Anna i verden

Theme by Anders Norén

Bordeaux ekstra: My Dearest Darwin – 22.-23. juli

All I need
Is someone like you
My dearest Darwin
Please, love me too

Ekstradagen i Bordeaux blev dælduseme god! Det er den dag, der har gjort, at jeg nærmest får julelys i øjnene, når jeg tænker tilbage på Bordeaux.

Dagen startede med, at jeg var lidt mindre irriteret på ikke-så-hensynsfulde-roommates end dagen før. Nu havde jeg jo næsten vænnet mig til nattens knaldbanger og rystelser i køjen.

Jeg startede ud med at tage på apoteket. Mellem fagter, masker og gebrokkent engelsk/fransk på apoteket lykkedes det at få fingrene i penicillin. Bagefter tog jeg en langsom frokost (eller reelt morgenmad for mit vedkommende) på en af de caféer, jeg havde bemærket, var allermest proppet om aftenen (Le Michel’s). Jeg tog mig god tid til bare at sidde, læse bog, observere og spise. Her fik jeg min første boeuf tartare. Ærlig talt var det nærmest en bøf-bøf. Den var så grov, at jeg måtte fotodokumentere min feriemad endnu en gang, men denne gang sende billedet til en af mine tatarkompagnoner med ordene: “Det her er den groveste tatar, jeg nogensinde har fået. Jeg kan høre koen skrige for hver bid”. Selvom smagen var god, blev det lidt for voldsomt for mig i længden.

Efter den på ingen måde overstegte boeuf gik jeg til dagens seværdighed og den primære årsag til min ekstra dag i Bordeaux: Darwin.

Darwin ligger på den anden side af Garonne. Omkring 2-3 km fra Plac Saint-Project, hvor jeg boede ved. Det er tidligere militærbarakker, der er blevet lavet om til kontorfællesskab, skatepark, socialt boligbyggeri, streetart, små butikker og deslige…havde jeg læst.

Jeg var lidt spændt på, om det ville leve op til sin beskrivelse en torsdag eftermiddag. Sidste år var jeg nemlig i München og havde fundet tilsvarende beskrivelser om et sted, som jeg besøgte. Det var mildt sagt dødssygt der.

Men sådan var det heldigvis ikke i Darwin. Det summede med liv med det samme i et overdækket område. Der var linet op med bordtennisborde, chesterfieldsofaer, bænke, borde, stole, tæpper (de var mindre nødvendige på denne hidtil varmeste dag) og en bar med bl.a. lokaløl til at servicere menneskene. Menneskene og den tilhørende summen var ikke til at stå for.

Den summen, skyggen og udsigten til fadøl trak så meget i mig, at jeg i stedet for først at gå en tur i nabolaget, fandt et krus øl og et ledigt bord med godt udsyn over det overdækkede område. Herfra kunne jeg stene, bladre lidt frem og tilbage i min bog, observere menneskene omkring mig og bare være til på sådan en helt igennem dejlig måde.

Der var folk, der arbejdede, venner til fyraftensøl, småbørnsfamilier med juice, franske mænd med overskæg, lange bløde krøller og hjemmerullede smøger, musik i baggrunden. Og indimellem blev den almindelige summen suppleret af franske ord fra en gammeldags megafon, begejstret hujen og klapsalver.

Årsagen til begejstringen fandt jeg, da jeg efter et par øl gik en lille runde. På runden kom jeg forbi murals, små containere, som kunne ligne små campingvogne, og store industrihaller. De fleste haller så ud til at være lukkede, men jeg kunne dog spotte en decideret skatepark i en af dem og en mor og datter, som tog de spæde rulletrin, i en anden af dem.

Det var dog hverken skaterparken eller moren og datteren, som de begejstrede lyde kom fra. Det var i stedet for for skategraven lige uden for det overdækkede område. En gruppe BMX’ere havde samlet sig, og da jeg nåede den del af området, var der gang i tricks og en slags BMX-stopdans (som hverken franskmand eller BMX’er er det mit bedste bud). Men det stoppede ikke her, kun dansen altså, for løjerne fortsatte med en konkurrence i højdespring på BMX.

I stedet for at gå tilbage til min tidligere plads i området, besluttede jeg mig for at slå mig ned ved et bord-/bænkesæt i BMX-slængets område for at følge konkurrencen på nærmeste hold. Men det var ikke kun en konkurrence. Stemningen var præget at sammenhold, kælenavne, heppen og hujen på hinanden, at passe på hinanden og hinandens BMX-børn.

Da konkurrencerne var ved at slutte, begyndte jeg at overveje næste skridt. Var det mon ved at være tid til at vende tilbage til den anden side af floden? Det nåede jeg kun at overveje kortvarigt, for ikke længe efter stod tre personer og spejdede efter et sted at sætte sig. Med bare mig ved et helt bord/bænkesæt fik jeg formidlet, at der var plads til dem, hvis de ville. Og det ville de. Heldigvis.

