På trods af den værst tænkelige start på turen og nogle “Hvis det her skal lægge linjen for denne ferie, sååå…”-beskeder til nære, forløb resten af turen gennem Tyskland og til Frankrig ganske smertefrit. Jeg nåede alle tog, fik talt en del med min kupé-makker i toget fra Hamburg til Frankfurt, sovet og savlet lidt i masken. Halebenet havde det også overraskende godt.

Efter næsten 15 timer i et tog eller på togstationer af forskellig størrelse kom jeg altså helskindet frem til mit første rigtige stop på turen: Strasbourg!

Byen i bagflappen af Politikens “Turen går til Alsace, Lorraine & Champagne”. Denne turs helt klare guidebog-højdespringer med hele 54 “seværdigheder” i følge forfatteren bag.   

54 seværdigheder, som jeg på ingen måde var klar til at tage hul på efter de mange timer på farten, en ret heftig varme som velkomst og en sveddryppende ryg som følge af varmen og rygsækken. Jeg indtog derfor Strasbourg ved at finde mit hostel, tjekke ind (på værelse 112 – meget apropos!), gå i bad og så bare gå fuldstændig i stå i den nederste køje. 

Men med kun to nætter i Strasbourg kunne jeg ikke få mig selv til at bruge hele ankomstdagen på at ligge halvdød på et hostelværelse. Efter godt tre timer – hvor jeg trods alt nåede at møde og tale med mine roommates – fik jeg derfor nosset mig sammen til at gå på opdagelse i byen. Og det var dælme godt, at jeg gjorde det.

Jeg kom godt rundt på Grande Île, der er Strasbourgs centrum med shoppingstrøg, turister, katedraler og bindingsværkshuse. På grænsen til Le Petite France kom jeg til aftenens højdepunkt. Denne søndag aften var der gratis jazz-ish koncert på Place Saint-Thomas. Foruden live-musik og mange mennesker tæt stimlet sammen (det skulle corona-Anna lige vænne sig til), fik jeg en supersprød Tarte Flambee (Flammkuchen) og et gavmildt skænket krus hvidvin serveret med ordene: “You are getting drunk tonight!”.

Med måsen placeret på en bænk og både vin og tarte balancerende på skødet kunne jeg se på mennesker, vippe lidt med foden til musikken, krumme udover mig selv og blive småbedugget på min første aften i Frankrig. Langsom og skøn akklimatisering. Det føltes helt rigtigt!

Dag 2

Jeg har hver aften en ambition om, at jeg skal nogenlunde tidligt op dagen efter, så jeg kan få noget ud af dagen – og komme ud før varmen bliver overvældende. Det går sjældent efter planen. Og det gjorde det heller ikke på min anden dag i Strasbourg. Min Google Fit-app siger, at jeg først begyndte at tage skridt kl. 11.27. Den er heldigvis ikke altid til at regne med.

Men da jeg endelig kom ud, kom jeg meget ud. Det startede bare lidt trægt. Succesen indtraf heller ikke lige med det vuns. Som noget af det første, ville jeg til en bager, som en af mine roommates havde anbefalet, efter en croissant. Det er jo Frankrig.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan fransk, som i slet ikke. Jeg havde dog ikke troet, at det i en forholdsvis international by som Strasbourg skulle være så svært at få en croissant. Det hjalp heller ikke ligefrem, at jeg ikke kunne se bageriets udbud udefra, at der på grund af corona kun måtte være få personer derinde af gangen, og at al kommunikation skete med maske fra hals til øjenlåg. Når man først havde stillet sig i køen til bageren, var man nødt til at gå derfra med noget. Det følte jeg i hvert fald.

