og åbne den igen til muligheden for fællesskab. Jeg havde derfor booket et enkeltværelse på Ozz by HappyCulture, som ret belejligt ikke helt vidste, om det var et hostel eller hotel. Jeg gik i stå på værelset, da jeg opdagede, at der var et badekar. Det skulle udnyttes med det samme. Der fandt jeg så også ud af, hvorfor badeværelset var indrettet med et badekar. På grund af et meget skråt skråtag. Så skråt, at et reelt brusebad var umuligt. Brusestangen gik mig maksimalt til skuldrene. Jeg ville derfor kun kunne få et ordentligt spul fra top til tå, hvis jeg satte mig på knæ i karet eller brugte min arm som teleskopstang. No way, hverken arme eller knæ skal lide overlast, når jeg bader. Det blev derfor i med bundproppen hver dag og maste hofter i bunden af karet, for badekaret var naturligvis dimensioneret til at passe til brusestangen. Småt. Jeg nåede flere gange at prise mig lykkelig for ikke at være større. Havde jeg været det, var jeg enten ikke kommet i bad, eller også ville jeg stadigvæk ligge fastklemt i et badekar. I Nice. Alene.

Nå, men hele førstedagen handlede ikke kun om et badekar for miniaturemennesker. Jeg kom ud af karet, ud af hotellet og ud i byen. Jeg fandt en chez, Chez Pipo. Her kunne jeg prøve Nicespecialiteteten socca (fladbrød lavet på kikærtemel) og øl! Jeg gik helt klassisk og fik en helt plain socca, der kun skulle have peber på, og salat som beilagen med masser af eddike. Det kunne jeg godt blive afhængig af!

Herefter følte jeg, at jeg skulle se og aftenpromenere på Promenade des Anglais. Det gjorde jeg. Sammen med en myriade af andre turister. Det var dejligt at se, dufte og høre Middelhavet, men ellers var jeg ikke videre imponeret.

Dag 2 og dag 3

Jeg gør det kort. Jeg kan ikke huske meget andet af dag 2 i Nice, andet end at jeg fik is til morgenmad hos César Milano og holdt øje med de små testteltes åbningstider. Jeg gik i den bagende hede i den gamle bydel, kom for sent til at se markedet/markederne på Cours Saleya inden for ordentlig ”åbningstid”. Jeg holdt pause på vej op ad Colline du Château for at se håndboldherrerne spille en OL-kamp – udsigten var i øvrigt fænomenal derfra – og igen på toppen, fordi det var så varmt. Der var i øvrigt mange andre sportsinteresserede (mænd), som sad under træernes skygge klinet til deres mobiltelefoner for at følge med i OL. I feel you. Jeg ledte forgæves efter en kjole, som jeg havde set i Montpellier og fik McDonalds til aftensmad, fordi jeg ikke kunne overskue andet på grund af varmen og maaange turister – også selvom jeg havde mest lyst til socca igen. Om aftenen kom jeg for sent hjem på ho(s)tellet til, at jeg kunne få en aftendrink der. Undervejs googlede jeg mulige læger, fordi jeg havde fået et udslæt på brystet. Google var ved at overbevise mig om, at det var inflammatorisk brystkræft. Udslættet forsvandt heldigvis, uden at jeg behøvede at få fjernet bryster eller gå til læge.

På tredjedagen tog jeg på dagstur til Monaco. Det kommer der et selvstændigt indlæg om.

Dag 4 – Tilbage i Nice

Da jeg rejste sidste år, var jeg ikke vaccineret færdigt mod corona, og der var krav om friske coronatests, når landegrænser skulle krydses. På det tidspunkt gjaldt det også, når museer skulle besøges i Frankrig. Jeg havde derfor besluttet mig for, at den friske coronatest, som stadig gjaldt efter turen til Monaco dagen forinden, skulle udnyttes. Jeg brugte derfor eftermiddagen på at se moderne kunst på Musée d’Art Moderne et d’Art Contemporain (MAMAC). Det var ret godt og kan klart anbefales. Der var dejligt mange flere farver end på kunsthistorisk museum i Wien.

Jeg var efterhånden blevet ret træt af turister, så jeg besluttede mig for, at jeg om aftenen skulle hen på den anden side af stationen, til Vernier, for at finde noget godt at drikke og aftensmad. Jeg havde egentlig udset mig to steder. En ølbar, Beer District Libération, og en restaurant, L’Anis Etoilé. Ølbaren virkede lidt for intim til, hvad jeg lige kunne overskue og restauranten kom jeg også fra. Til gengæld fik jeg en lækker pizza og øl i den gamle station, La Gare du Sud, som er blevet lavet om til et madmarkedet a lá Reffen. Jeg fik ikke udforsket området voldsomt meget, men det var mit indtryk, at det var meget mere ungt og lokalt og meget mindre turistet på denne side af stationen. På turen tilbage til ho(s)tellet så jeg en isbutik med kø udenfor, så selvom jeg egentlig ikke var sulten, kunne jeg ikke bare gå forbi den. Det var først, da jeg var nummer 1 i køen, at jeg opdagede, at det var en del af César Milano. Der følte jeg mig sgu lidt dum.

Tilbage fra Nice er kun, at Nice sagde mig ikke voldsomt meget, hvilket mest skyldtes mængden af turister og nordeuropæiske sprog. En anden gang vil jeg hellere prioritere at se de små byer omkring. Stranden er lavet af sten, så jeg rørte aldrig Middelhavet. Dobbeltsengen på ho(s)teller skilte sig fra hinanden hver nat. Og ho(s)tellet føltes mere som et hotel end et hostel.

Nu vil jeg boarde mit første fly i 2 år og tage til Wien. Auf Wienersehen. Høhø.

7. april 2022

Den store Marseillaise – 28.-31. juli

Tilbage i Danmark, da det endnu var på tegnebrættet at bruge sommerferien i Spanien, overhørte jeg min frisør tale med en kunde om Sydfrankrig. Om Provences fortræffeligheder og Marseilles mildest talt blakkede ry.

Da Frankrig – og særligt Sydfrankrig – så blev planen, kunne jeg ikke komme udenom Marseille. For kan man tage på ca. 3 ugers interrail i Sydfrankrig og så ikke se Frankrigs næststørste by? Det føltes utænkeligt for mig, for jeg ér til byer. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke, at hvis jeg kan rejse på egen hånd i Sydafrika, kan jeg sgu også tage til en sydfransk havneby. Familiens franske ven udtrykte heldigvis heller ingen bekymring, inden jeg tog afsted. Det lød i stedet for: ”Fedt! Jeg har venner der, hvis du skal have tips” og ”Tja, tjo, der kan være lidt gang i bandemiljøet i de nordlige bydele”. Så Marseille skulle selvfølgelig besøges, og her tog jeg til efter Montpellier.

Efter at have været i Toulouse og Montpellier med næsten kun mig selv som selskab, trængte jeg til flere mennesker omkring mig. Samtidig var jeg, siden ruten blev lagt, kommet til at google lidt mere om kriminaliteten i byen. Det skal man i øvrigt ikke gøre. Det er som at slå hovedpine op på Netdoktor for så at finde ud af, at man tydeligvis har symptomer på hjernekræft. For at minimere min risiko for at blive dræbt i en sydfransk mafiakrig eller blive dødtræt af mit eget selskab (så ville død ved mafiakrig vel egentlig være et ret godt alternativ), valgte jeg, at det igen var tid til at bo på hostel og sovesal.

Udsigt ind mod Marseilles gamle havn Vieux Port

Marseille ligger 166 km fra Montpellier. Med højhastighedstoget tager det 1 time og 44 minutter at komme frem til Marseille St. Charles. Det er 10 minutter hurtigere, end en bil vil kunne klare det på.