For det blev virkelig godt. Aftenen gik med at tale med franske Cathy, hendes italienske kæreste Alesso og deres fælles ven Federico. Og da Fede var på besøg i Bordeaux, havde Cathy og Alesso vist ham byens specialiteter. Jeg fik derfor tips til, hvilke ting (det var så kager) jeg skulle nå at spise, inden jeg dagen efter skulle forlade byen, og hvor jeg skulle købe dem for at få de bedste. Jeg fik også fortalt, at de små campingvogns-ting er et forsøg med socialt boligbyggeri og ikke små kontorer. Der bor mennesker derinde, som ellers ikke ville have et sted at bo. Vi endte med at snakke om løst og fast og grine, indtil området lukkede ned ved 23-tiden. Selvom promillen var høj og stemningen perfekt omend en smule kaotisk, fordi vi blev smidt væk, nåede jeg frem til, at det mest fornuftige ville være at gå tilbage til hostlet og få sovet, eftersom jeg skulle videre til Toulouse næste formiddag. Så det begav jeg mig ud i.

Alene tilbage langs Garonne var jeg dog ikke længe. Cathy, Alesso og Fede fik bimlet og bamlet med klokkerne på el-scooter og cykler og vinket og sagt farvel igen, da de kom forbi mig. Og derefter opsøgte en eller anden gut mig på ruten, fordi han vist bare gerne ville tale lidt med nogen eller øve sit engelsk. Det var i hvert fald meget uskyldigt og fik den ellers 40 minutters gåtur tilbage til den anden side af floden til at gå lidt hurtigere. Og hey! Der var masser af mennesker på vej væk fra Darwin og gadebelysning over det hele. Så det føltes ret sikkert. Hvilket det heldigvis også var.

Så kan det vist ikke blive en meget bedre aften på sådan en solorejse.

Hvis du er nået hertil, vil jeg indskyde, at der er omtalt 14 seværdigheder i Bordeaux i “Turen går til Midtfrankrig”. Darwin er ikke blandt dem. Intet på den side af Garonne er. Men hvis du overvejer at tage til Bordeaux, er det min anbefaling nummer 1.

Hvis du ikke er helt overbevist eller bare er mere nysgerrig på, hvad det der Darwin egentlig er for et hurlumhejområde, står der lidt her. Og nej, rygtet om mine bloggerevner har ikke spredt sig så meget, at jeg får penge for hvert tryk på linket. Så det er ren service og en klar opfordring til, at alle, der tager til Bordeaux, lægger vejen forbi Darwin. My dearest Darling.

Bordeaux – 20.-22. juli

Bordeaux er ikke det mest oplagte sted at tage til straks efter Strasbourg. Det er næsten ikke muligt at komme længere væk inden for Frankrigs grænser. Men med alt for kort tid til at besøge hver en fransk egn, måtte jeg krydse Frankrig for at komme sydpå og stadig have en dør på klem til Spanien.

Det var så også nemmere end at krydse Danmark. Det tog ca. 5 timer at tilbagelægge de godt 1.000 km, der er, når ruten er via Paris. Det er samme tid, som det tager at komme med offentlig transport fra København H til Frederikshavn – men altså den dobbelte distance.

I toget fra Strasbourg til Paris blev jeg tiltalt på fransk. Min automatreaktion på enhver fransk tiltale begyndte så småt at blive: “Je ne parles pas francais” leveret med at undskyldende smil og et skuldertræk. Min eminente udtale af dette afslørede klart, at jeg overhovedet ikke kunne eller kan fransk. Det blev da også mødt med et: “Uh!” efterfulgt af: “Are you German?!”. Det var ikke sidste gang, at jeg blev spurgt om dette. Nå men, spørgerne viste sig at være en snaksaglig, belgisk delegation, der helt ekstraordinært havde fået lov til at “fejre” den belgiske nationaldag i Paris. Det gav lidt underholdning på togturen.

Der var ikke direkte tog fra Strasbourg til Bordeaux. Jeg skulle skifte tog i Paris. Hvor jeg også lige skulle fra Paris Est til Paris Montparnasse. Det var der heldigvis god tid til. Jeg kunne derfor bruge noget af den tid på at komme i karambolage med “metrolugen” (altså de der indgange til metroer i nogle lande, hvor en maskine lige skal æde en billet, før to luger skiller sig ad) og få et gedigent mærke på armen. Det blå mærke fik jeg glæde af længe. Flot, Anna!

