Toulouse skal have en ordentlig chance og ikke først komme på side Scheiße. Jeg fortsætter derfor der, hvor jeg sluttede sidst: jeg fik nosset mig sammen til at komme ud af hotellet fredag aften i Toulouse.
Hotellet lå på Boulevard Lazare Carnot. Det er sådan cirka en spytklat eller to fra de væsentligste hotspots i Toulouse. 8 minutter på ben til Place du Capitole og ca. 15 minutter til både Toulouse Matabiau (stationen) og Pont Neuf, som ligger i hver deres retning. Altså et rigtigt godt udgangspunkt for at udforske byen.
Jeg havde egentlig en lille intention om at skulle ud og spise rigtig aftensmad og drikke lidt vin. Jeg ville bevæge mig mod Place du Capitole, måske finde noget på vejen, da familiens franskmand havde hintet om dette som byens absolutte must see og en øl der som absolut must do.
Men da jeg på min vej dertil opdagede (og nej, vejen gik ikke lige. Selvom jeg havde tjekket min telefon flere gange for at finde den oplagte rute dertil og troede, jeg havde styr på det, havde jeg det ikke og måtte hurtigt gå med snotten i google maps), hvor fyldt der var på udeservingerne, blev jeg ramt af, hvor alene jeg pludselig var. Det var en endnu en ny start i en ny by. Men denne gang uden roomies at dele lidt erfaringer med. Jeg var alligevel ikke klar til at sætte mig og få aftensmad eller drikke på en restaurant en fredag aften i Sydfrankrig. Alene.
Mit held er, at is er min livret, og at der var en isbiks, Ô Sorbet d’Amour, med rigtig fine anmeldelser få meter fra mig. Foruden lækkerhedsfaktoren er fordelen ved is, at man kan gå med den, og jeg føler mig ikke lige så “udsat”, når jeg går med en is i hånden. Måske jeg altid skal gå med is i hånden. Det er da værd at overveje! Og resten af den sult, isen ikke kunne klare, kunne jeg få klaret ved at tanke op på MacD på Place du Capitole. Det var nok ikke det familiens franskmand havde i tankerne, da han anbefalede rådshuspladsen.
Velforsynet på talrige lette kalorier gik jeg ad snørklede gader, og formentlig også i forkert retning et par gange eller mere, ned mod floden. Jeg kunne godt mærke, at min stedsans var noget udfordret af byens skæve gader. Da det oveni, at det var fredag og min første tur rundt i byen, var blevet mørkt, følte jeg mig ikke helt så modig til at bare at strejfe rundt på må og få. Det blev derfor bare til en tur ned til floden. Fra Pont Saint Pierre til Pont-Neuf og tilbage til hotellet. En aftentur på knap 1,5 time.
Tilbage på hotellet nød jeg ikke at skulle tage hensyn til roommates, at gå på toilettet med åben dør og kunne brede mig i en rigtig seng. Ørepropper klarede byens lyde, mens en sko og ekstrapuder foran døren kunne lukke lyset fra den gabende dørsprække ude.
Lørdag
Jeg gav mig nok engang tid til at være sløv om morgenen. Det gjorde så også, at jeg var ret meget klar over, at de to nætter, som jeg først havde booket, ikke var nok til at komme godt nok rundt i byen. Heldigvis kunne jeg booke en nat mere på det samme værelse. Det gav mig ro til at se Toulouse lidt mere rigtigt og i eget tempo.
Jeg havde tænkt på, at jeg gerne ville starte dagen med at spise ostefondue i Toulouse, men da jeg havde kredset rundt om den udsete restaurant flere gange, og der ikke var et øje ved frokosttid, sprang jeg over. Jeg forsøgte i stedet at gå til deres største – og virkelig grimme – marked, Márche Victor Hugo, for at finde morgenmadsfrokosten. Men som absolutikkefransktalende fattede jeg hat af deres restaurantkoncept på førstesalen og gik igen. Til sidst endte jeg med at gå til Place du Capitole, som jeg nu næsten kunne finde vej til, og efterleve franskmandens anbefaling om øl og mad der.
Da jeg ikke er vant til at sætte mig midt i turistcentrum for mad, skulle jeg lige researche adskille minutter først for at finde ud af, hvor pengene skulle lægges, og hvad jeg egentlig havde lyst til af mad. Det endte med den meget traditionelle franske ret: pizza med burrata, øl, og et kæmpe stykke citrontærte med abnormt meget marengs til dessert. Det viste sig igen at være meget rart at spise sidde-mad. På Place du Capitole og bare være til.
