Tilbage i Danmark, da det endnu var på tegnebrættet at bruge sommerferien i Spanien, overhørte jeg min frisør tale med en kunde om Sydfrankrig. Om Provences fortræffeligheder og Marseilles mildest talt blakkede ry.
Da Frankrig – og særligt Sydfrankrig – så blev planen, kunne jeg ikke komme udenom Marseille. For kan man tage på ca. 3 ugers interrail i Sydfrankrig og så ikke se Frankrigs næststørste by? Det føltes utænkeligt for mig, for jeg ér til byer. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke, at hvis jeg kan rejse på egen hånd i Sydafrika, kan jeg sgu også tage til en sydfransk havneby. Familiens franske ven udtrykte heldigvis heller ingen bekymring, inden jeg tog afsted. Det lød i stedet for: ”Fedt! Jeg har venner der, hvis du skal have tips” og ”Tja, tjo, der kan være lidt gang i bandemiljøet i de nordlige bydele”. Så Marseille skulle selvfølgelig besøges, og her tog jeg til efter Montpellier.
Efter at have været i Toulouse og Montpellier med næsten kun mig selv som selskab, trængte jeg til flere mennesker omkring mig. Samtidig var jeg, siden ruten blev lagt, kommet til at google lidt mere om kriminaliteten i byen. Det skal man i øvrigt ikke gøre. Det er som at slå hovedpine op på Netdoktor for så at finde ud af, at man tydeligvis har symptomer på hjernekræft. For at minimere min risiko for at blive dræbt i en sydfransk mafiakrig eller blive dødtræt af mit eget selskab (så ville død ved mafiakrig vel egentlig være et ret godt alternativ), valgte jeg, at det igen var tid til at bo på hostel og sovesal.
Marseille ligger 166 km fra Montpellier. Med højhastighedstoget tager det 1 time og 44 minutter at komme frem til Marseille St. Charles. Det er 10 minutter hurtigere, end en bil vil kunne klare det på.
Turen dertil gik smertefrit. Jeg fik også relativt hurtigt trukket min kuffert den rigtige vej fra stationen til The People Hostel, som jeg skulle bo på.
Der gik ikke lang tid, fra jeg var flyttet ind i min køje på 6-personers værelset på hostlet, til at jeg mødte mine første roomies. Schweiziske Vreni, som ankom til Marseille og hostlet kort efter mig, og franske Mina, der allerede var flyttet ind sammen med en gedigen solskoldning og alt sandet fra en af Marseilles omkringliggende strande.
Der gik heller ikke lang tid før, at Vreni og jeg nåede frem til, at vi skulle ud og se på byen sammen. Vi gik først efter at få lokaliseret Vieux Port, som er Marseilles gamle havn. I Vieux Port færdes turister afslappet, private både af forskellig størrelse ligger fortøjet, og de små færger ud af byen holder også til her.
Efter at have rundet turistkontoret for at få et bykort, fandt vi til Le Panier. Le Panier er den ældste del af Marseille. Ligesom i Montpellier går det stejlt op og stejlt ned i de smalle gader i den gamle bydel. Små pladser og gadekunst dukker op på overraskende steder. Det samme gjorde undertøj øjensynligt.
Efter at have snuset lidt rundt foreslog Vreni, at vi fortsatte vores tur op til Notre-Dame de la Garde for at se solnedgangen. Forslaget var for fristende til at sige nej til. Vi talte nemlig godt, og med min blandede stedsans og byens ry var jeg heller ikke sikker på, at jeg ville få en anden mulighed for at gøre det. Når alt kommer til, ville jeg nok ikke have overvejet eller turdet gøre det selv, når nu jeg ikke kendte byen bedre. Hverken denne eller en anden aften.
Der er ca. 2 km til basilikaen fra Vieux Port. Det gode er, aat der er god skiltning til basilikaen, og hvis den ikke lige er der, skal man bare kigge op. For Notre-Dame ligger på en høj, høj bakke. Turen derop var stejl og fredelig. Desværre nåede vi lige akkurat ikke derop, før basilikaen lukkede for besøgende. Vi måtte derfor nøjes med bare at betragte den udefra og nyde udsigten ud over byen. Og det var egentlig også det sidste vi primært var gået derop for.
Det tog os nogen tid og en hel del sludren, før vi opdagede, hvor alle de lokale holdt til for at se solnedgangen. Vi så dem bære den ene stabel pizzaer og pose øl efter den anden op ad bakken. Det havde vi desværre ikke været forudseende nok til at have købt på vejen. Jeg kunne ellers godt have drukket et kold øl eller drink der.
Vi tog dog revanche ved at finde øl og pizza i menneskevirvaret i Vieux Port, da vi kom ned igen, og inden vi vendte tilbage til køjerne på hostlet.
Dag 2 – Kort dag
Schweiziske Vreni skulle ud på dagstur til et naturområde denne dag. Jeg var mere hooked på at få set så meget som muligt af byen, mens jeg var her. Det blev derfor en dag på mest egen hånd for mit vedkommende. Og en kortdag, for jeg fulgte nærmest slavisk de optegnede ruter fra turistinformationens bykort.