Nå, men det lykkedes mig at komme næsten hel frem til Bordeaux. Jeg havde en øjeblikke god fornemmelse af byen. En “her er godt nok fint”-følelse. Men jeg var godt nok også noget presset. Faktisk så presset, at jeg om aftenen, udover brok i min notesbog, følte mig nødsaget til at lave en positiv-liste for at få den positive energi frem. Men først skal vi lige forbi det negative:

  • Sprogbarrieren! Engelsk er ikke mit modersmål, så det er langt fra perfekt, og mit ordforråd er ikke altid det største. Men jeg vil klart påstå, at jeg kan gebærde mig ret godt på engelsk. Normalt er jeg ret tålmodig i køer og hostel check-in. Men da receptionisten på hostlet hverken første, anden eller tredje gang med fagter forstod mit spørgsmål: “Do you have a city map?” under check-in, kom jeg vist både til at sukke dybt og rulle med øjnene.
  • Værelset! Altså. Det var rent og pænt. Men oh my! Jeg havde på forhånd set lidt anmeldelser om, at i hvert fald 8-mands-værelserne var ret trænge. Jeg havde derfor booket en seng i et 6-mands-værelse. Men altså. Trængt er ikke ordet. Jeg tror aldrig, at jeg har set så lidt gulv i et hostelrum. Hvis jeg skulle åbne min kuffert, ville ingen kunne komme ind eller ud af rummet. Samtidig var min køje så højt oppe, at det føltes som om, jeg skulle bestige et bjerg, når jeg skulle derop. Det skulle derfor planlægges ret godt, hvis jeg skulle have noget i min kuffert eller have ting ned fra sengen.
  • Den snigende blærebetændelse! Jeg blev mere og mere sikker på, at der var en blærebetændelse under opsejling. Heldigvis kunne apotekerne engelsk. Uheldigvis var de franske apotekere ikke så lemfældige med udlevering af antibiotika, som jeg havde håbet. Der skulle en recept til. Derimod kunne jeg få en koncentreret tranebærpille-kur, indtil jeg kunne skaffe en recept (det kunne jeg heldigvis senere via godt netværk – på ingen måde via min egen læges vikar. Grrr!).

Udover sprogbarriere, et klaustrofobisk lille værelse og den begyndende blærebetændelse, var der også den udfordring, at jeg stadig ikke var helt fortrolig med at rejse alene. Toge, busser, check in osv. var jeg da fortrolig med. Det var ikke det. Det var det med ikke at føle mig stærk nok til at sætte mig alene på en fyldt, fransk restaurant i aftenmylderet. For franskmændene i Bordeaux så ikke ud til at skele til, om det var en tirsdag eller lørdag, når det kom til at spise ude. Jeg havde derfor mest holdt mig til at spise is (en hel masse, bevares!) og ting, der kan spises på en bænk.

Det føltes altså lidt uoverskueligt at være alene i verden på det tidspunkt. Der var i den grad brug for at se frem til noget og få presset materien ud af rejse alene-bylden. Jeg lavede derfor en plan for dagen efter og en positivliste.

Den store velovervejede- og planlagte onsdagsplan lød:

  • Formiddag og frokost: Gå i Saint Michel-området. Få moules frites på Poulette Bistro i Marche des Capucins.
  • Se Bacalan-området. Derfra tage til Darwin Skatepark og chille.
  • Aftensmad: Moules igen eller tatar ved Le miroir d’eau.

Og på positivlisten var:

  • Turen til Bordeaux gik næsten smertefrit.
  • Togene kører vildt hurtigt.
  • Det var hyggeligt at snakke med belgierne.
  • Der er AC på hostelværelset.
  • Isen er god.
  • Apotekerne var søde.
  • Bordeaux virker nice – og lidt dyr.

Altså en positivliste, der bare gør en godt og grundigt glad i låget. Mnh….Ikke desto mindre var det mit forsøg på at vende den indre stemning og få en god start på morgendagen.

Dag 2

Starten blev så ikke verdens allerbedste. Nogle af mine roommates kunne i hvert fald ikke kåres som de mest hensynsfulde. De var i hvert fald ikke opmærksomme på, hvor hårdt døren smækkede, hver gang de gik ind og ud. Og det gjorde de pænt mange gange i løbet af natten. Det bragede og hele sengen rystede. Jeg vågnede derfor noget bandende og snotforvirret en hel del gange den nat.

Men onsdag blev god! Saint Michel-området var fint og mindre turistet. De såkaldte boheme-butikker, der skulle være, var bare ikke åbnet endnu eller havde sommerferie/corona-lukket, mens jeg var der. Men jeg kunne sagtens fornemme den potentielle stemning.

Jeg fik moules frites til frokost. Det var bare ved Le miroir d’eau i stedet for, for absolut ingen mennesker spiste moules på markedet. Jeg fik en god telefonsnak med min familie, hvor jeg kunne få luftet mine frustrationer.

