Tag: Østrig

Jeg havde hjemmefra booket værelser på to forskellige hoteller i to forskellige bydele. På den måde ville jeg komme mere rundt i byen, få set noget nyt, og jeg ville nemmere kunne komme til lufthavnen, når jeg skulle hjem igen.

Så efter et par dage i nostalgiens tegn var det tid til at skifte det gamle og kendte Wien ud med noget nyt og mindre kendt.

Dag 4 – Skiftedag

Jeg nåede aldrig at se Belvedere, mens jeg boede i Wien. Jeg havde end ikke en rigtig fornemmelse af, hvor det lå, selvom det er et pænt stort slot, der ligger to spytklatter fra Karlskirche og to kilometer fra mit gamle kollegie. Det er nu et okay stort kunstmuseum fordelt på tre lokationer. Der er hhv. Obere Belvedere, Untere Belvedere og Belvedere 21. Øvre Belvedere er særligt kendt for sin store Gustav Klimt-samling. Nedre Belvedere og Belvedere 21 er vist ikke kendt for noget. Eller i hvert fald ikke lige så kendte.

For at få det meste ud af dagen tjekkede jeg ud fra hotellet og lod bagagen stå, mens jeg skulle besøge på Belvedere. Jeg sprang på en bycykel for at spare fødderne og komme hurtigere frem. Jeg havde dog mit hyr med både at finde vej og finde en station til bycyklen.

Jeg havde købt billet til alle 3 dele af museet og gennemførte Øvre og Nedre. Til at starte forsøgte jeg mig med en vis ironisk distance til Gustav Klimt på grund af alle (de andre) turister, der flokkedes omkring hans malerier og primært så dem gennem deres fotolinser. Men selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, blev jeg alligevel bjergtaget af hans malerier og leg med materialer.

Da Øvre og Nedre Belvedere var gennemført, var jeg ret museumsmæt- og varmetræt. Jeg sprang derfor Belvedere 21 over til fordel for kage. Jeg havde læst i en guide, at man i stedet for at tage på Hotel Sacher eller Demel bare kunne besøge en af Kurkonditorei Oberlaas caféer for god kage. Jeg fandt derfor den på Landstraße Hauptstraße og slog mig ned med citrontærte, iste og aircondition, fordi jeg hverken er til sachertorte, kaffe eller 34 grader i skyggen. Jeg drak istéen, spiste citrontærten og nød kulden, men næste gang i Wien vil jeg hellere gå til konkurrenten Aida, som var gode, da jeg boede dernede.

Det var herefter ved at være blevet eftermiddag, alt for varmt og tid til at at skifte hotel. Det sidste lige så meget, fordi jeg gerne ville nå hen til det nye hotel og se afslutningen på dagens Etape i Tour de France (16. etape).

Det nye hotel/hostel, The Student Hotel, lå på den anden side af indre by og Donaukanalen – i 2. Bezirk Leopoldtstadt. Det er en bydel, jeg næsten aldrig har været i, fordi jeg yderst sjældent krydsede Donaukanalen. Og den dag i dag har jeg stadig til gode at prøve at krydse den rigtige flod. Selve hotellet er placeret i den nyere del af Leopoldtstadt, som gav mig associationer til Ørestad eller Nordhavn. Det vil sige en masse nybyggeri, som ikke har så meget sjæl – endnu (forhåbentligt).

Jeg tjekkede ind, smed tøjet og tog en lang siesta med touren. Om aftenen fandt jeg kræfterne til at trodse varmen og mageligheden ved at lave ingen ting og gik til en lidt ældre del af Leopoldtstadt. På en lille markedsplads, Vorgartenmarkt, lå der flere spisesteder, og der var en lækker summen af sommer og mennesker. Jeg slog mig ned på Mochi Ramen Bar og fik en spicy chicken ramen med miso-goma og kold øl, som begge ramte plet.

Dag 5 – Leopoldstadt, fraktårne og skovløb

Jeg havde afsat dagen til at udforske mere af Leopoldstadt i et adstadigt tempo. Eftersom hedebølgen for alvor havde ramt Wien, var det en ret god plan. Bare tanken om at skulle ud i 35+ grader fik sveden til at pible frem fra alle tænkelige og utænkelige steder på min krop. Yummi.

Leopoldstadt dækker næsten hele øen, som ligger mellem Donau og Donaukanalen. Det er byens jødiske bydel. Det er ikke som at gå rundt i Jerusalem, men særligt i kvarteret omkring Karmelitermarkt og Taborstraße støder man på en del hebraisk og butikker med kosher. Jeg ramte Karmalitermarkt ved frokosttid. På det tidspunkt var der begrænset aktivitet på den lille markedsplads, så det var næsten for nemt at få et lille bord på Tewa am Markt. Efter en omgang hummus og meget lidt homemade isté slentrede jeg til parken Augarten.

