Anna i verden

Theme by Anders Norén

Kategori: Planlægning

De bedste tips til Wien

Der er forår i luften, og sommerferien skal planlægges. Her kunne Wien være en mulighed. Jeg har derfor spurgt min veninde, som har boet i byen i længere tid end mig, om anbefalinger til byen. På baggrund af hendes og mine erfaringer har jeg samlet vores bedste tips til Wien.

Oplev Wien

  • Hæng ud ved Museumsquartier! Gå ind ad hovedindgangen ved Museumsplatz, eller find ind gennem en af de mange passager – fx Literaturpassage fra Mariahilfer Strasse. Derinde gemmer sig museer i massevis, som fx Leopold med sine Schiele og Klimt-udstillinger. Men du kan også bare hænge ud og lege på de farverige og udefinerbare møbler. Det er det perfekte sted til menneskekiggeri med en lokaltproduceret Grüner Veltviner om sommeren eller glühwein om vinteren. Hvis du rejser på budget, kan du også tage egne drikkevarer med derind. Find ud gennem en af de mange andre kunstpassager, når du skal videre ud i byen.
  • Se op! Se street art! Wien er en vild by. Ikke som Berlin, men på “Novra, her er fandeme overdådigt”-måden hver gang man kigger op og ser en ny prægtig bygning. Men du kan også se en masse fed street art, hvis du går en tur langs Donalkanal, på fx Freda-Meissner-Blau-Promenade eller Vilma-Steindling-Promenade. Om sommeren er der også strandbarer, så der er gode muligheder for kolde drinks og mere menneskekiggeri i sommervarmen.
  • Fundér over de skæve linjer ved Hundertwasserhaus! Hvis du er til arkitektur, men er gået død i romantik, gotik, barok og jugendstil, så er Hundertwasserhaus, Hundertwasser Village og Kunsthaus Wien sagen. Jeg har skrevet mere om det i dette indlæg.
  • Dyb fødderne i Alte Donau eller Lobou! Jeg er kun lige ved at blive glad for vand, men min veninde siger, at man skal cykle til Alte Donau eller Lobou for at dyppe kroppen eller få en naturoplevelse ikke langt fra byen. Det skal jeg selv prøve næste gang i Wien!
  • Vær finkulturel på Schönbrunn! Wien er centrum for finkultur, men hvis det ikke frister at skulle i en teatersal en sommerdag, så tag i stedet for til gratis sommeraftenkoncert med Wiener Philharmoniker på Schönbrunn Slot. Det er en fast tradition, at Wiens symfoniorkester spiller gratis koncert hver sommer i slotsparken. Smid derfor et tæppe og drikkevarer i cykelkurven og sus ud til denne mulighed. Så får du samtidig også set slottet.

Spis og drik dig gennem Wien

  • Smag dig frem på Naschmarkt ! Naschmarkt er Wiens mest kendte marked. Der dufter af krydderier og falafler i den ene ende og skaldyr og spritzer i den anden. Du kan næsten ikke undgå at få smagsprøver, når du bevæger dig ned gennem rækkerne. Så stop op, smag og køb en pose falafler to go eller sæt dig i en af restauranterne og se på mennesker. Der er noget for enhver smag!
  • Drik (Ge)spritzer! Når det skal være lækkert uden at gå til hjernen, fortynder østrigere vinen. Hvidvin kan fx blandes med danskvand eller Sprite. Hvis det skal være lidt mere fancy, er det nemt at få fingrene i en Kaiserspritze, hvor hvidvinen blandes med hyldeblomstsirup. phil på Gumpendorfer Strasse er et hyggeligt, lowkey sted at hænge ud på, hvor man både kan få stillet den lille sult, kaffetørst og spritzerlyst.
  • Spis dig mæt i is! Når varmen rammer Wien, og det gør den (!), er der intet så godt som is. Paolo Bortolotti på Mariahilfer Strasse 94 er byens bedst issted.
  • Drik vin i Wien! Der bliver produceret ret meget vin i Wien. Det tager ca. en time at komme fra Wiens centrum til en af byens mange vingårde (Weingüter/Heuriger) med offentlig transport. Når du er fremme, kan du drikke årets vin og få din aftensmad, mens du sidder blandt vinstokke. Maden er typisk rig på kød, kartofler og kål.
  • Dyrk ølyoga i Ottakringer! Eller hold dig til øllene. Knap 5 km fra Innere Stadt ligger Wiens ældste bryggeri, Ottakringer Brauerei. Her holder de hvert år i juli og august Ottakringer Bierfest. Konceptet er øl, streetfood, ølyoga (!), livemusik, pubquiz og bord-bænkesæt mandag til lørdag. Jeg har endnu til gode at besøge bryggeriet under bierfesten, men det lyder som en spitze opskrift på en god eftermiddag og aften!
  • Se i tidligere indlæg! Smut forbi de tidligere indlæg Det gamle og kendte og Det nye for flere madfif.