Den gule rute bød på ”Historical walk” i nærmest bare Le Panier. Det passede mig godt, for selvom jeg havde været der dagen før, havde vi gået så meget på må og få, at jeg gerne ville genbesøge området og gå lidt mere…struktureret til værks… eller i hvert fald bare være sikker på, at jeg havde set området ordentligt.
Da jeg havde snuset færdigt i Le Panier, hoppede jeg over på den blå rute. En stor del af ruten gik langs den ”nye havn”. Eller ja. Industrihavnen. Ruten var ikke videre spændende, udover at den var befærdet med væsentligt færre turister og væsentligt flere jakkesæt til frokost i sommervarmen. Siloen, som var markeret som lidt af en seværdighed på kortet, forstod jeg ikke rigtigt, hvad gik ud på. Men jeg nåede i det mindste ud til den, og dermed kunne jeg også vende retur til den ældre bydel og fortsætte til den lyserøde rute. Denne rute var langt mere livlig, duftede af krydderier og var fyldt med en masse tilbud om ”cigarettes? cigarettes?”. Jeg tvivler stærkt på, at det var smøger, jeg blev tilbudt.
Jeg sprang den grønne rute over, da jeg vitterligt var gået død i at gå. Tilbage på hostlet fik jeg mødt og snakket en hel del med resten af mine søde roomies og tog ellers en stille og rolig aften, hvor jeg forsøgte at finde ud af, hvad jeg ville på min sidste dag i Marseille. Skulle jeg tage til en strand? En ø? Noget tredje?
Dag 3 – Château d’If, Cours Julien og anbefalinger
Den tredje og sidste hele dag i Marseilles startede sløvt. Jeg sov længe og havde ikke rigtig travlt med at komme afsted, for jeg vidste stadigvæk ikke helt, hvad jeg skulle bruge dagen på. Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville se et par gader omkring Cours Julien og Place Jean Laurés og måske også Palais og Parc Longchamp. Men det var næppe nok til at fylde en hel dag ud.
Dagen tog en anden drejning, for da jeg endelig fik snøvlet mig ud af køjen, viste det sig, at min roommate Jai heller ikke var kommet afsted endnu, og at hun havde andre planer end de roommates, hun ellers havde fundet sammen med. Hun havde planer om at besøge øen Île d’If med det tidligere fængsel Château d’If, fordi det er den ø, som Edmond Dantès forvises til i Greven af Monte Cristo (fortalte Jai og Google).
Her viste fordelen ved at bo på sovesal og hostel sig på sin bedste måde, for nu blev de upræcise planer for dagen ændret til, at jeg tog med Jai til øen. Jeg var lidt usikker på, om jeg på et eller andet tidspunkt på udflugten ville blive afvist, hvis der nu var krav om coronapas. Men vi tog chancen og krydsede fingre for, at det ikke var et krav, eller at sydfranskmændene måske ikke ville være så rigide med at tjekke coronapas.
Vi kom problemfrit til øen, men længere gik den så ikke for mit vedkommende. Coronapasset skulle tjekkes ved indgangen til fængslet, og det blev det grundigt nok til, at de opdagede, at jeg kun havde ét stik. Jai og jeg blev enige om, at hun skulle besøge fængslet, og imens ville jeg finde et sted på øen og vente. Da If er en klippeøen, hvor der vitterligt ikke er andet end fængslet og den udhuggede kaj, hvor færgen lægger til, gik jeg tilbage dertil, fandt det eneste sted med skygge og begyndte streamede OL-håndbold. Jeg ville gerne have set fængslet, men ærlig talt var det her også et ret godt alternativ.
Efter besøget på If ville Jai gerne med mig til Cours Julien og Place Jean Laurés. Det er et hyggeligt område med mere sjæl, street art og hipsterhalløj og ikke mindst færre turister. Et område der klart vil være endnu bedre at besøge til en fyraftensøl og endnu senere øl, eller bare når butikkerne har åbent. På vej dertil skal man igennem Marseilles Lille Marokko (lidt af den lyserøde rute), som Jai ikke havde bevæget sig i før. Vi duftede til krydderier, spiste is, delte vand og chillede i solen. Og hyggede os generelt indtil vi begge havde behov for en pause fra solen
Tilbage på hostlet stod den på snak med roommates, et godt hvil og det praktiske, i forhold til at jeg næste dag skulle videre til den næste sydfranske by. Jeg blev inviteret med i byen af Jai, Laura og Mina, men trængte til noget lidt mere afslappet og satte mig i stedet for i hostlets udendørs fællesrum og fik tanket op med øl fra baren og en lind strøm af carambarkarameller.
Jeg faldt hurtigt i snak med to fyre fra Grenoble og lidt efter slog to parisienner sig ned ved vores bord. Fyrene var nysgerrige på, hvorfor Danmark havde solgt Grønland og min holdning til kongehuset. Så det var ikke kun en ting i Toulouse. Denne gang var jeg dog ikke lige så overrasket over spørgsmålene. Parisiennerne var søde til at give en masse tips til Lyon, dele caipirinhas og fortælle om deres carambarminder. De var endda så søde at tilbyde at eksportere karamellerne til mig, hvis jeg en dag skulle løbe tør. Endnu engang fandt jeg ud af, at fransk venlighed findes!
På denne måde havde jeg kun gode oplevelser i Frankrigs måske mest berygtede by.