Jeg fik ikke rigtig gået i Bacalan-området. Jeg orkede ikke så meget mere, efter jeg var gået derop i varmen. Men jeg var kommet dertil via et meget uturistet området, hvilket jeg næsten altid sætter pris på.

Jeg fik spottet en ølbar og hvilet mine fødder, mens jeg fik en stærk, rød specialøl. Det var tiltrængt og også et forsøg på at teste, om masser af væske med alkohol kunne klare den famøse blærebetændelse. Mine fødder hvilede jeg muligvis for meget. Jeg fik i hvert fald – eller det tror jeg ud fra hendes mine – vist nok skæld ud af en fransk madame, fordi jeg sad på jorden med strakte ben, og jeg ikke lige var opmærksom på, at de kom og død pine skulle forbi, der hvor jeg sad. Sure miner er åbenbart et universelt sprog.
Mit comeback til madammen havde jeg selvfølgelig først klart én time senere. Naturligvis.

Nu var det jo Bordeaux, så de har et kæmpestort vinmuseum oppe ved Bacalan. Det fik jeg set udefra, på afstand, men ikke indefra, da det krævede en coronatest.

Efter øl og hvil vurderede jeg, at jeg ikke lige orkede Darwin på den anden side af floden Garonne. På det tidspunkt havde jeg gået omkring 8 km, og jeg havde ca. 5 km. tilbage til hostlet. Jeg besluttede mig derfor for at gå tilbage til centrum og hostlet. Undervejs lykkedes det mig at få en penicillin-recept. Hurra!

Jeg besluttede mig også for at tage en nat og dag mere i Bordeaux. Dels var jeg ved at være på fornavn med apotekerne i Bordeaux (jeg havde nemlig prøvet flere for at se, om bare et af dem kunne give andet end tranebærpiller. De var urokkelige) – jeg orkede ikke at skulle til at teste apotekernes sprogkundskaber og samarbejdsvilje i Toulouse. Dels følte jeg, at Bordeaux fortjente mere tid med færre frustrationer, bl.a. fordi jeg ikke var nået til hverken Darwin eller Bacalan sådan for alvor.

Det gav en slags ro i mig at blive en dag mere. Jeg nød derfor at gå en aftentur med en is fra det gode sted til aftensmad (jeg havde jo spist ude til frokost) og at få en aperol på hostlet. Det hjalp også, at jeg tog initiativ til at tale med en af de andre gæster på hostlet. Det viste sig at være en schweizisk fyr, som boede i køjen under mig på værelset. Det var egentlig bare ret rart at få talt med nogen i den fysiske nærhed, og som var andet end høflighedsfraser og “I have cystitis. Can you help me?”. Jeg endte med at gå glad og tilfreds i seng den aften.

Strasbourg – 18-20. juli

På trods af den værst tænkelige start på turen og nogle “Hvis det her skal lægge linjen for denne ferie, sååå…”-beskeder til nære, forløb resten af turen gennem Tyskland og til Frankrig ganske smertefrit. Jeg nåede alle tog, fik talt en del med min kupé-makker i toget fra Hamburg til Frankfurt, sovet og savlet lidt i masken. Halebenet havde det også overraskende godt.

Efter næsten 15 timer i et tog eller på togstationer af forskellig størrelse kom jeg altså helskindet frem til mit første rigtige stop på turen: Strasbourg!

Byen i bagflappen af Politikens “Turen går til Alsace, Lorraine & Champagne”. Denne turs helt klare guidebog-højdespringer med hele 54 “seværdigheder” i følge forfatteren bag.   

54 seværdigheder, som jeg på ingen måde var klar til at tage hul på efter de mange timer på farten, en ret heftig varme som velkomst og en sveddryppende ryg som følge af varmen og rygsækken. Jeg indtog derfor Strasbourg ved at finde mit hostel, tjekke ind (på værelse 112 – meget apropos!), gå i bad og så bare gå fuldstændig i stå i den nederste køje. 

Men med kun to nætter i Strasbourg kunne jeg ikke få mig selv til at bruge hele ankomstdagen på at ligge halvdød på et hostelværelse. Efter godt tre timer – hvor jeg trods alt nåede at møde og tale med mine roommates – fik jeg derfor nosset mig sammen til at gå på opdagelse i byen. Og det var dælme godt, at jeg gjorde det.

Jeg kom godt rundt på Grande Île, der er Strasbourgs centrum med shoppingstrøg, turister, katedraler og bindingsværkshuse. På grænsen til Le Petite France kom jeg til aftenens højdepunkt. Denne søndag aften var der gratis jazz-ish koncert på Place Saint-Thomas. Foruden live-musik og mange mennesker tæt stimlet sammen (det skulle corona-Anna lige vænne sig til), fik jeg en supersprød Tarte Flambee (Flammkuchen) og et gavmildt skænket krus hvidvin serveret med ordene: “You are getting drunk tonight!”.