Bo i Wien

  • Tæl til 9! Wien er opdelt i bezirke/distrikter med hvert sit postnummer. Det første er bezirk er indre by (Innere Stadt) med postnummeret 1010. rundt om Innere Stadt ligger bezirkene 2-9. Man kan altid se, hvilket bezirk man er i ved at kigge på vejnavnene, for der står bezirkets nummer først. Ordnung muss auch in Wien sein! Jeg ville gå efter at bo i 6.-8. bezirk. Det vil sige Mariahilf, Neubau eller Josefstadt. Her bor mennesker i alle aldre, der er liv, og det er i gåafstand til det meste. Jeg ville også vælge at bo tættere på Ringen end der Gürtel (som er en større ringvej, der omslutter byens centrale bezirke).

Kom rundt i Wien

  • Tag cyklen! På en cykeltur langs Ringen kommer man forbi den ene storslåede bygning efter den anden, og der er markeret cykelsti hele vejen. Wien har et glimrende bycykel-system (WienMobil Rad). Det koster €0,60 for 30 minutter, og på 30 minutter kan man nå langt i Wien. Systemet blev skiftet ud sidste forår og ser ud til at være kommet op at køre ordentligt nu.
  • Drop CAT! Hvis du flyver, skal du ikke lade dig friste af CAT-toget (City Airport Transfer) i lufthavnen. For ca. €12-€15 kommer du ind til Wien på ca. et kvarter med CAT. Men hvis du tager det almindelige S7-tog, slipper du med godt €4, og du når stadigvæk Wien centrum på mindre end en halv time.

3, 2, 1… afsted! Eller…

Frygt, flugtønske, rystende hænder, 1-1-2, rystende stemme: ”Hej, øhh… Det er Anna. Der er sket en ulykke! Vi har brug for en ambulance!”.

Jeg ville egentlig gerne med det nye nattog fra Sverige til Tyskland over Høje Taastrup. Både for at prøve et nattog igen og for bekvemmeligheden. Det ville være ret dejligt, hvis den efterhånden lidt kedelige togtur fra København til Hamburg kunne klares med lukkede øjne i vandret position. Men det ville have krævet en booking i væsentlig bedre tid, end jeg kunne præstere, eller omkring 3.000 SEK for en privat kupé. Så er der alligevel grænser for, hvor vigtig søvnen i et tog er for mig. I stedet for nåede jeg at få plads i et helt almindeligt tog med afgang søndag d. 18. juli kl 00.05 fra København H. Forhåbentlig ville der være så få personer, at jeg ville kunne krybe mig sammen i en gedigen fosterstilling på et dobbeltsæde og på den måde alligevel komme lidt ned i vandret.

Jeg havde dagen igennem gået med sommerfugle i maven og et væld af tanker rumsterede. Var der nu styr på alt? Havde jeg pakket det rigtige? For meget? For lidt? Har jeg virkelig 5-6 ugers fri til at rejse? Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af at bruge interrailpasset? Hvorfor egentlig rejse, de sidste uger i København har jo været monsterlækre? Vil vennerne nå at glemme mig, mens jeg er væk? Er det blevet vinter, når jeg kommer tilbage?