I Augarten er der blomster, et slot, udendørs badebassin og en porcelænsfabrik, men det jeg blev allermest draget af, var de 2 kæmpestore flaktårne. Ærligt talt, anede jeg ikke, hvad det var, og jeg kunne heller ikke huske dem, fra da jeg boede der – også selvom der er flere i byen, og et af dem huser akvariet Haus des Meeres . Men gigantiske og fascinerende var de. De kommer åbenbart i par, og lige dem i Augarten bliver brugt til at huse duer.

Da jeg havde glanet længe nok på mastodonterne, var jeg så kogt, at jeg bare skulle have calippois, massevis af sukkervand og aircondition på hotellet og afslutningen på 17. etape af touren.

Om aftenen ville jeg bare lige gå en kort tur over i forlystelsesparken Prater for at finde langos og sige, at jeg havde været der. Jeg fandt hurtigt langos, og jeg fik næsten også en blodprop.

Hvor lidt jeg end vil indrømme det, kunne jeg faktisk ret godt lide det friturestegte brød med cremefraiche og revet ost, som aldrig var i nærheden af at smelte. Efter at have kværnet den hele, trængte jeg til at komme væk fra menneskemylderet ved forlystelserne, få noget mere luft omkring mig og gået lidt af frituren af. Det blev til en alt for lang gåtur i en park, hvor det blev mørkere og mørkere, og der blev færre og færre mennesker. På et tidspunkt havde jeg bevæget mig ud på en skovsti uden andre i nærheden, og her småpanikkede jeg så lidt. Jeg begyndte at forestille mig, at jeg enten vrikkede om og ikke kunne gå hele vejen tilbage, eller bare at jeg ikke ville komme tilbage i live, fordi jeg netop blev fundet… Jeg skulle altså bare væk fra den skovsti. I bedste blair witch project-stil vendte jeg om og løb de små 200 meter tilbage til en rigtig vej og følelsen af sikkerhed. Jo tættere jeg kom på Prater, jo mere tryg følte jeg mig i mørket.

På noget af den sidste strækning fra Prater og hjem kom jeg forbi en pub, der så ud til også at servere mere end bare mad og drikke. Jeg googlede stedet og kunne derefter bruge det sidste af aftenen på at undre mig over, hvem der kommer på at skrive anmeldelser af bordeller på google?!

Dag 6 – Alt det sidste

Den sidste hele dag i byen brugte jeg på at gå forbi Hundertwasserhaus og Hundertwasser Village, besøge Belvedere 21, som jeg ikke nåede tidligere på ugen, shoppe og spise en masse is.

Hundertwasserhaus er et finurligt lejlighedskompleks designet af den østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser. Man kan gå ind i Hundertwasser Village og se alle de skæve vinkler. Derinde er der en turistshop og en café. Der er også et museum, Kunst Haus Wien, om Hundertwasser og hans kunst, som er et klart besøg værd, ikke mindst hvis man som jeg er mere til geometri og stærke farver end hollandsk guldalder. Både hus, village og museum ligger inden for få meter af hinanden i Landstraße (3. bezirk). Hvis hollandsk guldalder er favoritten, vil jeg anbefale en tur på Kunsthistorisches Museum Wien, som er enormt og rigt på hollændere og en masse andet gammelt.

Belvedere 21 ligger i den anden ende af Landstraße. Det er moderne kunst til den kedelige side. Der var kun et værk af Anne Artaker, som gjorde indtryk. Her er et lille uddrag af hendes værk:

Herefter gik turen til Mariahilfer Straße for at få den sidste Paulo Bortolotti-is for denne gang. Og en sidste mere, fordi de er så gode, og der ligger 3 af dem på vejen (nr. 94, 66 og 24). Tipper herfra er at tage til den på Mariahilfer Straße 94. Der har de det bedste udvalg. Derudover fandt jeg ud af, at de i butikken i nr. 24 tager sig bedre betalt end i de 2 andre butikker. Så gå med nr. 94!

Jeg sluttede min sidste dag og aften i Wien af med at fylde min kuffert med radler og få den nok bedste napolitanske pizza margherita uden for Italien hos Pizza Mari tilbage i Leopoldstadt. Der var rygende hedt og akustikken elendig, men tallerkenen blev næsten slikket, for så god var pizzaen.

Jeg gik relativt tidligt op, for dagen efter skulle jeg frygteligt tidligt op for at nå mit fly. På vej til lufthavnen kunne jeg ikke tænke andet end: Der skal ikke gå 10 år, før jeg tager til Wien igen.