Med måsen placeret på en bænk og både vin og tarte balancerende på skødet kunne jeg se på mennesker, vippe lidt med foden til musikken, krumme udover mig selv og blive småbedugget på min første aften i Frankrig. Langsom og skøn akklimatisering. Det føltes helt rigtigt!

Dag 2

Jeg har hver aften en ambition om, at jeg skal nogenlunde tidligt op dagen efter, så jeg kan få noget ud af dagen – og komme ud før varmen bliver overvældende. Det går sjældent efter planen. Og det gjorde det heller ikke på min anden dag i Strasbourg. Min Google Fit-app siger, at jeg først begyndte at tage skridt kl. 11.27. Den er heldigvis ikke altid til at regne med.

Men da jeg endelig kom ud, kom jeg meget ud. Det startede bare lidt trægt. Succesen indtraf heller ikke lige med det vuns. Som noget af det første, ville jeg til en bager, som en af mine roommates havde anbefalet, efter en croissant. Det er jo Frankrig.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan fransk, som i slet ikke. Jeg havde dog ikke troet, at det i en forholdsvis international by som Strasbourg skulle være så svært at få en croissant. Det hjalp heller ikke ligefrem, at jeg ikke kunne se bageriets udbud udefra, at der på grund af corona kun måtte være få personer derinde af gangen, og at al kommunikation skete med maske fra hals til øjenlåg. Når man først havde stillet sig i køen til bageren, var man nødt til at gå derfra med noget. Det følte jeg i hvert fald.

Jeg kunne ikke se nogle helt almindelige croissanter lige umiddelbart derinde. Men et fransk bageri uden smørcroissanter havde jeg alligevel svært ved at forestille mig. Da det blev min tur, fik jeg derfor på mit ubehageligt elendige ikke-eksisterende fransk sagt noget a la: “[bRongsjur, un (læs: udtalt som på spansk) kro-sang]”. Og selvfølgelig ikke noget “s’il vous plaît” til at lette stemningen. Måske fik jeg fremstammet et merci. Uanset hvad, blev jeg mødt med de blankeste øjne, jeg længe har set. Ikke blanke som i grædefærdige over min voldtægt af det franske sprog. De var mere blanke som i: “Mit liv er for kort til det her, og samtidig hverken kan eller vil jeg fatte, hvad du vil mig”. Den ret kolde service gjorde mig sgu noget usikker på, hvór forkert det egentlig er muligt at fremstamme “croissant”. Heldigvis forstod én bag mig i køen, at det altså var en croissant, jeg gerne ville have. Jeg takkede min redningsmand meget. Men sagaen slutter selvfølgelig ikke her. Der var ikke bare én slags croissanter. Der var tre. Tre forskellige, der ikke lignede smørcroissanter, og som jeg ikke kunne være helt sikker på, hvad indeholdt, for det forstod jeg selvsagt ikke hundrede procent. At prøve at gentage navnet på nogle af dem var en umulighed. Jeg tyede derfor til det stensikre trick med bare at pege. Det var bare ikke så stensikkert. Endnu en gang blev jeg mødt med de der helt livstrætte øjne, der ikke forstod en pind af, hvad denne danske ogginok var ude på. Heldigvis havde jeg ikke bare én, men nu to, maskerede helte bag mig i køen, der gik ind og tolkede mine fagter til døden, nej bagerjomfruen, fra Lübeck.

Jeg tør næsten ikke nævne, at croissanten vist var med mandel. Og jeg var faktisk ikke specielt begejstret for den. Jeg overvejede sågar at smide den ud. Men med alt den armsved, den havde kostet, kunne jeg ikke gøre andet end at klemme den i mig.

Oven på den blandede croissantoplevelse, som jeg nu mest griner af, måtte jeg ud og se Strasbourg. En af mine roommates havde aftenen forinden fortalt, at bycyklerne fungerer upåklageligt og er gode at komme rundt i byen med. Så op på jernhesten med mig.

Jeg lagde en rute, som ville føre mig ud af centrum af byen og rundt på de andre af Strasbourgs mange øer end Grande Île. Og jeg kom da også ud af centrum-centrum. Der gik nemlig ikke mange minutter, før jeg havde taget fejl af vejene og kom noget tilfældigt rundt i beboelsesområdet i Neudorf. Det var her, jeg testede det franske slikudbud i en Auchan og med lettelse kunne konstatere, at familiens yndede zebra-karameller stadig findes i Frankrig, og at mine favoritter, Carambar!, kan købes næsten ad libitum. Men med stadig mange stop tilbage i Frankrig og held i første forsøg, gad jeg ikke engang overveje at hamstre her.