Jeg kan ikke huske, om jeg altid har det sådan, når jeg skal ud, eller om det var sådan nu, fordi jeg denne gang har endnu flere uger foran mig end tidligere. Men det er sikkert, at spændingen blev større, jo tættere jeg kom på afrejsetidspunktet.

Efter alt var gennemtjekket adskillige gange og pakket, tog jeg afsted i god tid til Hovedbanegården, for jeg kunne alligevel ikke finde ro derhjemme. Eller. Jeg troede, jeg var i god tid.

Jeg nåede ikke engang væk fra min egen vej, før jeg oplevede noget, jeg helst ville være foruden. Få meter foran mig kom tre unge cyklister kørende imod mig. De cyklede glad og frejdigt afsted. Det så ud til at have været en god lørdag sommeraften. Det ændrede sig desværre hurtigt.

Som i slowmotion så jeg den forreste kvinde cykle ind i kantstenen og flyve over styret og gennem luften som en kludedukke. Det var som om, jeg kunne se det gå galt, før det egentlig skete. Uden cykelhjelm landede hun på cykelstien med hovedet først. Veninden bagved nåede ikke at bremse, så hun væltede direkte ned i sin veninde. Hun kom dog op igen. Kæresten fløj af sin cykel.

Foruden de involverede var jeg tættest på. En stor del af mig havde lyst til at flygte. Rent lavpraktisk skulle jeg jo nå et tog. Men jeg kunne ikke. Kvinden lå så stille, og kæresten råbte, at det var brug for en ambulance. I et pludseligt virvar af mennesker og panik, var det, jeg kunne gøre, at ringe 112. Forsøge at holde hovedet koldt, filtrere de informationer, som menneskene omkring mig overøsede mig med, svare på beredskabsmandens spørgsmål, blive frustreret over alle spørgsmålene, få de beroligende ord: “Hjælpen er på vej. At du taler med mig påvirker ikke den tid, det tager. Det er med til, at mine kolleger kan blive endnu bedre forberedt på, hvad der er sket. Koncentrér dig bare om at svare på mine spørgsmål. Hjælpen er på vej”.

Da beredskabet havde fået alle informationer, og ambulancen var 1-2 minutter væk, stoppede vi samtalen. De sammenstimlede var begyndt at smutte, og kvinden var begyndt at komme til bevidsthed igen. Efter hvad der føltes som evigheder – men måske kun var 10-15 minutter fra uheldet skete – kom ambulancen. Jeg kunne se, at hvis jeg var heldig, ville jeg stadigvæk kunne nå mit tog. Jeg spurgte derfor en af redderne, om der stadigvæk var behov for mig. Det var der ikke.

I huj og hast kom jeg frem til hovedbanegården. Toget var ikke kørt. Til gengæld blev det trængt med plads. Ret hurtigt brast min drøm om at kunne ligge på to sæder. Siddende oprejst med ørepropper, sovemaske og høj puls lykkedes det alligevel at få lidt søvn. Den blev dog afbrudt af slow motion-billeder fra styrtet og en guitar, der faldt ned i hovedet på manden på den anden side af gangen og derefter mig. Men på vej mod Tyskland var jeg dog.

Optakt til laaaang ferie

Jeg havde egentlig talt ned til min sidste dag på arbejde. I år betyder den ikke bare 3-4 ugers sommerferie og så tilbage på pinden. I år skifter jeg nemlig arbejde henover sommeren. Med lidt egenbetaling og forhandling giver det mig 7 ugers pause fra det ene job til det andet og realistisk set omkring 5,5 uge til at rejse i. Det er første gang i nok… nogensinde.