Turen dertil gik smertefrit. Jeg fik også relativt hurtigt trukket min kuffert den rigtige vej fra stationen til The People Hostel, som jeg skulle bo på.

Der gik ikke lang tid, fra jeg var flyttet ind i min køje på 6-personers værelset på hostlet, til at jeg mødte mine første roomies. Schweiziske Vreni, som ankom til Marseille og hostlet kort efter mig, og franske Mina, der allerede var flyttet ind sammen med en gedigen solskoldning og alt sandet fra en af Marseilles omkringliggende strande.

Der gik heller ikke lang tid før, at Vreni og jeg nåede frem til, at vi skulle ud og se på byen sammen. Vi gik først efter at få lokaliseret Vieux Port, som er Marseilles gamle havn. I Vieux Port færdes turister afslappet, private både af forskellig størrelse ligger fortøjet, og de små færger ud af byen holder også til her.

Efter at have rundet turistkontoret for at få et bykort, fandt vi til Le Panier. Le Panier er den ældste del af Marseille. Ligesom i Montpellier går det stejlt op og stejlt ned i de smalle gader i den gamle bydel. Små pladser og gadekunst dukker op på overraskende steder. Det samme gjorde undertøj øjensynligt.

Efter at have snuset lidt rundt foreslog Vreni, at vi fortsatte vores tur op til Notre-Dame de la Garde for at se solnedgangen. Forslaget var for fristende til at sige nej til. Vi talte nemlig godt, og med min blandede stedsans og byens ry var jeg heller ikke sikker på, at jeg ville få en anden mulighed for at gøre det. Når alt kommer til, ville jeg nok ikke have overvejet eller turdet gøre det selv, når nu jeg ikke kendte byen bedre. Hverken denne eller en anden aften.

Der er ca. 2 km til basilikaen fra Vieux Port. Det gode er, aat der er god skiltning til basilikaen, og hvis den ikke lige er der, skal man bare kigge op. For Notre-Dame ligger på en høj, høj bakke. Turen derop var stejl og fredelig. Desværre nåede vi lige akkurat ikke derop, før basilikaen lukkede for besøgende. Vi måtte derfor nøjes med bare at betragte den udefra og nyde udsigten ud over byen. Og det var egentlig også det sidste vi primært var gået derop for.

Det tog os nogen tid og en hel del sludren, før vi opdagede, hvor alle de lokale holdt til for at se solnedgangen. Vi så dem bære den ene stabel pizzaer og pose øl efter den anden op ad bakken. Det havde vi desværre ikke været forudseende nok til at have købt på vejen. Jeg kunne ellers godt have drukket et kold øl eller drink der.

Vi tog dog revanche ved at finde øl og pizza i menneskevirvaret i Vieux Port, da vi kom ned igen, og inden vi vendte tilbage til køjerne på hostlet.

Dag 2 – Kort dag

Schweiziske Vreni skulle ud på dagstur til et naturområde denne dag. Jeg var mere hooked på at få set så meget som muligt af byen, mens jeg var her. Det blev derfor en dag på mest egen hånd for mit vedkommende. Og en kortdag, for jeg fulgte nærmest slavisk de optegnede ruter fra turistinformationens bykort.

Den gule rute bød på ”Historical walk” i nærmest bare Le Panier. Det passede mig godt, for selvom jeg havde været der dagen før, havde vi gået så meget på må og få, at jeg gerne ville genbesøge området og gå lidt mere…struktureret til værks… eller i hvert fald bare være sikker på, at jeg havde set området ordentligt.

Da jeg havde snuset færdigt i Le Panier, hoppede jeg over på den blå rute. En stor del af ruten gik langs den ”nye havn”. Eller ja. Industrihavnen. Ruten var ikke videre spændende, udover at den var befærdet med væsentligt færre turister og væsentligt flere jakkesæt til frokost i sommervarmen. Siloen, som var markeret som lidt af en seværdighed på kortet, forstod jeg ikke rigtigt, hvad gik ud på. Men jeg nåede i det mindste ud til den, og dermed kunne jeg også vende retur til den ældre bydel og fortsætte til den lyserøde rute. Denne rute var langt mere livlig, duftede af krydderier og var fyldt med en masse tilbud om ”cigarettes? cigarettes?”. Jeg tvivler stærkt på, at det var smøger, jeg blev tilbudt.

Jeg sprang den grønne rute over, da jeg vitterligt var gået død i at gå. Tilbage på hostlet fik jeg mødt og snakket en hel del med resten af mine søde roomies og tog ellers en stille og rolig aften, hvor jeg forsøgte at finde ud af, hvad jeg ville på min sidste dag i Marseille. Skulle jeg tage til en strand? En ø? Noget tredje?

Dag 3 – Château d’If, Cours Julien og anbefalinger

Den tredje og sidste hele dag i Marseilles startede sløvt. Jeg sov længe og havde ikke rigtig travlt med at komme afsted, for jeg vidste stadigvæk ikke helt, hvad jeg skulle bruge dagen på. Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville se et par gader omkring Cours Julien og Place Jean Laurés og måske også Palais og Parc Longchamp. Men det var næppe nok til at fylde en hel dag ud.

Dagen tog en anden drejning, for da jeg endelig fik snøvlet mig ud af køjen, viste det sig, at min roommate Jai heller ikke var kommet afsted endnu, og at hun havde andre planer end de roommates, hun ellers havde fundet sammen med. Hun havde planer om at besøge øen Île d’If med det tidligere fængsel Château d’If, fordi det er den ø, som Edmond Dantès forvises til i Greven af Monte Cristo (fortalte Jai og Google).

Her viste fordelen ved at bo på sovesal og hostel sig på sin bedste måde, for nu blev de upræcise planer for dagen ændret til, at jeg tog med Jai til øen. Jeg var lidt usikker på, om jeg på et eller andet tidspunkt på udflugten ville blive afvist, hvis der nu var krav om coronapas. Men vi tog chancen og krydsede fingre for, at det ikke var et krav, eller at sydfranskmændene måske ikke ville være så rigide med at tjekke coronapas.

Vi kom problemfrit til øen, men længere gik den så ikke for mit vedkommende. Coronapasset skulle tjekkes ved indgangen til fængslet, og det blev det grundigt nok til, at de opdagede, at jeg kun havde ét stik. Jai og jeg blev enige om, at hun skulle besøge fængslet, og imens ville jeg finde et sted på øen og vente. Da If er en klippeøen, hvor der vitterligt ikke er andet end fængslet og den udhuggede kaj, hvor færgen lægger til, gik jeg tilbage dertil, fandt det eneste sted med skygge og begyndte streamede OL-håndbold. Jeg ville gerne have set fængslet, men ærlig talt var det her også et ret godt alternativ.

Efter besøget på If ville Jai gerne med mig til Cours Julien og Place Jean Laurés. Det er et hyggeligt område med mere sjæl, street art og hipsterhalløj og ikke mindst færre turister. Et område der klart vil være endnu bedre at besøge til en fyraftensøl og endnu senere øl, eller bare når butikkerne har åbent. På vej dertil skal man igennem Marseilles Lille Marokko (lidt af den lyserøde rute), som Jai ikke havde bevæget sig i før. Vi duftede til krydderier, spiste is, delte vand og chillede i solen. Og hyggede os generelt indtil vi begge havde behov for en pause fra solen

Tilbage på hostlet stod den på snak med roommates, et godt hvil og det praktiske, i forhold til at jeg næste dag skulle videre til den næste sydfranske by. Jeg blev inviteret med i byen af Jai, Laura og Mina, men trængte til noget lidt mere afslappet og satte mig i stedet for i hostlets udendørs fællesrum og fik tanket op med øl fra baren og en lind strøm af carambarkarameller.