Da det efter en del zigzaggeri lykkedes mig at komme tilbage på min rute, opdagede jeg, at der i asfalten på cykelstierne er tegnet rutenumre ind. Og rute 1 førte faktisk hen til det næste sted, jeg gerne ville se. Jeg besluttede mig derfor bare at følge rute nummer 1 resten af cykelturen. Ruten kørte langs kanalerne, så jeg rigtigt kunne følge med i vandlivet med kanoer og SUP’er. Jeg kom forbi og med bevidste afstikkere gennem Parc de la Citadelle, Parc de l’Orangerie og til det Europaparlamentet. Fra parlamentet kom jeg rundt i et område, som jeg ikke anede, hvad var, eller hvor førte hen. Her følte jeg mig lidt alene i verden og på afveje. Men så dukkede bagsiden af banegården op og roen indfandt sig igen. Ruten sluttede med at komme forbi museet for moderne kunst, den store moske og hospitalet. Det var meget belejligt, for efter cykelturen havde jeg tænkt mig at besøge hospitalets vinkælder. Cykelturen endte vist nok med at tage 3 timer i et meget afslappet tempo.

I forhold til vinkælderen kan jeg kun sige, at det er okay at besøge den, og 2-3 euro for audioguiden er også helt fint. Jeg var nok ikke død af ærgrelse, hvis jeg havde misset vinkælderen. Men det var en helt fin måde at føle sig lidt kulturel på og skjule sig lidt for solen.

Min vigtigste læring var dog, som jeg desværre ikke har fulgt så meget: lad være med at stole blindt på google maps. Jeg fik virkelig gået nogle unødige skridt frem og tilbage og så frem og tilbage igen i et rigtigt hospitalsområde for at finde den pokkers indgang til vinkælderen.

Efter cykeltur og vinkælderbesøg gik jeg en sidste tur på Grande Île. Jeg spiste is og havde åh skræk og ve en fornemmelse af, at en lille, belejlig blærebetændelse måske kunne være på vej. Den kunne forhåbentligt drikkes væk.

Sidst på aftenen satte jeg mig derfor i hostlets udeområde. Jeg fik en øl, følte at jeg havde været afsted i allerede meget længere tid, end tilfældet var, og prøvede så småt at researche lidt på Bordeaux, som var turens næste stop.

UG i idéudvikling, -3 i eksekvering

Findes der et “verdens værste blogger” awardshow i bloggerverdenen, som the Golden Raspberry Award er i filmverdenen? I så fald er jeg på nippet til at nominere mig selv. For det står virkelig grelt til med at få spyttet blogindlæg ud. Der er altså ikke meget live-streaming og spænding til dem, der har siddet og trykket på F5 i en måned nu. Jeg tror sågar, at Naser Khader har nået at forulempe flere i den tid, jeg har været væk, end jeg har udgivet indlæg. Det er sgu pinligt! For Naser Khader – og mig!

Det er ikke, fordi jeg ikke prøver. Det ligger en snes halv-, kvart- og slet ikke-færdige indlæg. En masse tanker, oplevelser og ingenting, som skal nedfældes færdigt og ud i www-verden. Men altså ja. Eksekverbarheden har fejlet. Big time.

Så nu. Her fra et fællesområde i et hostel i Leipzig, udstyret med radler og slik, og med mindre end en uge tilbage af rejsen, prøver jeg at rykke en lille smule. Jeg er alligevel blevet halvinvalid på grund af lidt vabler og hælinflammation/hælspore-ting. Hurra! For bloggen.

3, 2, 1… afsted! Eller…

Frygt, flugtønske, rystende hænder, 1-1-2, rystende stemme: ”Hej, øhh… Det er Anna. Der er sket en ulykke! Vi har brug for en ambulance!”.

Jeg ville egentlig gerne med det nye nattog fra Sverige til Tyskland over Høje Taastrup. Både for at prøve et nattog igen og for bekvemmeligheden. Det ville være ret dejligt, hvis den efterhånden lidt kedelige togtur fra København til Hamburg kunne klares med lukkede øjne i vandret position. Men det ville have krævet en booking i væsentlig bedre tid, end jeg kunne præstere, eller omkring 3.000 SEK for en privat kupé. Så er der alligevel grænser for, hvor vigtig søvnen i et tog er for mig. I stedet for nåede jeg at få plads i et helt almindeligt tog med afgang søndag d. 18. juli kl 00.05 fra København H. Forhåbentlig ville der være så få personer, at jeg ville kunne krybe mig sammen i en gedigen fosterstilling på et dobbeltsæde og på den måde alligevel komme lidt ned i vandret.

Jeg havde dagen igennem gået med sommerfugle i maven og et væld af tanker rumsterede. Var der nu styr på alt? Havde jeg pakket det rigtige? For meget? For lidt? Har jeg virkelig 5-6 ugers fri til at rejse? Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af at bruge interrailpasset? Hvorfor egentlig rejse, de sidste uger i København har jo været monsterlækre? Vil vennerne nå at glemme mig, mens jeg er væk? Er det blevet vinter, når jeg kommer tilbage?