Jeg kunne ikke se nogle helt almindelige croissanter lige umiddelbart derinde. Men et fransk bageri uden smørcroissanter havde jeg alligevel svært ved at forestille mig. Da det blev min tur, fik jeg derfor på mit ubehageligt elendige ikke-eksisterende fransk sagt noget a la: “[bRongsjur, un (læs: udtalt som på spansk) kro-sang]”. Og selvfølgelig ikke noget “s’il vous plaît” til at lette stemningen. Måske fik jeg fremstammet et merci. Uanset hvad, blev jeg mødt med de blankeste øjne, jeg længe har set. Ikke blanke som i grædefærdige over min voldtægt af det franske sprog. De var mere blanke som i: “Mit liv er for kort til det her, og samtidig hverken kan eller vil jeg fatte, hvad du vil mig”. Den ret kolde service gjorde mig sgu noget usikker på, hvór forkert det egentlig er muligt at fremstamme “croissant”. Heldigvis forstod én bag mig i køen, at det altså var en croissant, jeg gerne ville have. Jeg takkede min redningsmand meget. Men sagaen slutter selvfølgelig ikke her. Der var ikke bare én slags croissanter. Der var tre. Tre forskellige, der ikke lignede smørcroissanter, og som jeg ikke kunne være helt sikker på, hvad indeholdt, for det forstod jeg selvsagt ikke hundrede procent. At prøve at gentage navnet på nogle af dem var en umulighed. Jeg tyede derfor til det stensikre trick med bare at pege. Det var bare ikke så stensikkert. Endnu en gang blev jeg mødt med de der helt livstrætte øjne, der ikke forstod en pind af, hvad denne danske ogginok var ude på. Heldigvis havde jeg ikke bare én, men nu to, maskerede helte bag mig i køen, der gik ind og tolkede mine fagter til døden, nej bagerjomfruen, fra Lübeck.

Jeg tør næsten ikke nævne, at croissanten vist var med mandel. Og jeg var faktisk ikke specielt begejstret for den. Jeg overvejede sågar at smide den ud. Men med alt den armsved, den havde kostet, kunne jeg ikke gøre andet end at klemme den i mig.

Oven på den blandede croissantoplevelse, som jeg nu mest griner af, måtte jeg ud og se Strasbourg. En af mine roommates havde aftenen forinden fortalt, at bycyklerne fungerer upåklageligt og er gode at komme rundt i byen med. Så op på jernhesten med mig.

Jeg lagde en rute, som ville føre mig ud af centrum af byen og rundt på de andre af Strasbourgs mange øer end Grande Île. Og jeg kom da også ud af centrum-centrum. Der gik nemlig ikke mange minutter, før jeg havde taget fejl af vejene og kom noget tilfældigt rundt i beboelsesområdet i Neudorf. Det var her, jeg testede det franske slikudbud i en Auchan og med lettelse kunne konstatere, at familiens yndede zebra-karameller stadig findes i Frankrig, og at mine favoritter, Carambar!, kan købes næsten ad libitum. Men med stadig mange stop tilbage i Frankrig og held i første forsøg, gad jeg ikke engang overveje at hamstre her.

Da det efter en del zigzaggeri lykkedes mig at komme tilbage på min rute, opdagede jeg, at der i asfalten på cykelstierne er tegnet rutenumre ind. Og rute 1 førte faktisk hen til det næste sted, jeg gerne ville se. Jeg besluttede mig derfor bare at følge rute nummer 1 resten af cykelturen. Ruten kørte langs kanalerne, så jeg rigtigt kunne følge med i vandlivet med kanoer og SUP’er. Jeg kom forbi og med bevidste afstikkere gennem Parc de la Citadelle, Parc de l’Orangerie og til det Europaparlamentet. Fra parlamentet kom jeg rundt i et område, som jeg ikke anede, hvad var, eller hvor førte hen. Her følte jeg mig lidt alene i verden og på afveje. Men så dukkede bagsiden af banegården op og roen indfandt sig igen. Ruten sluttede med at komme forbi museet for moderne kunst, den store moske og hospitalet. Det var meget belejligt, for efter cykelturen havde jeg tænkt mig at besøge hospitalets vinkælder. Cykelturen endte vist nok med at tage 3 timer i et meget afslappet tempo.

I forhold til vinkælderen kan jeg kun sige, at det er okay at besøge den, og 2-3 euro for audioguiden er også helt fint. Jeg var nok ikke død af ærgrelse, hvis jeg havde misset vinkælderen. Men det var en helt fin måde at føle sig lidt kulturel på og skjule sig lidt for solen.

Min vigtigste læring var dog, som jeg desværre ikke har fulgt så meget: lad være med at stole blindt på google maps. Jeg fik virkelig gået nogle unødige skridt frem og tilbage og så frem og tilbage igen i et rigtigt hospitalsområde for at finde den pokkers indgang til vinkælderen.

Efter cykeltur og vinkælderbesøg gik jeg en sidste tur på Grande Île. Jeg spiste is og havde åh skræk og ve en fornemmelse af, at en lille, belejlig blærebetændelse måske kunne være på vej. Den kunne forhåbentligt drikkes væk.

Sidst på aftenen satte jeg mig derfor i hostlets udeområde. Jeg fik en øl, følte at jeg havde været afsted i allerede meget længere tid, end tilfældet var, og prøvede så småt at researche lidt på Bordeaux, som var turens næste stop.