Jeg faldt hurtigt i snak med to fyre fra Grenoble og lidt efter slog to parisienner sig ned ved vores bord. Fyrene var nysgerrige på, hvorfor Danmark havde solgt Grønland og min holdning til kongehuset. Så det var ikke kun en ting i Toulouse. Denne gang var jeg dog ikke lige så overrasket over spørgsmålene. Parisiennerne var søde til at give en masse tips til Lyon, dele caipirinhas og fortælle om deres carambarminder. De var endda så søde at tilbyde at eksportere karamellerne til mig, hvis jeg en dag skulle løbe tør. Endnu engang fandt jeg ud af, at fransk venlighed findes!

På denne måde havde jeg kun gode oplevelser i Frankrigs måske mest berygtede by.

24. januar 2022

Montpellier – 26.-28. juli

Vi skriver nu 2022, men jeg er ca. et halvt år bagud og befinder mig mentalt i Sydfrankrigs sommervarme. Jeg skal fra Toulouse til Montpellier.

En by jeg gerne ville besøge for mere end 10 år siden. Mest for at kunne støde på Nikola Karabatić, hvis han nu skulle være i sin hjemby. Man har vel lov til at drømme.

Montpellier kom jeg ikke til dengang for 10 år siden. Og Nikola Karabatic er jeg kun stødt på på Tinder, engang han har spillet i København. Vi matchede på forunderligste vis ikke. Men det gjorde jeg så for ca. et halvt år siden. Altså kom til Montpellier. Ikke noget med den ene eller den anden Karabatić-bror.

Montpellier ligger 248 kilometer fra Toulouse og 10 kilometer fra Middelhavet. Med to gange regionaltog kan turen klares på knap 3 timer. Fordelen ved regionaltoget er, at man ikke behøver pladsbillet, som ellers er nødvendige på den franske højhastighedstoge. En pladsbillet koster €10-€20 afhængigt af afgangen. Det kan man få ret mange is for. Samtidig passede afgangstidspunktet den morgentrætte gnier bedre, idet jeg ikke skulle unødvendigt tidligt op for at nå afgangen.

Jeg kan ærligt talt ikke huske meget fra morgenen i Toulouse, så det mest spændende ved den var sikkert, om superlimen havde reddet mine sandaler. Det havde den. For nu. Det mest sindsoprivelse fra turen fra Toulouse til Montpellier var, at jeg skulle skifte på Narbonne, og at toget dertil blev så forsinket, at jeg minut for minut kunne se transfertiden blive ædt op og nærmest gå i minus. Jeg begyndte at indstille mig på, at det kunne give mig muligheden for at se lidt af Narbonne, hvis jeg alligevel skulle vente på et nyt tog til Montpellier. Men jeg erfarede, at i Frankrig venter togene på hinanden, så jeg nåede ikke at se mere i Narbonne end min lynhurtige skygge i stationstunnelen. Narbonne må derfor vente en anden gang.

Efter dette ekstreme spændingsmoment gik det uproblematisk. Jeg ramte Montpellier Saint-Roch tidlig eftermiddag og fandt (relativt) hurtigt fra stationen til hotellet. Efter det åbenbart evigt nødvendige bad og hvil oven på en dag med togture tog jeg ud i Montpellier. Og er I vimmer. Montpellier kan også noget!

Hotellet viste sig at ligge endnu tættere på Place de la Comédie, end jeg havde forventet, da jeg bookede det. Jeg ved ikke, om det siger mest om min fornemmelse for afstande eller Montpellier, som er lidt mindre end Aarhus. Men det gjorde i hvert fald, at jeg kom hurtigt til Place de la Comédie og dermed også hurtig på afveje i bydelen l’Écusson.

L’Écusson er den gamle bydel og området, hvor ens forståelse for afstande på kort og reelle distancer bliver udfordret kraftigt af snoede, bugtede, bakkede og bittesmå gader, som man ikke troede kunne tælle som gader. Eller i mit tilfælde er forståelsen helt væk. Gak gak. Heldigvis er området også omkranset af mure og større veje, så i det mindste opdager man, når man er kommet ud af bydelen.

Mellem stejler bakker og smalle gyder hænger sko og cykler foran MO.CO La Panacée, som er en del af Montpellier Contemporian. Næste gang jeg er i Montpellier, skal det besøges!

Blandt de små gader åbnede der sig hist og her små pladser fyldt med spisesteder, for så igen at lede over til endnu flere små gader med spisesteder på byens hjørner og skråninger. Et sådan sted faldt jeg over tapasrestauranten Les Enfants Rouges, hvor charcuterie-brættet bestod af en overordentlig portion kogt skinke med trøffel og lufttørret skinke med, hvad der først synede af lidt brød, men viste sig at være en helt tilpas mængde. Der var desværre ingen smørrelse til, så jeg bestilte en hummus, som var til den tørre side. Til gengæld var vinen tiltrængt. Alt gled ned og jeg var alt i alt rigtig godt tilfreds med by, mad og liv.

Herefter gik jeg videre på opdagelse – eller for lidt vild, who will ever know – i l’Écusson, og blev noget lun på Montpellier. Jeg købte is, og smed den ud igen, fordi jeg slet, slet ikke havde plads nok i is-maven, før jeg glad og tilfreds vendte tilbage til la Comedié og hotellet.

Blå time i Montpelliers historiske bydel l’Écusson

Tirsdag

Næste dag startede med en ret god morgenmad og så ud og se endnu mere af byen. Med kun én hel dag i byen, ville jeg både gerne vidt omkring og have tid til bare at være til i byen. De ønsker harmonerer ikke altid særligt godt, men det gjorde de her. Den tid, jeg sparede ved ikke at gå på museer, kunne jeg bruge på at gå og gå og frokostvin.

Jeg ville gerne se andet af byen end den gamle bydel (og også se lidt mere af den i dagslys). Dagens første destination blev derfor bydelen Figuerolles, som skulle have en lidt anden sjæl, og hvor der også skulle være et marked på Plan Cabanes. Markedet kom jeg dog for sent til, og så meget sjæl er der nu heller ikke i “night owl”-områder en tirsdag sidst i juli omkring kl 14. Hvem skulle have gættet det. Men jeg kom lidt rundt i området og nød det – trods tidspunktet.

Fra Figuerolles gik turen videre til Les Arceaux, hvor der viste sig at være et mindre marked langs den gamle akvædukt (Aqueduc Saint-Clemént). Ved at følge akvædukten kom jeg til Promenade du Peyrou med dets château d’eau. Her var både høj sol, turister, ikke-turister, skygge, lugt af hundelort i skyggen og god udsigt til rytterstatue, triumfbue og udover byen.

Udsigt fra château d’eau til triumfbuen og l’Écusson

Går man gennem triumfbuen, kommer man ind til l’Écusson igen. Det var perfekt for mig, for varme, sult og vintørst var begyndte at trænge sig på. Jeg fandt til Le Pré Vert, som var anbefalet af både hotel og google, og sidstnævnte lovede tatar. Og det fik jeg. Og det var noget helt andet end i Bordeaux. Mere smattet fars end levende ko, men så også med en sød bismag, jeg ikke helt kunne forstå. Men med kølig hvidvin glider alt ned, og værre var det nu heller ikke. Jeg kommer i hvert fald gerne tilbage til stedet – og prøver en af deres andre retter – skyggen og den lidt langsomme betjening, for de smed trods alt heller ikke en væk, selvom klokken havde passeret deres frokoståbningstid.

Herefter gik turen rundt igen i l’Écusson i dagslys. Indimellem bildte jeg mig ind, at jeg endelig havde lært at finde rundt i bydelen. Det varede så kun indtil næste gang, jeg kom til at gå i ring eller i den diamentralt modsatte retning af, hvad jeg egentlig havde tænkt mig. Hvis jeg bare kunne give vinen skylden.