Jeg kan ikke huske, om jeg altid har det sådan, når jeg skal ud, eller om det var sådan nu, fordi jeg denne gang har endnu flere uger foran mig end tidligere. Men det er sikkert, at spændingen blev større, jo tættere jeg kom på afrejsetidspunktet.

Efter alt var gennemtjekket adskillige gange og pakket, tog jeg afsted i god tid til Hovedbanegården, for jeg kunne alligevel ikke finde ro derhjemme. Eller. Jeg troede, jeg var i god tid.

Jeg nåede ikke engang væk fra min egen vej, før jeg oplevede noget, jeg helst ville være foruden. Få meter foran mig kom tre unge cyklister kørende imod mig. De cyklede glad og frejdigt afsted. Det så ud til at have været en god lørdag sommeraften. Det ændrede sig desværre hurtigt.

Som i slowmotion så jeg den forreste kvinde cykle ind i kantstenen og flyve over styret og gennem luften som en kludedukke. Det var som om, jeg kunne se det gå galt, før det egentlig skete. Uden cykelhjelm landede hun på cykelstien med hovedet først. Veninden bagved nåede ikke at bremse, så hun væltede direkte ned i sin veninde. Hun kom dog op igen. Kæresten fløj af sin cykel.

Foruden de involverede var jeg tættest på. En stor del af mig havde lyst til at flygte. Rent lavpraktisk skulle jeg jo nå et tog. Men jeg kunne ikke. Kvinden lå så stille, og kæresten råbte, at det var brug for en ambulance. I et pludseligt virvar af mennesker og panik, var det, jeg kunne gøre, at ringe 112. Forsøge at holde hovedet koldt, filtrere de informationer, som menneskene omkring mig overøsede mig med, svare på beredskabsmandens spørgsmål, blive frustreret over alle spørgsmålene, få de beroligende ord: “Hjælpen er på vej. At du taler med mig påvirker ikke den tid, det tager. Det er med til, at mine kolleger kan blive endnu bedre forberedt på, hvad der er sket. Koncentrér dig bare om at svare på mine spørgsmål. Hjælpen er på vej”.

Da beredskabet havde fået alle informationer, og ambulancen var 1-2 minutter væk, stoppede vi samtalen. De sammenstimlede var begyndt at smutte, og kvinden var begyndt at komme til bevidsthed igen. Efter hvad der føltes som evigheder – men måske kun var 10-15 minutter fra uheldet skete – kom ambulancen. Jeg kunne se, at hvis jeg var heldig, ville jeg stadigvæk kunne nå mit tog. Jeg spurgte derfor en af redderne, om der stadigvæk var behov for mig. Det var der ikke.

I huj og hast kom jeg frem til hovedbanegården. Toget var ikke kørt. Til gengæld blev det trængt med plads. Ret hurtigt brast min drøm om at kunne ligge på to sæder. Siddende oprejst med ørepropper, sovemaske og høj puls lykkedes det alligevel at få lidt søvn. Den blev dog afbrudt af slow motion-billeder fra styrtet og en guitar, der faldt ned i hovedet på manden på den anden side af gangen og derefter mig. Men på vej mod Tyskland var jeg dog.

Optakt til laaaang ferie

Jeg havde egentlig talt ned til min sidste dag på arbejde. I år betyder den ikke bare 3-4 ugers sommerferie og så tilbage på pinden. I år skifter jeg nemlig arbejde henover sommeren. Med lidt egenbetaling og forhandling giver det mig 7 ugers pause fra det ene job til det andet og realistisk set omkring 5,5 uge til at rejse i. Det er første gang i nok… nogensinde.

Men ikke særligt meget op til afrejse er gået efter planen. Heller ikke selvom min plan har været ikke at have en plan. Udover at skulle med tog, tage udgangspunkt i ét land og at lægge en rute i det land, som infrastrukturmæssigt ville give mening. Men ikke mere fast, end at ruten ville kunne afviges, eftersom overnatningssteder og eventuelle pladsbilletter bookes løbende.

Oprindeligt ville jeg gerne til Spanien med tog og så videre op gennem Europa. Men så kom delta, der først farvede Portugal og senere region for region i Spanien gul. Langsomt og vældigt modvilligt måtte jeg vende tankerne fra pintxos, sangria, crema catalana og La Banda Rooftop Hostel for at mindske risikoen for at strande med corona i udlandet.