Men ikke særligt meget op til afrejse er gået efter planen. Heller ikke selvom min plan har været ikke at have en plan. Udover at skulle med tog, tage udgangspunkt i ét land og at lægge en rute i det land, som infrastrukturmæssigt ville give mening. Men ikke mere fast, end at ruten ville kunne afviges, eftersom overnatningssteder og eventuelle pladsbilletter bookes løbende.

Oprindeligt ville jeg gerne til Spanien med tog og så videre op gennem Europa. Men så kom delta, der først farvede Portugal og senere region for region i Spanien gul. Langsomt og vældigt modvilligt måtte jeg vende tankerne fra pintxos, sangria, crema catalana og La Banda Rooftop Hostel for at mindske risikoen for at strande med corona i udlandet.

Nu skulle der laves en back up-plan. For ikke at afskrive Spanien fuldstændigt ændrede jeg min plan til at tage udgangspunkt i Frankrig. Guidebøger blev reserveret en masse på biblioteket og gransket sammen med landkortet. For hvad er der egentlig tilbage i Frankrig, når man har været i Paris et par gange og set alle mindesmærker, museer og kirkegårde i Normandiet? Ingenting, vel?

På trods af de “Ingenting, vel?” kunne jeg efter min granskning alligevel komme på Strasbourg, Nancy, Reims, Lille, Paris (igen), Rennes, Nantes, Bordeaux, Toulouse, Montpellier, Marseille, Lyon, og alt det imellem. Men så ramte corona igen. Ikke fordi mere blev gult på Udenrigsministeriets europakort, men fordi Frankrig annoncerede strammere coronarestriktioner med øget brug af coronapas fra begyndelsen af august. Det vil sige ca. 2 uger inde i min rejse.

Det er pænt ufedt, når jeg havde fundet destinationer nok til at fylde et helt liv ud, når jeg ikke har været syg og kun kunne drømme hede drømme om at nå at få vaccinestik nummer to inden afrejse. Heller ikke særlig fedt, når jeg skal rejse rundt med tog og ikke kan drømme om at skulle lave mad selv, fordi, altså, ferie er også ferie fra madlavning – udover at stoppe et baguette med kød og ost, mens jeg sidder på en bænk eller i en seng og bruger mit skød som bord . For det coronapas skal bruges for at kunne spise ude, gå på museum, tage tog på længere strækninger usw usw.

Omstændighederne ved evige test er til at klare, for det er efterhånden blevet en vanesag i Danmark. Men i Frankrig er der indført egenbetaling for test for turister, og en negativ test varer kun i 48 timer. Med de kommende restriktioner skulle der lægges €29-€49, afhængigt af hvor længe man orker vente på svar, hveranden dag. Det fik min indre Joachim von And og MC Einar frem (I ved: “Arh der! Jeg siger fra her, fordi far her, ka’ ikke klar’ mer’. Jeg syn’s jeg vader i pladder, jeg er ved at blive skør, og jeg hader all’ de padder, der skader mit humør”).

Med von And rappende (som en and, ikke som MC Einar) i baghovedet, om hvor dyrt test hveranden dag vil blive, blev det tid til at gå fra plan B til at finde en plan C. I plan C har jeg fastholdt at tage udgangspunkt i Frankrig, men har skåret en hel del væk, så ruten ville kunne nås på 2-3 uger i stedet for et livs tid. Ruten blev skåret ned til Strasbourg, Bordeaux, Toulouse, Montpellier, Marseille, Nice og Lyon. Men med mulighed for ændringer undervejs.

Midt i plan A, B og C har mit held været, at jeg er ret sen til at beslutte mig for ret meget, og at planen var ikke at have særligt meget planlagt. For udover kravene til min omstillingsparathed fra plan A til C og måske Z, har ændringerne ikke betydet det store. Helt frem til dagen før afrejse havde jeg nemlig kun nået at købe mit interrailpas, som kunne bruges i hele Europa.

Så selvom corona gør det noget mere besværligt og udfordrer omstillingsparatheden, skal den virus ikke ødelægge, at jeg kommer med interrailpas rundt et eller andet sted i Europa.