Men! Jeg kom forbi en masse street art og et lækkert issted, La Banquise, som havde en absurd god appelsin-basilikum sorbet. Havde jeg ikke lige fået frokost, havde jeg prøvet mange flere varianter! Da den var konsumeret, bevægede jeg mig med google maps som tro følger mod hotellet for at hvile fødder lidt og få en pause fra solen.

Det vrimler med street art i Montpellier. Her i l’Écusson.

Efter en god times hvil var det tid til at komme ud i byen igen, for jeg manglede stadigvæk en del af den nyere by. Nærmest lige fra Place de la Comédie kan man træde ind i Centre Commercial Le Polygone. Det interessante er ikke, at det er et indkøbscenter med mange standard franske indkøbscenterbutikker, at jeg da lige blev nødt til at se på lidt af udbuddet, eller at jeg fandt en kjole som var en træls my for stor.

Nej, det interessante er, at går man hele vejen igennem centeret, kommer man ud til et helt andet Montpellier. Ud til bydelen Antigone med sine neoklassiske bygninger, boulevarder, træer, græs og springvand. Går man bare ligeud fra Polygone, kommer man til sidst til Place de l’Europe og bag den floden Lez, der løber ud i Middelhavet.

Langs floden er nye lejlighedskomplekser skudt op, og mennesker løber, lufter hunde og holder hvil langs vandkanten. Selv holdt jeg mig til at gå – i sikker afstand fra vandet. Jeg kunne ikke lade være med at tage et smut forbi universitetets økonomiske institut, som egentlig ikke var noget at skrive hjem om, før jeg sluttede ved Bassin Jacques Coeur, og derfra begav mig ad nye veje tilbage til centrum.

På tilbageturen ville jeg finde brød og lidt pålæg til en omgang hurtig aftensmad. Det endte næsten med ikke at lykkes, fordi jeg hele tiden ville finde et supermarked lidt tættere på. Men jo længere tid jeg gik, jo tættere kom jeg også på supermarkedernes lukketid. For at være sikker på at nå det, satte jeg mit lid til supermarkedet i Polygone. Det gik bare heller ikke som planlagt, for den vej jeg ville gå, var spærret af. Og manden, der ville hjælpe mig, kunne jeg dårligt kommunikere med på mit ikke-eksisterende franske og hans ikke-eksisterende engelsk. Med tegn, fagter og kongens efterfølger fik han vist mig til et helt andet supermarked, end jeg havde tænkt mig. Der måtte jeg f minutter i lukketid under vagternes årvågne blikke samle noget spiseligt sammen.

Det lykkedes trods alt. Jeg satte mig lidt afsides på Place de la Comédie med baguette og guacamole i skødet. Ikke længe efter blev jeg spurgt om alt muligt uforståeligt af en væsentligt ældre og krum herre, som sad ved siden af mig. Jeg regner ikke med, at vi var i nærheden af en MeToo-sag, men da jeg var træt, og min favoritsætning “Je ne parles pas français”, skuldertræk og undskyldende mine hverken virkede første, anden eller femte gang, ønskede jeg ham (forhåbentligt) god aften og vendte snuden mod hotellet og min sidste nat i Montpellier.

Her boede jeg: ibis Styles Montpellier Centre Comédie

Jeg havde to nætter på ibis Styles Montpellier Centre Comédie. Jeg var ikke voldsomt imponeret (men det bliver jeg vist generelt ikke så nemt) af værelset. Jeg undrede mig meget over, at der hang en tennissok på et eller andet i loftet og skulle vænne mig til, at toilet og bad/håndvask var adskilt.

Til gengæld lå det virkelig godt. Hvis vi måler i spytklatter, lå det en kvart spytklat fra Place de la Comédie, som er et rigtigt godt udgangspunkt for at udforske byen som turist. Til prisen tror jeg faktisk ikke, at man kan komme meget tættere på.

Morgenmaden var også ret god… Der er jo ikke et øje tørt, når man kan få hakkede oreos eller daim til chiagrøden. Så bliver chiagrød for en gangs skyld ret lækkert.

Jeg ved dog ikke, om jeg ville booket stedet igen, for der er mange hoteller i Montpellier, og afstandene er korte.

4. december 2021

Toulouse for alvor – 23.-26. juli

Toulouse skal have en ordentlig chance og ikke først komme på side Scheiße. Jeg fortsætter derfor der, hvor jeg sluttede sidst: jeg fik nosset mig sammen til at komme ud af hotellet fredag aften i Toulouse.

Hotellet lå på Boulevard Lazare Carnot. Det er sådan cirka en spytklat eller to fra de væsentligste hotspots i Toulouse. 8 minutter på ben til Place du Capitole og ca. 15 minutter til både Toulouse Matabiau (stationen) og Pont Neuf, som ligger i hver deres retning. Altså et rigtigt godt udgangspunkt for at udforske byen.

Jeg havde egentlig en lille intention om at skulle ud og spise rigtig aftensmad og drikke lidt vin. Jeg ville bevæge mig mod Place du Capitole, måske finde noget på vejen, da familiens franskmand havde hintet om dette som byens absolutte must see og en øl der som absolut must do.

Men da jeg på min vej dertil opdagede (og nej, vejen gik ikke lige. Selvom jeg havde tjekket min telefon flere gange for at finde den oplagte rute dertil og troede, jeg havde styr på det, havde jeg det ikke og måtte hurtigt gå med snotten i google maps), hvor fyldt der var på udeservingerne, blev jeg ramt af, hvor alene jeg pludselig var. Det var en endnu en ny start i en ny by. Men denne gang uden roomies at dele lidt erfaringer med. Jeg var alligevel ikke klar til at sætte mig og få aftensmad eller drikke på en restaurant en fredag aften i Sydfrankrig. Alene.

Mit held er, at is er min livret, og at der var en isbiks, Ô Sorbet d’Amour, med rigtig fine anmeldelser få meter fra mig. Foruden lækkerhedsfaktoren er fordelen ved is, at man kan gå med den, og jeg føler mig ikke lige så “udsat”, når jeg går med en is i hånden. Måske jeg altid skal gå med is i hånden. Det er da værd at overveje! Og resten af den sult, isen ikke kunne klare, kunne jeg få klaret ved at tanke op på MacD på Place du Capitole. Det var nok ikke det familiens franskmand havde i tankerne, da han anbefalede rådshuspladsen.

Velforsynet på talrige lette kalorier gik jeg ad snørklede gader, og formentlig også i forkert retning et par gange eller mere, ned mod floden. Jeg kunne godt mærke, at min stedsans var noget udfordret af byens skæve gader. Da det oveni, at det var fredag og min første tur rundt i byen, var blevet mørkt, følte jeg mig ikke helt så modig til at bare at strejfe rundt på må og få. Det blev derfor bare til en tur ned til floden. Fra Pont Saint Pierre til Pont-Neuf og tilbage til hotellet. En aftentur på knap 1,5 time.

Tilbage på hotellet nød jeg ikke at skulle tage hensyn til roommates, at gå på toilettet med åben dør og kunne brede mig i en rigtig seng. Ørepropper klarede byens lyde, mens en sko og ekstrapuder foran døren kunne lukke lyset fra den gabende dørsprække ude.

Lørdag

Jeg gav mig nok engang tid til at være sløv om morgenen. Det gjorde så også, at jeg var ret meget klar over, at de to nætter, som jeg først havde booket, ikke var nok til at komme godt nok rundt i byen. Heldigvis kunne jeg booke en nat mere på det samme værelse. Det gav mig ro til at se Toulouse lidt mere rigtigt og i eget tempo.