Nu skulle der laves en back up-plan. For ikke at afskrive Spanien fuldstændigt ændrede jeg min plan til at tage udgangspunkt i Frankrig. Guidebøger blev reserveret en masse på biblioteket og gransket sammen med landkortet. For hvad er der egentlig tilbage i Frankrig, når man har været i Paris et par gange og set alle mindesmærker, museer og kirkegårde i Normandiet? Ingenting, vel?

På trods af de “Ingenting, vel?” kunne jeg efter min granskning alligevel komme på Strasbourg, Nancy, Reims, Lille, Paris (igen), Rennes, Nantes, Bordeaux, Toulouse, Montpellier, Marseille, Lyon, og alt det imellem. Men så ramte corona igen. Ikke fordi mere blev gult på Udenrigsministeriets europakort, men fordi Frankrig annoncerede strammere coronarestriktioner med øget brug af coronapas fra begyndelsen af august. Det vil sige ca. 2 uger inde i min rejse.

Det er pænt ufedt, når jeg havde fundet destinationer nok til at fylde et helt liv ud, når jeg ikke har været syg og kun kunne drømme hede drømme om at nå at få vaccinestik nummer to inden afrejse. Heller ikke særlig fedt, når jeg skal rejse rundt med tog og ikke kan drømme om at skulle lave mad selv, fordi, altså, ferie er også ferie fra madlavning – udover at stoppe et baguette med kød og ost, mens jeg sidder på en bænk eller i en seng og bruger mit skød som bord . For det coronapas skal bruges for at kunne spise ude, gå på museum, tage tog på længere strækninger usw usw.

Omstændighederne ved evige test er til at klare, for det er efterhånden blevet en vanesag i Danmark. Men i Frankrig er der indført egenbetaling for test for turister, og en negativ test varer kun i 48 timer. Med de kommende restriktioner skulle der lægges €29-€49, afhængigt af hvor længe man orker vente på svar, hveranden dag. Det fik min indre Joachim von And og MC Einar frem (I ved: “Arh der! Jeg siger fra her, fordi far her, ka’ ikke klar’ mer’. Jeg syn’s jeg vader i pladder, jeg er ved at blive skør, og jeg hader all’ de padder, der skader mit humør”).

Med von And rappende (som en and, ikke som MC Einar) i baghovedet, om hvor dyrt test hveranden dag vil blive, blev det tid til at gå fra plan B til at finde en plan C. I plan C har jeg fastholdt at tage udgangspunkt i Frankrig, men har skåret en hel del væk, så ruten ville kunne nås på 2-3 uger i stedet for et livs tid. Ruten blev skåret ned til Strasbourg, Bordeaux, Toulouse, Montpellier, Marseille, Nice og Lyon. Men med mulighed for ændringer undervejs.

Midt i plan A, B og C har mit held været, at jeg er ret sen til at beslutte mig for ret meget, og at planen var ikke at have særligt meget planlagt. For udover kravene til min omstillingsparathed fra plan A til C og måske Z, har ændringerne ikke betydet det store. Helt frem til dagen før afrejse havde jeg nemlig kun nået at købe mit interrailpas, som kunne bruges i hele Europa.

Så selvom corona gør det noget mere besværligt og udfordrer omstillingsparatheden, skal den virus ikke ødelægge, at jeg kommer med interrailpas rundt et eller andet sted i Europa.

Anna i verden er her

Gode idéer er der mange af. Det sværeste for mig er at tage mig sammen.
I cirka ét år har jeg nemlig overvejet at oprette en blog. Først i maj fik jeg spurgt en nær veninde, hvordan man egentlig opretter en hjemmeside. Derefter skulle der lige en omgang fuldemandsbrainstorms og tryktest til for at finde navnet. Vi var blandt andet forbi tourdeanna, annaaleneiverden og annaomvej. Og efter lidt “Bliver TourDeAnna ikke lidt Pornhub-agtigt?!”, “åh gud, er det nu det rigtige navn!?”, “Åhr fuck, skal jeg virkelig også vælge layout” og yadda, yadda, yadda er siden endelig oppe at køre. Annaiverden.dk er kommet til verden!

Udgangspunktet for indlæggene vil være at rejse primært alene i verden som en nogleogtrediveårig kvinde. Det vil ikke blive indlæg om “Her er de 5 bedste 5-stjernede hoteller i Langtbortistan” eller “Den ultimative pakkeguide”. Nej, det vil i stedet for blive langt mere navlepilleri og halvgode elller helsløje billeder fra mine ture på egen hånd. Jeg vil komme med både solstrålehistorierne og de der lidt mere trælse oplevelser, tanker og erfaringer, som også er en del af turene.

Måske det kan inspirere til selv at tage afsted. Måske det får dig til at tænke “ej, fuck, nej, aldrig i livet”. Måske får det dig bare til at grine af eller med mig. Uanset hvad glæder jeg mig til at få taget mig sammen til at skrive og dele meget mere.

Newer Posts