Turen fra Bordeaux til Toulouse tager ca. 2 timer. Selvom jeg ikke var plaget af tømmermænd, var jeg godt tilfreds med, at jeg først havde booket tog til ved 12.30-tiden om fredagen. På den måde skulle jeg hverken skynde mig om formiddagen i Bordeaux eller vente på at tjekke ind, når jeg kom til Toulouse.
Det gav mig mulighed for lige at nyde, at heden i Bordeaux var blevet erstattet med dejlige skyer og kun 25-graders sommervarme. Klima lige efter denne blegfis’ smag.
Det gav mig også muligheden for at få smagt nogle af de ting, som Fede aftenen forinden havde insisteret på, at jeg skulle nå at smage i Bordeaux. En af tingene var canelé. Jeg var noget skeptisk, da jeg aftenen før så billedet af en tilsyneladende klistret kanelklump. Skeptisk var jeg også, da jeg så dem i levende live hos La Toque Cuivrée, som eller skulle være stedét eller kædén for canelés. Enten var det et krystertræk eller bare ret forudseende, at jeg valgte at købe én, og kun én, af de allermindste, de havde. Det var omkring 0,10 € for 2 centimeters klæbrig kanelkageting med en udefinerbar konsistens. Den smagte ikke forfærdeligt dårligt. Havde jeg dristet mig til at købe to, havde jeg da også sat den anden til livs. Men det var nu helt okay kun at skulle gennem én.
Bedre var det til gengæld, da jeg tog en omvej på to kilometer til Gare de Bordeaux (altså togstationen) for at gå til Pâtisserie Valantin for at få byens bedste dunes blanches. Gårdagens italienere havde sagt, at de var gode til morgenmad. Den var ikke nok ikke gået i en standard, dansk familie. Men jeg var ganske fornøjet, da jeg, efter 30 minutters gang fra konditoriet med fuld oppakning på ikke rullekuffertvenlige fortorve, stod på Gare de Bordeaux og i ventetiden på toget lod de tre små, mundrette chouquettes (siger google) med flødecreme indeni og perlesukker ovenpå en efter en fylde min mund. Det var nogle klart bedre mundfulde end caneleen. Herefter var det bare at vente færdigt på mit tog og mærke små dråber regn.
Bordeaux var på randen og lidt over til regn, da jeg forlod byen. Til gengæld var Toulouse svimlende varm, da jeg kom frem. Jeg skulle for første gang på turen bo på hotel. Det var primært, fordi Toulouse kun have sådan ca ét hostel, der var værd at overveje. Og så var det alligevel ikke så meget værd at overveje, da receptionstiderne var helt skøre, og mine fordomme fortalte mig, at det nok mere var for pilgrimme eller teenagere. Udsigten til eget værelse og badeværelse generede mig heller ikke. Tværtimod.
Jeg havde fundet et ældre hotel med 2 stjerner og en bedømmelse på 7,9 på Booking.com, som både lå tæt på centrum og togstationen. I anmeldelserne blev det bemærket, at der kunne være støj, og at møblementet var noget oldschool. Derudover skulle enkeltværelserne være imponerende små. Jeg gik derfor med et dobbeltværelse, for efter et utroligt lille værelse i Bordeaux ville jeg gerne kunne vende mig uden at støde ind i noget.
På grund af rejsetid, varme, at jeg skulle omstille mig til en ny by og fordøje gårdagen, og så det, at jeg havde mit første alenested til lige at absorbere den første lille uges rejse, endte jeg med at bruge omkring en håndfuld timer på værelset, efter jeg havde tjekket ind. Jeg fik vasket rejsesveden af mig og nok vigtigst og farligst lagt mig i sengen. En rigtig seng. Og uden andre mennesker at forholde mig til.
Jeg kom først ud om aftenen, da mørket langsomt var ved at sænke sig. Jeg følte simpethen ikke, at jeg kunne tillade mig at bruge en næsten hel dag og en fredag aften på et hotelværelse i en ny by, som jeg egentlig kun havde booket to nætter i. Så jeg tvang mig ud. Og begyndte allerede her at regne med, at jeg nok skulle booke en nat mere for at have tid nok i Toulouse.