Jeg havde tænkt på, at jeg gerne ville starte dagen med at spise ostefondue i Toulouse, men da jeg havde kredset rundt om den udsete restaurant flere gange, og der ikke var et øje ved frokosttid, sprang jeg over. Jeg forsøgte i stedet at gå til deres største – og virkelig grimme – marked, Márche Victor Hugo, for at finde morgenmadsfrokosten. Men som absolutikkefransktalende fattede jeg hat af deres restaurantkoncept på førstesalen og gik igen. Til sidst endte jeg med at gå til Place du Capitole, som jeg nu næsten kunne finde vej til, og efterleve franskmandens anbefaling om øl og mad der.

Da jeg ikke er vant til at sætte mig midt i turistcentrum for mad, skulle jeg lige researche adskille minutter først for at finde ud af, hvor pengene skulle lægges, og hvad jeg egentlig havde lyst til af mad. Det endte med den meget traditionelle franske ret: pizza med burrata, øl, og et kæmpe stykke citrontærte med abnormt meget marengs til dessert. Det viste sig igen at være meget rart at spise sidde-mad. På Place du Capitole og bare være til.

Efter stopfodringen af mig selv var det tid til at se lidt mere af byen i dagslys. Jeg krydsede floden og gik rundt på må og få på den anden side. Jeg nåede ikke at sidde længe på en bænk, før mine tankestrømme blev afbrudt af en gut, der meget gerne ville tale. På gebrokkent engelsk. Og invitere ud. Det var jeg ikke lige opsat på og skyndte mig videre ud i Toulouse. Rundt om kunstmuseet Les Abattois og den omkringliggende park. I mikrosupermarkeder for at se efter karameller og undre mig over, at der ikke er nogen supermarkeder af sådan en ordentlig størrelse. Og op forbi turistfælden La Maison de la Violette – en båd bare med violhalløj for turister – som jeg hurtigt skulle ud af igen. Tilbage til hotellet med varmt baguette fra et lille supermarked til aftensmad, chill og swipen på programmet.

I løbet af dagen var der særligt én tanke, der strejfede mig: “Jeg har brug for en voksen!”. En voksen der kunne sige: “Det er sgu torskedumt, at du ikke bare køber de der karameller og spiser løs, mens du er her, i stedet for at udskyde det og bare tænke på, hvor mange kilo du mon skal sende hjem”. Så det stod pludseligt klart for mig, at jeg skulle til at give den gas med at spise Carambar-karameller!

Søndag

Søndag og min sidste hele dag i Toulouse startede med, at værelsestelefonen pludseligt ringede. Receptionen havde glemt, at jeg havde forlænget opholdet. Velvækket og klar til sidstedagen i Toulouse begav jeg mig de 500 meter hen til det udendørs søndagsmarked Marché de Saint Aubin efter især morgenmad og dernæst oplevelser. Der var ret klassisk med pop up-stande med grøntsager, kød, oste, charcuteri, krimskrams, lidt brød og spis nu-mad. Med mange valgmuligheder følger svære valg, men efter nogle omgange faldt valget på endnu en fransk klassiker: empanadas. Eller…Men så fik jeg da en snert af noget spansk på turen.

Efter det lidet sofistikerede madvalg, som endte med at dekorere min hvide bluse med stænk af fedt og tomat, søgte jeg mod et pâtisserie for at se, om jeg kunne opspore den toulousianske marcipan-ishkage le fénétra. Det viste sig at være en kage til 6-8 personer. Det var alligevel mere end mine søde tænder ville kunne gnaske sig igennem. Påmindet om gårdagens citrontærte og marengshimmel hoppede jeg i stedet på en lille passionstærte og chokolademoussesag til at tage med tilbage til hotellet, når jeg alligevel skulle skifte bluse. Og altså. Det var to forskellige små kager.

Efter bluseskift og kløjsen i alt for meget kage stod dagen på at se nogle af de endnu ubetrådte dele af byen. Det var rundt i Carmés-området, hvor nærmest alt dog var søndagslukket, og videre til byens grønne parker – Jardin Royal, Jadin des Plantes og Grand Rond. Der var godt med bænke til at hive bogen frem, kværne Carambar og se på fransk søndagsliv med børnefødselsdage og petanque. Det var også her, jeg opdagede, at sålen i mine sandaler var ved at flække. Fabelagtigt med kun to par sko i bagagen.

Og efter parkhæng, superlim- og madindkøb extraordinaire i et kæmpe søndagsåbent supermarked i Centre Commercial Espace Saint Georges (Casino er åbenbart et supermarked og ikke et kasino, som lå en spytklat fra mit hotel), et hvil og endnu et tøjskifte på hotellet skulle jeg mod Pont Saint-Pierre for at drikke øl. Men ikke alene. For i løbet af tiden i Toulouse havde jeg skrevet lidt med Guillaume. Han ville gerne øve sit engelsk. Jeg ville gerne drikke øl og snakke med nogen i andet end høflighedsfraser. Det var pissehyggeligt at drikke nogle øl på en studenterbar i Toulouse med en lokal. Og ret nemt efter jeg lige fik tunet ørerne ind på den tykke, franske accent. Det gjorde, at jeg blandt mange grin og spændende emner skulle forholde mig til det danske monarki og vores åbenbare salg af Grønland. Det var ikke sidste gang, jeg blev konfronteret med den nyhed på turen – og måtte afkræfte det.

Det gjorde også, at jeg fik talt af og igen var klar til at bo på hotel i stedet for hostel på den næste destination. På vej tilbage til mit hotellværelse kunne jeg nok en gang ærgre mig over først at møde åbne, lokale mennesker på min sidstedag i en fremmed by.

8. september 2021

Bordeaux ekstra: My Dearest Darwin – 22.-23. juli

All I need
Is someone like you
My dearest Darwin
Please, love me too

Ekstradagen i Bordeaux blev dælduseme god! Det er den dag, der har gjort, at jeg nærmest får julelys i øjnene, når jeg tænker tilbage på Bordeaux.

Dagen startede med, at jeg var lidt mindre irriteret på ikke-så-hensynsfulde-roommates end dagen før. Nu havde jeg jo næsten vænnet mig til nattens knaldbanger og rystelser i køjen.

Jeg startede ud med at tage på apoteket. Mellem fagter, masker og gebrokkent engelsk/fransk på apoteket lykkedes det at få fingrene i penicillin. Bagefter tog jeg en langsom frokost (eller reelt morgenmad for mit vedkommende) på en af de caféer, jeg havde bemærket, var allermest proppet om aftenen (Le Michel’s). Jeg tog mig god tid til bare at sidde, læse bog, observere og spise. Her fik jeg min første boeuf tartare. Ærlig talt var det nærmest en bøf-bøf. Den var så grov, at jeg måtte fotodokumentere min feriemad endnu en gang, men denne gang sende billedet til en af mine tatarkompagnoner med ordene: “Det her er den groveste tatar, jeg nogensinde har fået. Jeg kan høre koen skrige for hver bid”. Selvom smagen var god, blev det lidt for voldsomt for mig i længden.

Efter den på ingen måde overstegte boeuf gik jeg til dagens seværdighed og den primære årsag til min ekstra dag i Bordeaux: Darwin.

Darwin ligger på den anden side af Garonne. Omkring 2-3 km fra Plac Saint-Project, hvor jeg boede ved. Det er tidligere militærbarakker, der er blevet lavet om til kontorfællesskab, skatepark, socialt boligbyggeri, streetart, små butikker og deslige…havde jeg læst.

Jeg var lidt spændt på, om det ville leve op til sin beskrivelse en torsdag eftermiddag. Sidste år var jeg nemlig i München og havde fundet tilsvarende beskrivelser om et sted, som jeg besøgte. Det var mildt sagt dødssygt der.

Men sådan var det heldigvis ikke i Darwin. Det summede med liv med det samme i et overdækket område. Der var linet op med bordtennisborde, chesterfieldsofaer, bænke, borde, stole, tæpper (de var mindre nødvendige på denne hidtil varmeste dag) og en bar med bl.a. lokaløl til at servicere menneskene. Menneskene og den tilhørende summen var ikke til at stå for.