Efter stopfodringen af mig selv var det tid til at se lidt mere af byen i dagslys. Jeg krydsede floden og gik rundt på må og få på den anden side. Jeg nåede ikke at sidde længe på en bænk, før mine tankestrømme blev afbrudt af en gut, der meget gerne ville tale. På gebrokkent engelsk. Og invitere ud. Det var jeg ikke lige opsat på og skyndte mig videre ud i Toulouse. Rundt om kunstmuseet Les Abattois og den omkringliggende park. I mikrosupermarkeder for at se efter karameller og undre mig over, at der ikke er nogen supermarkeder af sådan en ordentlig størrelse. Og op forbi turistfælden La Maison de la Violette – en båd bare med violhalløj for turister – som jeg hurtigt skulle ud af igen. Tilbage til hotellet med varmt baguette fra et lille supermarked til aftensmad, chill og swipen på programmet.
I løbet af dagen var der særligt én tanke, der strejfede mig: “Jeg har brug for en voksen!”. En voksen der kunne sige: “Det er sgu torskedumt, at du ikke bare køber de der karameller og spiser løs, mens du er her, i stedet for at udskyde det og bare tænke på, hvor mange kilo du mon skal sende hjem”. Så det stod pludseligt klart for mig, at jeg skulle til at give den gas med at spise Carambar-karameller!
Søndag
Søndag og min sidste hele dag i Toulouse startede med, at værelsestelefonen pludseligt ringede. Receptionen havde glemt, at jeg havde forlænget opholdet. Velvækket og klar til sidstedagen i Toulouse begav jeg mig de 500 meter hen til det udendørs søndagsmarked Marché de Saint Aubin efter især morgenmad og dernæst oplevelser. Der var ret klassisk med pop up-stande med grøntsager, kød, oste, charcuteri, krimskrams, lidt brød og spis nu-mad. Med mange valgmuligheder følger svære valg, men efter nogle omgange faldt valget på endnu en fransk klassiker: empanadas. Eller…Men så fik jeg da en snert af noget spansk på turen.
Efter det lidet sofistikerede madvalg, som endte med at dekorere min hvide bluse med stænk af fedt og tomat, søgte jeg mod et pâtisserie for at se, om jeg kunne opspore den toulousianske marcipan-ishkage le fénétra. Det viste sig at være en kage til 6-8 personer. Det var alligevel mere end mine søde tænder ville kunne gnaske sig igennem. Påmindet om gårdagens citrontærte og marengshimmel hoppede jeg i stedet på en lille passionstærte og chokolademoussesag til at tage med tilbage til hotellet, når jeg alligevel skulle skifte bluse. Og altså. Det var to forskellige små kager.
Efter bluseskift og kløjsen i alt for meget kage stod dagen på at se nogle af de endnu ubetrådte dele af byen. Det var rundt i Carmés-området, hvor nærmest alt dog var søndagslukket, og videre til byens grønne parker – Jardin Royal, Jadin des Plantes og Grand Rond. Der var godt med bænke til at hive bogen frem, kværne Carambar og se på fransk søndagsliv med børnefødselsdage og petanque. Det var også her, jeg opdagede, at sålen i mine sandaler var ved at flække. Fabelagtigt med kun to par sko i bagagen.
Og efter parkhæng, superlim- og madindkøb extraordinaire i et kæmpe søndagsåbent supermarked i Centre Commercial Espace Saint Georges (Casino er åbenbart et supermarked og ikke et kasino, som lå en spytklat fra mit hotel), et hvil og endnu et tøjskifte på hotellet skulle jeg mod Pont Saint-Pierre for at drikke øl. Men ikke alene. For i løbet af tiden i Toulouse havde jeg skrevet lidt med Guillaume. Han ville gerne øve sit engelsk. Jeg ville gerne drikke øl og snakke med nogen i andet end høflighedsfraser. Det var pissehyggeligt at drikke nogle øl på en studenterbar i Toulouse med en lokal. Og ret nemt efter jeg lige fik tunet ørerne ind på den tykke, franske accent. Det gjorde, at jeg blandt mange grin og spændende emner skulle forholde mig til det danske monarki og vores åbenbare salg af Grønland. Det var ikke sidste gang, jeg blev konfronteret med den nyhed på turen – og måtte afkræfte det.
Det gjorde også, at jeg fik talt af og igen var klar til at bo på hotel i stedet for hostel på den næste destination. På vej tilbage til mit hotellværelse kunne jeg nok en gang ærgre mig over først at møde åbne, lokale mennesker på min sidstedag i en fremmed by.