Den summen, skyggen og udsigten til fadøl trak så meget i mig, at jeg i stedet for først at gå en tur i nabolaget, fandt et krus øl og et ledigt bord med godt udsyn over det overdækkede område. Herfra kunne jeg stene, bladre lidt frem og tilbage i min bog, observere menneskene omkring mig og bare være til på sådan en helt igennem dejlig måde.

Der var folk, der arbejdede, venner til fyraftensøl, småbørnsfamilier med juice, franske mænd med overskæg, lange bløde krøller og hjemmerullede smøger, musik i baggrunden. Og indimellem blev den almindelige summen suppleret af franske ord fra en gammeldags megafon, begejstret hujen og klapsalver.

Årsagen til begejstringen fandt jeg, da jeg efter et par øl gik en lille runde. På runden kom jeg forbi murals, små containere, som kunne ligne små campingvogne, og store industrihaller. De fleste haller så ud til at være lukkede, men jeg kunne dog spotte en decideret skatepark i en af dem og en mor og datter, som tog de spæde rulletrin, i en anden af dem.

Det var dog hverken skaterparken eller moren og datteren, som de begejstrede lyde kom fra. Det var i stedet for for skategraven lige uden for det overdækkede område. En gruppe BMX’ere havde samlet sig, og da jeg nåede den del af området, var der gang i tricks og en slags BMX-stopdans (som hverken franskmand eller BMX’er er det mit bedste bud). Men det stoppede ikke her, kun dansen altså, for løjerne fortsatte med en konkurrence i højdespring på BMX.

I stedet for at gå tilbage til min tidligere plads i området, besluttede jeg mig for at slå mig ned ved et bord-/bænkesæt i BMX-slængets område for at følge konkurrencen på nærmeste hold. Men det var ikke kun en konkurrence. Stemningen var præget at sammenhold, kælenavne, heppen og hujen på hinanden, at passe på hinanden og hinandens BMX-børn.

Da konkurrencerne var ved at slutte, begyndte jeg at overveje næste skridt. Var det mon ved at være tid til at vende tilbage til den anden side af floden? Det nåede jeg kun at overveje kortvarigt, for ikke længe efter stod tre personer og spejdede efter et sted at sætte sig. Med bare mig ved et helt bord/bænkesæt fik jeg formidlet, at der var plads til dem, hvis de ville. Og det ville de. Heldigvis.

For det blev virkelig godt. Aftenen gik med at tale med franske Cathy, hendes italienske kæreste Alesso og deres fælles ven Federico. Og da Fede var på besøg i Bordeaux, havde Cathy og Alesso vist ham byens specialiteter. Jeg fik derfor tips til, hvilke ting (det var så kager) jeg skulle nå at spise, inden jeg dagen efter skulle forlade byen, og hvor jeg skulle købe dem for at få de bedste. Jeg fik også fortalt, at de små campingvogns-ting er et forsøg med socialt boligbyggeri og ikke små kontorer. Der bor mennesker derinde, som ellers ikke ville have et sted at bo. Vi endte med at snakke om løst og fast og grine, indtil området lukkede ned ved 23-tiden. Selvom promillen var høj og stemningen perfekt omend en smule kaotisk, fordi vi blev smidt væk, nåede jeg frem til, at det mest fornuftige ville være at gå tilbage til hostlet og få sovet, eftersom jeg skulle videre til Toulouse næste formiddag. Så det begav jeg mig ud i.

Alene tilbage langs Garonne var jeg dog ikke længe. Cathy, Alesso og Fede fik bimlet og bamlet med klokkerne på el-scooter og cykler og vinket og sagt farvel igen, da de kom forbi mig. Og derefter opsøgte en eller anden gut mig på ruten, fordi han vist bare gerne ville tale lidt med nogen eller øve sit engelsk. Det var i hvert fald meget uskyldigt og fik den ellers 40 minutters gåtur tilbage til den anden side af floden til at gå lidt hurtigere. Og hey! Der var masser af mennesker på vej væk fra Darwin og gadebelysning over det hele. Så det føltes ret sikkert. Hvilket det heldigvis også var.

Så kan det vist ikke blive en meget bedre aften på sådan en solorejse.

Hvis du er nået hertil, vil jeg indskyde, at der er omtalt 14 seværdigheder i Bordeaux i “Turen går til Midtfrankrig”. Darwin er ikke blandt dem. Intet på den side af Garonne er. Men hvis du overvejer at tage til Bordeaux, er det min anbefaling nummer 1.

Hvis du ikke er helt overbevist eller bare er mere nysgerrig på, hvad det der Darwin egentlig er for et hurlumhejområde, står der lidt her. Og nej, rygtet om mine bloggerevner har ikke spredt sig så meget, at jeg får penge for hvert tryk på linket. Så det er ren service og en klar opfordring til, at alle, der tager til Bordeaux, lægger vejen forbi Darwin. My dearest Darling.

23. august 2021

Bordeaux – 20.-22. juli

Bordeaux er ikke det mest oplagte sted at tage til straks efter Strasbourg. Det er næsten ikke muligt at komme længere væk inden for Frankrigs grænser. Men med alt for kort tid til at besøge hver en fransk egn, måtte jeg krydse Frankrig for at komme sydpå og stadig have en dør på klem til Spanien.

Det var så også nemmere end at krydse Danmark. Det tog ca. 5 timer at tilbagelægge de godt 1.000 km, der er, når ruten er via Paris. Det er samme tid, som det tager at komme med offentlig transport fra København H til Frederikshavn – men altså den dobbelte distance.

I toget fra Strasbourg til Paris blev jeg tiltalt på fransk. Min automatreaktion på enhver fransk tiltale begyndte så småt at blive: “Je ne parles pas francais” leveret med at undskyldende smil og et skuldertræk. Min eminente udtale af dette afslørede klart, at jeg overhovedet ikke kunne eller kan fransk. Det blev da også mødt med et: “Uh!” efterfulgt af: “Are you German?!”. Det var ikke sidste gang, at jeg blev spurgt om dette. Nå men, spørgerne viste sig at være en snaksaglig, belgisk delegation, der helt ekstraordinært havde fået lov til at “fejre” den belgiske nationaldag i Paris. Det gav lidt underholdning på togturen.

Der var ikke direkte tog fra Strasbourg til Bordeaux. Jeg skulle skifte tog i Paris. Hvor jeg også lige skulle fra Paris Est til Paris Montparnasse. Det var der heldigvis god tid til. Jeg kunne derfor bruge noget af den tid på at komme i karambolage med “metrolugen” (altså de der indgange til metroer i nogle lande, hvor en maskine lige skal æde en billet, før to luger skiller sig ad) og få et gedigent mærke på armen. Det blå mærke fik jeg glæde af længe. Flot, Anna!

Nå, men det lykkedes mig at komme næsten hel frem til Bordeaux. Jeg havde en øjeblikke god fornemmelse af byen. En “her er godt nok fint”-følelse. Men jeg var godt nok også noget presset. Faktisk så presset, at jeg om aftenen, udover brok i min notesbog, følte mig nødsaget til at lave en positiv-liste for at få den positive energi frem. Men først skal vi lige forbi det negative:

Sprogbarrieren! Engelsk er ikke mit modersmål, så det er langt fra perfekt, og mit ordforråd er ikke altid det største. Men jeg vil klart påstå, at jeg kan gebærde mig ret godt på engelsk. Normalt er jeg ret tålmodig i køer og hostel check-in. Men da receptionisten på hostlet hverken første, anden eller tredje gang med fagter forstod mit spørgsmål: “Do you have a city map?” under check-in, kom jeg vist både til at sukke dybt og rulle med øjnene.
Værelset! Altså. Det var rent og pænt. Men oh my! Jeg havde på forhånd set lidt anmeldelser om, at i hvert fald 8-mands-værelserne var ret trænge. Jeg havde derfor booket en seng i et 6-mands-værelse. Men altså. Trængt er ikke ordet. Jeg tror aldrig, at jeg har set så lidt gulv i et hostelrum. Hvis jeg skulle åbne min kuffert, ville ingen kunne komme ind eller ud af rummet. Samtidig var min køje så højt oppe, at det føltes som om, jeg skulle bestige et bjerg, når jeg skulle derop. Det skulle derfor planlægges ret godt, hvis jeg skulle have noget i min kuffert eller have ting ned fra sengen.
Den snigende blærebetændelse! Jeg blev mere og mere sikker på, at der var en blærebetændelse under opsejling. Heldigvis kunne apotekerne engelsk. Uheldigvis var de franske apotekere ikke så lemfældige med udlevering af antibiotika, som jeg havde håbet. Der skulle en recept til. Derimod kunne jeg få en koncentreret tranebærpille-kur, indtil jeg kunne skaffe en recept (det kunne jeg heldigvis senere via godt netværk – på ingen måde via min egen læges vikar. Grrr!).

Udover sprogbarriere, et klaustrofobisk lille værelse og den begyndende blærebetændelse, var der også den udfordring, at jeg stadig ikke var helt fortrolig med at rejse alene. Toge, busser, check in osv. var jeg da fortrolig med. Det var ikke det. Det var det med ikke at føle mig stærk nok til at sætte mig alene på en fyldt, fransk restaurant i aftenmylderet. For franskmændene i Bordeaux så ikke ud til at skele til, om det var en tirsdag eller lørdag, når det kom til at spise ude. Jeg havde derfor mest holdt mig til at spise is (en hel masse, bevares!) og ting, der kan spises på en bænk.

Det føltes altså lidt uoverskueligt at være alene i verden på det tidspunkt. Der var i den grad brug for at se frem til noget og få presset materien ud af rejse alene-bylden. Jeg lavede derfor en plan for dagen efter og en positivliste.

Den store velovervejede- og planlagte onsdagsplan lød:

Formiddag og frokost: Gå i Saint Michel-området. Få moules frites på Poulette Bistro i Marche des Capucins.
Se Bacalan-området. Derfra tage til Darwin Skatepark og chille.
Aftensmad: Moules igen eller tatar ved Le miroir d’eau.

Og på positivlisten var:

Turen til Bordeaux gik næsten smertefrit.
Togene kører vildt hurtigt.
Det var hyggeligt at snakke med belgierne.
Der er AC på hostelværelset.
Isen er god.
Apotekerne var søde.
Bordeaux virker nice – og lidt dyr.

Altså en positivliste, der bare gør en godt og grundigt glad i låget. Mnh….Ikke desto mindre var det mit forsøg på at vende den indre stemning og få en god start på morgendagen.

Dag 2

Starten blev så ikke verdens allerbedste. Nogle af mine roommates kunne i hvert fald ikke kåres som de mest hensynsfulde. De var i hvert fald ikke opmærksomme på, hvor hårdt døren smækkede, hver gang de gik ind og ud. Og det gjorde de pænt mange gange i løbet af natten. Det bragede og hele sengen rystede. Jeg vågnede derfor noget bandende og snotforvirret en hel del gange den nat.

Men onsdag blev god! Saint Michel-området var fint og mindre turistet. De såkaldte boheme-butikker, der skulle være, var bare ikke åbnet endnu eller havde sommerferie/corona-lukket, mens jeg var der. Men jeg kunne sagtens fornemme den potentielle stemning.

Jeg fik moules frites til frokost. Det var bare ved Le miroir d’eau i stedet for, for absolut ingen mennesker spiste moules på markedet. Jeg fik en god telefonsnak med min familie, hvor jeg kunne få luftet mine frustrationer.

Jeg fik ikke rigtig gået i Bacalan-området. Jeg orkede ikke så meget mere, efter jeg var gået derop i varmen. Men jeg var kommet dertil via et meget uturistet området, hvilket jeg næsten altid sætter pris på.

Jeg fik spottet en ølbar og hvilet mine fødder, mens jeg fik en stærk, rød specialøl. Det var tiltrængt og også et forsøg på at teste, om masser af væske med alkohol kunne klare den famøse blærebetændelse. Mine fødder hvilede jeg muligvis for meget. Jeg fik i hvert fald – eller det tror jeg ud fra hendes mine – vist nok skæld ud af en fransk madame, fordi jeg sad på jorden med strakte ben, og jeg ikke lige var opmærksom på, at de kom og død pine skulle forbi, der hvor jeg sad. Sure miner er åbenbart et universelt sprog.
Mit comeback til madammen havde jeg selvfølgelig først klart én time senere. Naturligvis.

Nu var det jo Bordeaux, så de har et kæmpestort vinmuseum oppe ved Bacalan. Det fik jeg set udefra, på afstand, men ikke indefra, da det krævede en coronatest.

Efter øl og hvil vurderede jeg, at jeg ikke lige orkede Darwin på den anden side af floden Garonne. På det tidspunkt havde jeg gået omkring 8 km, og jeg havde ca. 5 km. tilbage til hostlet. Jeg besluttede mig derfor for at gå tilbage til centrum og hostlet. Undervejs lykkedes det mig at få en penicillin-recept. Hurra!

Jeg besluttede mig også for at tage en nat og dag mere i Bordeaux. Dels var jeg ved at være på fornavn med apotekerne i Bordeaux (jeg havde nemlig prøvet flere for at se, om bare et af dem kunne give andet end tranebærpiller. De var urokkelige) – jeg orkede ikke at skulle til at teste apotekernes sprogkundskaber og samarbejdsvilje i Toulouse. Dels følte jeg, at Bordeaux fortjente mere tid med færre frustrationer, bl.a. fordi jeg ikke var nået til hverken Darwin eller Bacalan sådan for alvor.

Det gav en slags ro i mig at blive en dag mere. Jeg nød derfor at gå en aftentur med en is fra det gode sted til aftensmad (jeg havde jo spist ude til frokost) og at få en aperol på hostlet. Det hjalp også, at jeg tog initiativ til at tale med en af de andre gæster på hostlet. Det viste sig at være en schweizisk fyr, som boede i køjen under mig på værelset. Det var egentlig bare ret rart at få talt med nogen i den fysiske nærhed, og som var andet end høflighedsfraser og “I have cystitis. Can you help me?”. Jeg endte med at gå glad og tilfreds i seng den aften.

19. august 2021

Strasbourg – 18-20. juli

På trods af den værst tænkelige start på turen og nogle “Hvis det her skal lægge linjen for denne ferie, sååå…”-beskeder til nære, forløb resten af turen gennem Tyskland og til Frankrig ganske smertefrit. Jeg nåede alle tog, fik talt en del med min kupé-makker i toget fra Hamburg til Frankfurt, sovet og savlet lidt i masken. Halebenet havde det også overraskende godt.

Efter næsten 15 timer i et tog eller på togstationer af forskellig størrelse kom jeg altså helskindet frem til mit første rigtige stop på turen: Strasbourg!

Byen i bagflappen af Politikens “Turen går til Alsace, Lorraine & Champagne”. Denne turs helt klare guidebog-højdespringer med hele 54 “seværdigheder” i følge forfatteren bag.

54 seværdigheder, som jeg på ingen måde var klar til at tage hul på efter de mange timer på farten, en ret heftig varme som velkomst og en sveddryppende ryg som følge af varmen og rygsækken. Jeg indtog derfor Strasbourg ved at finde mit hostel, tjekke ind (på værelse 112 – meget apropos!), gå i bad og så bare gå fuldstændig i stå i den nederste køje.

Men med kun to nætter i Strasbourg kunne jeg ikke få mig selv til at bruge hele ankomstdagen på at ligge halvdød på et hostelværelse. Efter godt tre timer – hvor jeg trods alt nåede at møde og tale med mine roommates – fik jeg derfor nosset mig sammen til at gå på opdagelse i byen. Og det var dælme godt, at jeg gjorde det.

Jeg kom godt rundt på Grande Île, der er Strasbourgs centrum med shoppingstrøg, turister, katedraler og bindingsværkshuse. På grænsen til Le Petite France kom jeg til aftenens højdepunkt. Denne søndag aften var der gratis jazz-ish koncert på Place Saint-Thomas. Foruden live-musik og mange mennesker tæt stimlet sammen (det skulle corona-Anna lige vænne sig til), fik jeg en supersprød Tarte Flambee (Flammkuchen) og et gavmildt skænket krus hvidvin serveret med ordene: “You are getting drunk tonight!”.

Med måsen placeret på en bænk og både vin og tarte balancerende på skødet kunne jeg se på mennesker, vippe lidt med foden til musikken, krumme udover mig selv og blive småbedugget på min første aften i Frankrig. Langsom og skøn akklimatisering. Det føltes helt rigtigt!

Dag 2

Jeg har hver aften en ambition om, at jeg skal nogenlunde tidligt op dagen efter, så jeg kan få noget ud af dagen – og komme ud før varmen bliver overvældende. Det går sjældent efter planen. Og det gjorde det heller ikke på min anden dag i Strasbourg. Min Google Fit-app siger, at jeg først begyndte at tage skridt kl. 11.27. Den er heldigvis ikke altid til at regne med.

Men da jeg endelig kom ud, kom jeg meget ud. Det startede bare lidt trægt. Succesen indtraf heller ikke lige med det vuns. Som noget af det første, ville jeg til en bager, som en af mine roommates havde anbefalet, efter en croissant. Det er jo Frankrig.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan fransk, som i slet ikke. Jeg havde dog ikke troet, at det i en forholdsvis international by som Strasbourg skulle være så svært at få en croissant. Det hjalp heller ikke ligefrem, at jeg ikke kunne se bageriets udbud udefra, at der på grund af corona kun måtte være få personer derinde af gangen, og at al kommunikation skete med maske fra hals til øjenlåg. Når man først havde stillet sig i køen til bageren, var man nødt til at gå derfra med noget. Det følte jeg i hvert fald.

Jeg kunne ikke se nogle helt almindelige croissanter lige umiddelbart derinde. Men et fransk bageri uden smørcroissanter havde jeg alligevel svært ved at forestille mig. Da det blev min tur, fik jeg derfor på mit ubehageligt elendige ikke-eksisterende fransk sagt noget a la: “[bRongsjur, un (læs: udtalt som på spansk) kro-sang]”. Og selvfølgelig ikke noget “s’il vous plaît” til at lette stemningen. Måske fik jeg fremstammet et merci. Uanset hvad, blev jeg mødt med de blankeste øjne, jeg længe har set. Ikke blanke som i grædefærdige over min voldtægt af det franske sprog. De var mere blanke som i: “Mit liv er for kort til det her, og samtidig hverken kan eller vil jeg fatte, hvad du vil mig”. Den ret kolde service gjorde mig sgu noget usikker på, hvór forkert det egentlig er muligt at fremstamme “croissant”. Heldigvis forstod én bag mig i køen, at det altså var en croissant, jeg gerne ville have. Jeg takkede min redningsmand meget. Men sagaen slutter selvfølgelig ikke her. Der var ikke bare én slags croissanter. Der var tre. Tre forskellige, der ikke lignede smørcroissanter, og som jeg ikke kunne være helt sikker på, hvad indeholdt, for det forstod jeg selvsagt ikke hundrede procent. At prøve at gentage navnet på nogle af dem var en umulighed. Jeg tyede derfor til det stensikre trick med bare at pege. Det var bare ikke så stensikkert. Endnu en gang blev jeg mødt med de der helt livstrætte øjne, der ikke forstod en pind af, hvad denne danske ogginok var ude på. Heldigvis havde jeg ikke bare én, men nu to, maskerede helte bag mig i køen, der gik ind og tolkede mine fagter til døden, nej bagerjomfruen, fra Lübeck.

Jeg tør næsten ikke nævne, at croissanten vist var med mandel. Og jeg var faktisk ikke specielt begejstret for den. Jeg overvejede sågar at smide den ud. Men med alt den armsved, den havde kostet, kunne jeg ikke gøre andet end at klemme den i mig.

Oven på den blandede croissantoplevelse, som jeg nu mest griner af, måtte jeg ud og se Strasbourg. En af mine roommates havde aftenen forinden fortalt, at bycyklerne fungerer upåklageligt og er gode at komme rundt i byen med. Så op på jernhesten med mig.

Jeg lagde en rute, som ville føre mig ud af centrum af byen og rundt på de andre af Strasbourgs mange øer end Grande Île. Og jeg kom da også ud af centrum-centrum. Der gik nemlig ikke mange minutter, før jeg havde taget fejl af vejene og kom noget tilfældigt rundt i beboelsesområdet i Neudorf. Det var her, jeg testede det franske slikudbud i en Auchan og med lettelse kunne konstatere, at familiens yndede zebra-karameller stadig findes i Frankrig, og at mine favoritter, Carambar!, kan købes næsten ad libitum. Men med stadig mange stop tilbage i Frankrig og held i første forsøg, gad jeg ikke engang overveje at hamstre her.

Da det efter en del zigzaggeri lykkedes mig at komme tilbage på min rute, opdagede jeg, at der i asfalten på cykelstierne er tegnet rutenumre ind. Og rute 1 førte faktisk hen til det næste sted, jeg gerne ville se. Jeg besluttede mig derfor bare at følge rute nummer 1 resten af cykelturen. Ruten kørte langs kanalerne, så jeg rigtigt kunne følge med i vandlivet med kanoer og SUP’er. Jeg kom forbi og med bevidste afstikkere gennem Parc de la Citadelle, Parc de l’Orangerie og til det Europaparlamentet. Fra parlamentet kom jeg rundt i et område, som jeg ikke anede, hvad var, eller hvor førte hen. Her følte jeg mig lidt alene i verden og på afveje. Men så dukkede bagsiden af banegården op og roen indfandt sig igen. Ruten sluttede med at komme forbi museet for moderne kunst, den store moske og hospitalet. Det var meget belejligt, for efter cykelturen havde jeg tænkt mig at besøge hospitalets vinkælder. Cykelturen endte vist nok med at tage 3 timer i et meget afslappet tempo.

I forhold til vinkælderen kan jeg kun sige, at det er okay at besøge den, og 2-3 euro for audioguiden er også helt fint. Jeg var nok ikke død af ærgrelse, hvis jeg havde misset vinkælderen. Men det var en helt fin måde at føle sig lidt kulturel på og skjule sig lidt for solen.

Min vigtigste læring var dog, som jeg desværre ikke har fulgt så meget: lad være med at stole blindt på google maps. Jeg fik virkelig gået nogle unødige skridt frem og tilbage og så frem og tilbage igen i et rigtigt hospitalsområde for at finde den pokkers indgang til vinkælderen.

Efter cykeltur og vinkælderbesøg gik jeg en sidste tur på Grande Île. Jeg spiste is og havde åh skræk og ve en fornemmelse af, at en lille, belejlig blærebetændelse måske kunne være på vej. Den kunne forhåbentligt drikkes væk.

Sidst på aftenen satte jeg mig derfor i hostlets udeområde. Jeg fik en øl, følte at jeg havde været afsted i allerede meget længere tid, end tilfældet var, og prøvede så småt at researche lidt på Bordeaux, som var turens næste stop.